Nokia 8 går all-in i mobilkampen – topspecs til god pris
Høj ydelse fra Snapdragon 835, ren Android og dual-kamera med Zeiss optik skal sælge Nokia 8. Topmodellen er prissat aggressivt.
Nokia 8 er det første flagskib i Nokias nye æra. Telefonen er tydeligt et statement om, at nu går Nokia for alvor ind i kampen mod Samsung, Huawei, Sony og alle de andre producenter på Android-platformen.
Nokia 8 kommer med Qualcomm Snapdragon 835 processor (4 GB RAM) og det første samarbejde med optikproducenten Zeiss på Android-platformen.
Snapdragon 835 er jo ikke en nyhed, men i forhold til konkurrenterne har Nokia ét vigtigt kort; ren Android. Dertil kommer en tydelig udmelding om, at Nokia 8 vil følge Googles månedlige sikkerhedsopdateringer til Android.
Når man kombinerer et lækkert design med god hardware samt en utilsmudset Android-platform, er fundamentet til en god telefon lagt. Elementerne betyder ikke nødvendigvis succes hos køberne, men alting starter jo med grundlaget. Og det ser godt ud.
Afbalanceret skærmstørrelse med høj opløsning
Nokia 8 er ikke stor og klodset. Telefonen er med en tykkelse på kun 7,9 mm til den tynde side, og skærmstørrelsen skræmmer ikke folk væk. I stedet for at gå op på 5,5 tommer eller mere så holder Nokia 8 sig nede på 5,3 tommer. Til sammenligning har Nokia 6, der allerede er på markedet, en skærm på 5,5 tommer. Det virker som et afbalanceret kompromis på topmodellen.
Nokia 8 er i øvrigt både smallere, tyndere og kortere end Nokia 6.
Skærmen på Nokia 8 har QHD-opløsning (2560 x 1440 pixels) samt en overflade der er belagt med Gorilla Glass 8 fra Corning. Lysstyrken er op til 700nts.
Nokia 3, 5 og 6, der allerede kan købes, benytter MicroUSB stik til opladning På Nokia 8 er stikket af den nye type USB Type-C (USB 3.1). Headsets kan tilsluttes via 3,5 mm jackstik eller trådløst md Bluetooth.
– Nokia 8 går direkte efter struben på OnePlus 5
Et interessant kamera
Nokia 8 bliver den første telefon på Android-platformen med kameraoptik fra Zeiss Optics. I gamle dage var Nokia kendt og rost for Zeiss i deres telefoner. Nu skal den endelige test så vise, om det er andet end et marketingsstunt.
Hovedkameraet har en opløsning på 13 megapixels (f/2.0) med optisk billedestabilisering. Der er tale om et dual-kamera. Den ene optik bruges til indsamling af farve-informationer, mens den anden er en monokrom linse, der også har 13 megapixels opløsning. Opbygningen er altså som vi har set det på blandt andet Huaweis telefoner. Også OnePlus bruger dual-kamera.
Frontkameraet har ligeledes 13 megapixels opløsning.
Via kamerasoftwaren kan billeder fra både front- og hovedkamera kombineres til ét billede. Hvilken glæde det udløser i praksis er for tidligt at sige noget om.
Billederne gemmes på Google Fotos i fuld opløsning. For dem der ikke har opgraderet til betalingsudgaven af Google Fotos, vil der dog stadig være brugt billedekomprimering på billeder der uploades til tjenesten. Det er altså ikke, som på Googles Pixel telefoner, tale om ubegrænset plads i ukomprimeret form.
Der kan optages video i op til 4K-opløsning på Nokia 8. Dertil kommer en særlig Nokia OZO lydteknologi, der skal kunne give en særlig 360 graders lydoptagelse.
Hurtig opladning og stort batteri
Set i forhold til den lidt mindre skærmstørrelse, når vi taler topmodeller, har batteriet rimelig høj kapacitet. Vi taler om 3.090 mAh. Dertil kommer understøttelse af hurtigopladning via Qualcomm Quick Charge. Opladeren der medfølger i salgspakken fungerer med hurtigopladningen.
Nokias kommende flagskib understøtter naturligvis 4G LTE forbindelser, og kommer i vores marked med plads til to SIM-kort (dual-SIM), samt mulighed for at udvide den interne hukommelse på 64 GB med yderligere 256 GB på MicroSD-kort.
Som Nokias lavprismodeller, Nokia 5 og Nokia 6, kan intern og MicroSD-kort hukommelse kombineres til ét stort lager.
Prissat aggressivt
Nokia 8 er prissat til 4.299 kroner uden abonnement. Den hører altså til i den dyre ende af produktudvalget i butikkerne. Telefonen er dermed i direkte konkurrence med OnePlus 5.
– Pris og tilgængelighed: Her er de danske priser og forhandlere
Mobilen bliver tilgængelig på verdensplan i farverne Polished Blue, Polished Copper, Tempered Blue og Steel.
Telefonen er født med Android Nougat 7.1.1, men vil senere kunne opgraderes til den kommende Android O. Hvornår en opgradering finder sted vides ikke på nuværende tidspunkt. Tidligere blev det meldt ud, at også Nokia 3,5 og 6 får Android O.
Nokia 8 er for dem, der ønsker en smartphone med høj ydelse og godt kamera til en fornuftig pris. Fordi den løbende opdateres, kan det også være en mobil, som køberne måske vil beholde i længere tid.
Nokia 8 specifikationer
- Skærm: 5,3 tommer (IPS LCD)
- Opløsning: 2560 x 1440 (QHD)
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 835
- MSM8998 (4* 2.45 GHz Qualcmm Kryo + 4* 1.8 GHz Kryo)
- Hukommelse: 64 GB intern
- Udvidelse: Op til 256 GB via MicroSD
- RAM: 4 GB
- Dualkamera: 13 megapixels (farve) + 13 megapixels (monokrom)
- Frontkamera: 13 megapixels (f/2.0)
- Batteri: 3.090 mAh
- Qualcomm Quick Charge 3.0
- Dual-SIM: Ja
- Splashproof: IP54
- Mål: 151.5 x 73.7 x 7.9 mm (kamera bump 0.4 mm)
- Vægt: 160 gram
- System: Android 7.1.1 Nougat
Mere til historien
Overvejer du en af Nokias nye telefoner har du to valg lige nu. Nokia 6 er til dem, der vil have en rimelig god telefon, til en afbalanceret pris. Nokia 8 er kronjuvelen, som samtidigt er den bedste telefon i porteføljen lige nu.