Huawei inviterer til smartphone-lancering i Danmark
Huawei er klar med sin hidtil største satsning i Norden. Snart ved vi, hvad vi får i stedet for Mate 9.
Da Huawei lancerede Mate 9 i München var mange forventningsfulde, men det gik hurtigt over. Knapt var eventen færdig før det stod klart, at Mate 9 ikke kommer på det danske marked. Huawei havde andre prioriteringer.
– Huawei Mate 9 kommer ikke til Danmark
– ”Vi vælger ikke at lancere Mate 9 på det nordiske marked, fordi vi har andre prioriterede produkter, som vi tror rigtigt meget på. Uden at sige for meget, kan jeg da opfordre til at følge lidt med i de kommende uger, hvor vi kommer med spændende nyt på lokalt niveau,” sagde Thor Gøtz, direktør for Huaweis Consumer Business i Danmark, til MereMobil.dk, efter Mate 9-lanceringen.
Nu er der nyt i sagen. Huawei har udsendt invitation til en event i København under overskriften ”You Ain’t Seen Nothing Yet”. Datoen er 22. november 2016.
I den medfølgende mail står der:
– ”Det er med stor glæde, at vi nu kan invitere dig til Huaweis første officielle unboxing event på dansk jord. Der er tale om Huaweis hidtil største satsning i Norden, som vi er meget spændte på at præsentere for pressen og samarbejdspartnere,” er ordlyden.
MereMobil.dk har spurgt Huawei hvad der er i ærmet, hvilket udløste et mere detaljeret svar.
– ”Jeg tør godt afsløre, at der naturligvis er tale om en ny smartphone. Og jeg tør også godt sige, at der vil være tale om en model, som både på design og specifikationer vil være i særklasse. Ydermere er det første gang, vi holder en unboxing på dansk jord, hvilket også er et signal om, at det er produkt, som vi tror rigtig meget på lokalt,” siger Thor Gøtz, Director Huawei CBG Danmark.
Nu er det ret spændende hvad der ligger i ”hidtil største satsning i Norden”, men på MereMobil.dk følger vi naturligvis præsentationen på tætteste hold.
Mere til historien
Huawei har tidligere segmenteret deres produkter. Ved IFA 2016 præsenterede de Huawei Nova og Nova Plus. I den sammenhæng var det kun Huawei Nova der nåede vores marked.
Læs også:
– Huawei tager højdespring på brand-hitliste