MobilePay var ramt af stort nedbrud – virker igen
MobilePay var i dag blevet ramt af et større nedbrud, der primært rammer kunder i Københavnsområdet og på TDC’s netværk. MobilePay fungerer igen.
Opdateret fredag den 28. oktober 2016 klokken 15.10:
– “Så har TDC bekræftet, at alt fungerer igen i Storkøbenhavn – incl. MobilePay og vores mobilbank,” oplyser Danske Bank i en mail til MereMobil.dk.
Det har ellers gået godt for MobilePay den seneste tid, hvor Nordea har droppet Swipp og i stedet valgt at samarbejde med Danske Bank fremadrettet. Nu er Jyske Bank måske også på i den retning – men nu er MobilePay så lidt i modvind.
– Nordea dropper Swipp og tilsluttes MobilePay
MobilePay er nemlig ramt af et større nedbrud. Det drejer sig om netværksproblemer med kunder fra TDC/YouSee, oplyser Danske Bank på deres Facebookside.
– ”Det ser desværre ud til, at kunder på nogle bestemte netværk har problemer med at tilgå vores apps. Det drejer sig bl.a. om TDC/YouSee-kunder. Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvor det går galt, så det kan blive løst så hurtigt som muligt,” skriver banken, som svar til en række kunder, der har problemer med Mobilepay.
Problemerne berører, ifølge Danske Bank, også dele af bankens netbanktjeneste.
Ifølge de oplysninger Finans har fra Danske Bank, så skulle problemerne så vidt det vides kun berøre TDC-kunder i hovedstadsområdet.
– MobilePay forsvinder måske fra Dansk Supermarked
Er man ramt af problemet, så kan man benytte MobilePay og Mobilbanken via WiFi, hvis man har mulighed for at være på trådløst netværk.
Der er pt. ikke nogen tidshorisont på, hvornår problemet er løst.
Mere til historien
Alene i tredje kvartal i år havde MobilePay mere end 43 millioner overførsler, hvilket er mere end en fordobling i forhold til samme periode 2015.