Giganterne kommer: Smartphones med 512 GB lagerplads er lige om hjørnet
Fremtidens smartphones har plads til både 4K og fotos. Og Huawei kommer måske først med 512 GB lagerplads.
“Lagerplads er næsten fuld”. Et stort skilt afbryder dig, da du prøver at tage et billede med din smartphone. Men i fremtiden kan denne advarsel blive sjældnere.
Smartphone-producenterne arbejder nemlig på telefoner med 512 GB intern lagerplads. Det rapporterer The Verge.
– 40 megapixels? Bliver Huawei P20 Pro et megapixel-monster?
Huawei arbejder angiveligt på verdens første telefon med 512 GB lagerplads. Dermed vil Huaweis telefon få mere plads end en Apple MacBook Air. Den er ifølge Apples hjemmeside “kun” er udstyret med 128 GB intern lagerplads.
I december 2017 begyndte Samsung sin produktion af lagerplads på 512 GB til smartphones. Det er dog uvist, om Samsung leverer lagerpladsen til Huaweis kommende smartphone. Det er også uvist, om der er tale om Huaweis kommende P20-smartphone eller en helt anden model.
Da Apple i 2007 præsenterede den første iPhone var den tilgængelig med 4 GB intern lagerplads. Dermed vil Huaweis kommende smartphone have 128 gange så meget plads til billeder og videoer.
I praksis vil brugerne formodentlig ikke opleve, at Huaweis kommende smartphone har 128 gange så meget lagerplads som den første iPhone. Det skyldes, at billeder og videoer med tiden er begyndt at fylde mere og mere. Eksempelvis var kameraet i den første iPhone “kun” et kamera på to megapixels. Det er uvist, hvilket kamera, som Huawei sætter i deres kommende smartphone, men rygterne peger på, at kineserne satster på 40 megapixels.
– Her er dommen: Samsung Galaxy S9 er en vinder
Den nuværende rekordholder for mest lagerplads i en telefon tilhører Apple, der tilbyder 256 GB lagerplads i iPhone X. Flere Android-telefoner har dog mulighed for at bruge SD-kort på flere hundrede GB. Det tæller eksempelvis Samsung Galaxy S9.
Mere til historien
Den største harddisk i 1961 havde en lagerplads på 205 MB. Huaweis telefon får ca. 2.500 gange mere lagerplads. Det fremgår af Wikipedia.