Apple HomePod forsinkes til starten af 2018
Apples konkurrent til Google Home skulle have været landet i handlen i de første lande i december måned, men nu udskydes salgsstarten.
Apple har ændret datoen for salgsstarten af deres højttaler, som har navnet HomePod. Denne skulle have været i handlen fra ultimo 2017, men nu er salgsstarten altså skubbet til starten af 2018. Det skriver GSMArena.com.
– Her er HomePod – Siri højtaleren fra Apple
HomePod lanceres i første omgang i USA, Australien og Storbritannien og får en pris på 349 dollars, hvilket svarer til omkring 2.300 danske kroner uden moms, afgifter og lignende.
Apples officielle udmelding omkring udskydelsen af salgsstarten på HomePod er simpelthen, at de har brug for lidt mere tid til at få produktet klar til kunderne.
– “We can’t wait for people to experience HomePod, Apple’s breakthrough wireless speaker for the home, but we need a little more time before it’s ready for our customers. We’ll start shipping in the US, UK and Australia in early 2018.”
Apple annoncerede HomePod tilbage i juni måned til Apples årlige udviklerkonference (WWDC). Og kort sagt, så er HomePod en Siri-styret højttaler- og digital assistent.
HomePod er en lille 18 centimeter høj højttaler med en lang række højttaler-enheder indbygget. F.eks. syv stråledannende diskanthøjttalere som hver har en selvstændig forstærkerchip. Dertil kommer baghøjttalere og seks mikrofoner.
Højttalerne skulle udsende lyden i rummet på en måde, der giver en helt utrolig lydoplevelse. I hvert fald ifølge Apple. Hvis ikke én HomePod er nok, kan den kombineres med en ekstra og dermed danne et stereopar.
– Apple HomePod – det ved vi om Apples højttaler
Der er ingen meldinger om, hvornår vi eventuelt får HomePod på det danske marked. Men sikkert er det altså, at Apple ikke når at få det ellers så vigtige julesalg med i de første lande.
Mere til historien
Apple er ikke ene om, at stå bag en smarthøjttaler. Faktisk har flere af konkurrenterne allerede lanceret deres bud på en smarthøjttaler. Nogle af de mest omtalte er Amazon med Alexa, Echo og Echo Show og Google Home. Men eksempelvis Sony arbejder også på deres bud.