Sonos maler Sonos One i frække farver
Et nyt samarbejde mellem Sonos og designguruerne fra HAY har resulteret i en kollektion af Sonos One højtalere. De nye farver koster 300 kroner ekstra.
Hvilken farve skal en højtaler have? Sort? Eller hvad med hvid? Nej, lyder det fra Sonos.
Derfor har den amerikanske højtaler slået sig sammen med designfirmaet HAY, der blandt andet er kendt for sine filtkugle-tæpper og diverse andre livstilsdesigns. Samarbejdet er indtil videre endt ud i tre nye farver til Sonos One. Det oplyser Sonos i en mail til MereMobil.dk.
– HomePod-salget skuffer – Apple bremser produktionen
Den nye kollektion bliver omtalt som HAY x Sonos-kollektionen. Den består af tre nye farver til Sonos One. De kaldes HAY Yellow, HAY Green og HAY Red. Kollektionen har en merpris på 300 kroner sammenlignet med den normale Sonos One, der udelukkende er tilgængelig i sort og hvid.
Sonos One fik oprindeligt debut i efteråret 2017. Højtalerne kommer til at understøtte Apples AirPlay 2 samt en række andre trådløse teknologier via Wi-Fi. Sonos One understøtter ikke Bluetooth.
– Måske udskydes Airplay 2 – fjernet iOS 11.3 og tvOS 11.3
Hvis man bor i Danmark kan man pt. ikke udnytte alle højtalerens funktioner. I USA understøtter Sonos One og dermed også den kommende Hay-højtaler Amazons digitale assistent kaldet Alexa samt Google Assistant. Hvis man kigger på Sonos’ danske hjemmeside lyder beskrivelsen af Sonos One da også, at den er “Stemmestyringsklar”.
På sin hjemmeside uddyber Sonos: “Stemmestyring til Sonos understøttes endnu ikke i dit land. Disse funktioner vil blive tilgængelige, når Sonos og en stemmetjeneste lanceres sammen i din region.”
Sonos One vejer 1,85 kg og måler 161,45 x 119,7 x 119,7 mm.
Den nye HAY x Sonos-kollektionen lander i butikkerne til september. Højtalerne kan købes hos Sonos selv eller i Hay House på Strøget i København til 1.999 kroner.
Mere til historien
Sonos One er en opdateret udgave af Sonos Play:1, der kom i oktober 2013.