Efter shitstorm: Snapchat vil ændre app
Snapchat lytter angiveligt til brugerne, men du skal ikke forvente at få den “gamle” app tilbage.
“Snapchat er blevet opdateret, men den store designopdatering af chat-applikationen er hadet af brugerne”, hed det for nylig i en historie på MereMobil.dk. Men alligevel mente det sociale medies direktør ikke, at man skulle give brugerne den gamle app tilbage. Men noget tyder på, at kritikken alligevel har haft sin rundgang i kontorerne hos Snap Inc. For nu lover selskabet bag Snapchat, at man vil ændre applikationen, som svar på den massive kritik. Det skriver Tek.no.
– Du kan ikke få den gamle Snapchat tilbage
Ifølge Snap Inc. er der kun tale om mindre ændringer af applikationen. Eksempelvis bliver det nemmere at skelne stories fra hinanden. Det skal blandt andet ske ved at dele stories fra venner og fremmede op i kategorierne “Friends” og “Discover”. Derudover vil den kommende opdatering også gøre det muligt at sortere “stories”, gruppechats og ”Subsribtions”. Ifølge Snapchat skal det gøre det muligt at skræddersy sin egen Snapchat-oplevelse.
I kølvandet på den berygtede Snapchat-opdatering opstod flere online underskriftsindsamlinger for at få det gamle design tilbage. I skrivende stund har den største af disse næsten over 1,2 millioner underskrifter på hjemmesiden Change.org. Alligevel vil Snapchat altså ikke give brugerne det gamle design tilbage. I stedet må de nøjes med små ændringer.
– Tæt kamp: Facebook taber de unge til Instagram og Snapchat
Direktøren i Snap Inc., der står bag Snapchat har tidligere fortalt, at de mange klager blot validerer ændringerne af applikationen. Og noget tyder på, at direktøren kan have ret. Snap Inc. aktie er gået markant frem siden opdateringens debut i starten af januar. Det fremgår af tal fra Google.
Mere til historien
Snapchat fik sin debut i 2012. I dag har det sociale medie ifølge Statista 187 millioner daglige aktive brugere. Facebook har ifølge samme statistik-tjeneste 1,4 milliarder daglige brugere.