Sony Xperia XA Ultra på vej til Danmark
Sony Xperia XA Ultra, en mellemklasse-telefon med 6 tommer Full HD skærm, er på vej til Danmark.
Tidligere på året, ved Mobile World Congress 2016, introducerede Sony den nye Xperia X serie bestående af Xperia X, XA og X Performance. Nu er et fjerde medlem af familien offentliggjort.
Sony Xperia XA Ultra er navnet på en midrange telefon, i tæt familie med Sony Xperia XA, hvor skærmen har fået lidt ekstra størrelse.
– ”Oprindelig var Xperia XA Ultra ikke tiltænkt det danske marked, men på grund af stor interesse, arbejder vi på at introducere den for det danske publikum via udvalgte kanaler,” fortæller Morten Johansen fra Sony i Danmark til MereMobil.dk.
I forhold til Xperia XA er skærmen nu 6 tommer, mod 5 tommer på XA-modellen, og skærmopløsningen er forøget fra HD til Full HD. RAM-mængden er gået op fra 2 til 3 GB og kameraet er løftet fra 13 til 21,5 megapixels.
Også på frontkameraet er der sket noget. Her er opløsningen nu 16 i stedet for 8 megapixels. Processoren, MediaTek MT6755 Helio P10, deler begge telefoner.
Xperia XA Ultra har samme type kant-til-kant skærm som XA’eren, og det er lige den tand mere fremadskuende end hvad vi har set på eksempelvis Sony Xperia X, som jeg tidligere har testet. Det er interessant, at Sony har lagt design-nyhederne ind på mellemklasse-modeller, fremfor på topmodellerne.
– TEST: Sony Xperia X vinder på stabilitet og kvalitet
Ved offentliggørelsen har Sony Danmark oplyst til MereMobil.dk, at Xperia XA Ultra vil få en pris på 2.995 kroner uden abonnement.
MereMobil.dk fik et preview af Xperia XA Ultra ved vores besøg i Tokyo. Herunder kan du se en video fra Recombu, der viser telefonen, umiddelbart efter pressemødet.
First look: Sony Xperia XA Ultra
Xperia XA Ultra hovedspecifikationer
– Skærm: 6 tommer (1920 x 1080 pixels)
– Processor: MediaTek MT6755 octa-core 64-bit
– Intern hukommelse: 16 GB
– Udvidelse af hukommelse: MicroSD op til 200 GB
– RAM: 3 GB
– Kamera: 21,5 megapixels (1 / 2.4 Exmor RS)
– Frontkamera: 16 megapixels (88 gr vidvinkel)
– Batteri: 2.700 mAh
– Størrelse: 165,1 x 78,7 x 7,6 mm
– Vægt: 189,9 gram
– Android 6.0.1 Marshmallow
Xperia XA Ultra er ikke vandtæt og kommer heller ikke med fingeraftrykslæser.
– WEB-TV: Det vidste du ikke om Xperia X
Billeder af Sony Xperia XA Ultra
Mere til historien
Navnet ”Ultra” har Sony også brugt tilbage i september 2013 hvor de introducerede Sony Xperia Z Ultra. Telefonen havde 6,4 tommer Full HD skærm.