Apple gør det nemmere at slå Touch ID fra
Når iOS 11 debuterer til efteråret er det med en genvej til midlertidigt at deaktivere Touch ID. Og det kan blive en hovedpine for politiet.
Hvis du af en eller anden grund vil slå Touch ID fra på din iOS-enhed er det noget af rejse, som du skal ud på. Og det vil Apple nu lave om på. For når iOS 11 indfinder sig hos millioner af iOS-brugere bliver det hurtigt at slå fingeraftrykslæseren midlertidigt fra. Det rapporterer The Verge.
– iOS 11 – alt du skal vide om den store opdatering
Fem tryk på lås-knappen giver i iOS 11 brugerne mulighed for at ringe til alarmcentralen, men også til midlertidigt at slå Touch ID fra indtil adgangskoden bliver tastet. Dermed er det ikke nødvendigt, at rode i indstillinger for at slå fingeraftrykslæseren midlertidigt fra.
Til kamp mod politiet?
Apples nemmere løsning til at slå fingeraftrykslæseren fra kommer efter en række episoder, hvor politiet har låst mistænktes telefoner op via Touch ID. Norsk politi fik eksempelvis dommerens ord for, at man måtte tvinge en narkomistænkt til at låse telefonen op. Det skrev iTAVISEN tilbage i 2016.
Hvis den mistænkte ikke havde haft Touch ID aktiveret ville norsk politi måske ikke havde haft adgang til telefonen. Også amerikansk politi har skaffet sig adgang til en iPhone med Touch ID.
– Næste iPhone vil kunne låses op med ansigtet
Vi har tidligere rapporteret, at den kommende iPhone måske kan låses op med ens ansigt. Men det vides ikke om Apple også vil implementere en nem måde, at slå ansigtsgenkendelsen fra. Desuden er der heller ikke etableret noget juridisk grundlag for, om politiet kan tvinge mistænkte til at låse deres telefoner op med ansigtet – ligesom eksempelvis norsk politi fik lov til med mistænktes finger.
Mere til historien
Apple lancerer formodentlig iOS 11 til efteråret. iOS 11 byder på en række forbedringer sammenlignet med iOS 10. Eksempelvis rykker iMessage til skyen, hvilket skulle gøre det nemmere at fortsætte samtalen, når man skifter Apple-udstyr.