Coop åbner døren på klem for MobilePay
MobilePay udelukkes ikke af Coop. Betalingsløsningen kan måske eksistere side om side med det mobile Dankort fra Nets.
Nets og Danske Bank er ikke blevet enige i forhandlingerne om implementering af det mobile Dankort i MobilePay. Dermed bliver Nets’ mobildankort ikke en del af MobilePay.
Satsningen på mobilbetalingsområdet har Nets været undervejs med i lang tid. Hidtil har planen været, at lægge det mobile Dankort ind i eksisterende apps f.eks. mobilbank-applikationer eller MobilePay, men efter de kuldsejlede forhandlinger med MobilePay, har detailbranchen ønsket, at Nets udvikler en særlig Dankort app.
Tilbage i maj 2016 meldte Coop ud, at de gik i gang med at klargøre 1.200 butikker til Nets’ løsning.
I forhold til Dansk Supermarked har Coop foreløbigt taget det roligt, når det kommer til implementering af mobile betalingstjenester. Det har undervejs været fremme, at Coop ville vende MobilePay ryggen, og meldingen for foråret 2016 viste da også en støtte til projektet fra Nets fra Coops side.
– Storpolitik i betalingsbranchen: MobilePay smides ud af Dansk Supermarked
Afviser ikke MobilePay
Siden Dansk Supermarked har meddelt, at de nu fjerner MobilePay fra Bilka, Føtex og Netto, har det udefra virket som om, at Dansk Supermarked og Coop har gjort fælles front mod MobilePay, til forel for Nets, men sådan forholder det sig tilsyneladende ikke.
I en udtalelse til MereMobil.dk udelukker Coop ikke MobilePay i deres forretninger.
– ”Vi udelukker ikke MobilePay, som på sigt også kan komme til at indgå i danskernes digitale tegnebog. Ligesom danskerne har forskellige fysiske betalingskort i deres tegnebog, vil de formentlig også have forskellige digitale, når de bliver mere udbredt. Så på sigt kan man forestille sig, at man både har dankort og MobilePay på sin telefon,” fortæller Jens Juul Nielsen, informationsdirektør i Coop, til MereMobil.dk.
Ifølge Coop vil MobilePay på et senere tidspunkt kunne komme på tale.
– ”Vi ekskluderer dem ikke. Vi har blot valgt mobildankort løsningen først, fordi vi tror, at det vil forbrugerne først tage til sig som betalingsmiddel i vores butikker,” slutter Jens Juul Nielsen.
Det mobile dankort fra Nets forventer Coop bliver rullet ud i løbet af i år.
Mere til historien
Kampen om kunderne på betalingsområdet er vigtig for betalingsudbyderne. I 2016 blev der omsat 355 mia. kr. via dankort. Udbyderne vil gerne være en del af dette pengeflow. Coop og Dansk Supermarked dækker cirka 65 procent af dagligvarehandlen i Danmark.