OnePlus Pad 2 er en Android-tablet med masser af power | Test

TEST: OnePlus har smidt en ny tablet på gaden. Denne gang med 3K-skærm, masser af RAM og et superchipset. Prisen er endda godkendt.

OnePlus Pad 2 box
OnePlus Pad 2 oser af kvalitet og masser af power (Foto: MereMobil.dk)

Jeg er en glad mand. Og det er jeg fordi jeg har testet noget så sjældent, som en Android tablet.

Gode Android tablets har tidligere været mere sjældne, end vildtlevende pandabjørne. Det prøvede OnePlus at gøre op med sidste år, med den første OnePlus Pad. En fornuftig tablet, der leverede en god oplevelse, til en overkommelig pris.

OnePlus Pad 2 tager, nu et år senere, nogen betydelige skridt fremad med et Snapdragon 8 Gen 3 chipset, 12 GB RAM og en 3K skærm. Vel at værke uden at hæve startprisen på 3.949 kroner.

Specifikationer: OnePlus Pad 2

  • Skærm: 12,1” IPS LCD, 3K, adaptiv 144Hz og 900nits
  • Mål: 268,7 x 195,1 x 6,5 mm
  • Processor: Snapdragon 8 Gen 3
  • Hukommelse: 256 GB
  • RAM: 12 GB
  • Frontkamera: 8 MP, video op til 1080p 30fps
  • Bagkamera: 13 MP, video op til 4K 30 fps
  • Batteri: 9510 mAh, kablet opladning med op til 67 watt
  • Forbindelser: NFC, Bluetooth 5.4, Wi-Fi, USB-C 3.2
  • Vægt: 584 gram
  • System: Android 14

Diskret og kedeligt design

OnePlus Pad 2 back
Ramme og bagside er lavet i ét stykke sandblæst og anodiseret aluminium (Foto: MereMobil.dk)

Designet på OnePlus Pad 2 er ikke markant ændret, men de små ændringer er vellykkede.

Både ramme og bagside er lavet i ét stykke sandblæst og anodiseret aluminium. Flot og simpelt, med et diskret OnePlus-logo i midten og et 13-megapixel kamera ovenover.

Holdt på den lange led finder vi på venstre side en tænd/sluk-knap. På højre side et USB-C-stik til opladning. Øverst på tabletten sidder knappen til justering af lydstyrke.

Det er også her, man via en magnet kan opbevare og oplade den stylus-pen, der kan tilkøbes. I bunden sidder kontaktpunkterne til det tastatur, som også kan tilkøbes.

Fronten består af den 12,1 tommer store skærm i 7:5-format. En fin størrelse, der gør den brugbar håndholdt, men også stor nok til at du kan udføre seriøst arbejde på den.

Ingen OLED-skærm men masser af pixels

OnePlus Pad 2 screen
På trods af manglen på OLED, er skærmen utrolig flot (Foto: MereMobil.dk)

3000 x 2120 pixels eller 3K-opløsning, sammenholdt med gode farver, en variabel opdateringshastighed på op til 144 Hz og lysstyrke på 900 nits, gør, at jeg egentlig ikke savner et OLED-skærmpanel. I mit korte bekendtskab med OnePlus Pad 2 har den været en fornøjelse at kigge på.

Skærmen understøtter Dolby Vision og HDR10+, så både film, serier og spil ser drøngodt ud.

Dog synes jeg, at 7:5-formatet giver irriterende sorte bjælker i top og bund, når jeg ser film. Det vinder så til gengæld fantastisk, når du skal være produktiv med flere apps på skærmen eller bare surfe nettet i en browser.

Imponerende lyd fra seks højtalere

På trods af en tykkelse på kun 6,49 mm har OnePlus fået pakket seks overraskende gode højttalere ind i Pad 2.

Som med andre tablets og smartphones bliver det aldrig Hi-Fi. Men har du ikke et sæt Bluetooth-øretelefoner i nærheden, kan du stadig nyde god og overraskende høj lyd.

Højttalerne dækker hele spektret, helt fra de høje til de lave toner. Og så kan du nærmest skrue volumen op på max uden at lyden forvrænger.

Masser af power og strøm til hele dagen

OnePlus Pad 2 game
OnePlus Pad 2 kører, selv de mest krævende apps, uden problemer (Foto: MereMobil.dk)

Det kan være svært at finde en god Android-tablet – indtil du får øje på OnePlus Pad 2. Her er der ikke sparet på indmaden. Med et Snapdragon 8 Gen 3-chipset, 12 GB RAM og 256 GB lager er der både power og plads til at downloade og afvikle selv de mest krævende apps og spil på Play Store.

Jeg har set film, spillet Genshin Impact og Call of Duty Warzone i timevis uden problemer. Også uden nævneværdig varmeudvikling. Og så har jeg da også fået lavet lidt arbejde i Google Docs. OnePlus Pad 2 kan det meste.

 Antutu3D MarkGB 1/2GB OpenCL
OnePlus Pad 21.564.2614.431948 / 4.71814.503
iPad Pro, 2022, M2-chip1.410.6996.0341.849 / 8.49833.146
iPad Pro, 2024, M4-chip2.663.6578.6362.549 / 12.64840.697
GB = GeekBench

Testperioder indebærer ofte mere intensivt brug end det, man oplever i hverdagen. På trods af det kunne jeg stadig gå i seng om aftenen med rigeligt batteri til at se et serieafsnit eller to og så lade op om morgenen.

Opladningen af det 9510 mAh store batteri foregår med op til 67 watt, hvis du har en oplader fra OnePlus. Opladeren medfølger ikke i kassen.

Jeg havde heldigvis en liggende i en skuffe og kunne lade fra 2 til 35 procent på 15 minutter. Efter 30 minutter ramte jeg 67 procent, og en fuld opladning tog 73 minutter. Opladningstiden er godkendt. Det er den manglende lader ikke.

God og brugbar software med en snedig funktion

Styresystemet er Android 14 med lidt OnePlus-krydderi drysset ud over i form af OxygenOS 14.1. Det er let overskueligt og kører flydende. Styresystemet bliver opdateret tre år frem, og der er lovet fire års sikkerhedsopdateringer. Det er ok, men jeg kunne godt ønske mig mere med en tablet, som man typisk vil beholde i lang tid.

Som jeg skrev tidligere, er OnePlus Pad 2 formidabel til at konsumere film og spil på, men kan bestemt også bruges til mere praktiske gøremål. Det er især på grund af en funktion som Open Canvas.

Open Canvas er funktionen, hvor du kan have op til tre apps på skærmen samtidig og for eksempel trække og slippe filer mellem de åbne apps. Almindelig splitscreen startes let med et træk med to fingre fra toppen af skærmen. Derefter kan du trække en tredje app ind, enten som et flydende vindue eller ovenover de to andre apps.

Vinduerne kan forstørres, så de er lettere at arbejde i, mens de andre træder i baggrunden. De formindskes, så snart du vælger et af de andre vinduer. Du kan gemme dine vindueskombinationer og trække dem hurtigt frem, når du skal bruge dem.

Open Canvas virker utrolig godt og er noget, alle andre tabletproducenter burde lære noget af.

Du kan se en demo af Open Canvas i vores video om OnePlus Open, der også har funktionen.

Husk at smide et Smart Keyboard i kurven

OnePlus Pad 2 keyboard
Med et OnePlus Pad Smart Keyboard, bliver Pad 2 til en reel computer (Foto: MereMobil.dk)

Skal du have lidt ekstra tilbehør til din Pad 2, skal det være et OnePlus Pad Smart Keyboard. Det gør Pad 2 til et reelt arbejdsværktøj.

Tastaturet består af to dele: en bagside, der fastgøres med magneter og fungerer som justerbart støtteben for skærmen, og selve tastaturet, som også fastgøres med magneter. Denne gang til bunden, hvor tre kontaktpunkter sørger for, at det altid er opladet. Tastaturet er forbundet med Bluetooth, så det kan afmonteres, hvis man for eksempel ønsker mere afstand til skærmen.

Tastaturet har en god størrelse, knapperne en god vandring, og trackpaden er stor og tilpas følsom. Det virker faktisk så godt, at jeg skrev min test af OnePlus Watch 2R på det, uden på noget tidspunkt at savne min computer.

Prisen på tastaturet er 1.159 kroner. Det er absolut stadig en del penge, men væsentligt billigere end Apples Magic Keyboard til (fra) 2.699 kroner. Og køber du direkte fra OnePlus, kan du vælge at få to gratis gaver med. Jeg vil anbefale at vælge en SUPERVOOC 80W oplader og et OnePlus Pad Smart Keyboard.

Du kan nemlig også vælge en OnePlus Stylo 2. Den har en værdi af 769 kroner. Det er ikke noget dårligt produkt. Lige modsat faktisk. Med fin tryksensitivitet, god størrelse og en vibrationsmotor, der får det til at føles som at skrive på papir, er den et særdeles godt bekendtskab. Og så passer den lige på magneten øverst på Pad 2, hvor den også oplades.

Der er noget, der ikke er godt nok!

Jeg har rost både hardware og software på Pad 2, og det holder jeg fast i. Alligevel er mit klagepunkt softwarerelateret. For når du trawler gennem apps på Play Store, er mange af dem bare forvoksede udgaver af, hvad vi ser på vores telefoner.

Grunden er uden tvivl, at fokus fra appudviklerne har ligget på iPad, der er den foretrukne enhed, når der købes tablet. Det er dog et område i udvikling, og flere apps bliver optimeret til Android-tablets.

Der er dog stadig mangler. For eksempel er en stor spiller som Facebook stadig en forstrukket telefonapp, der ikke understøtter horisontal tilstand.

Faktisk er dette Android-tablets største “problem”: apps, som ikke er udnyttet til at gøre brug af det store skærmareal, og nok også en af grundene til, at mange går med en iPad.

SÅDAN OPDATERES ONEPLUS PAD 2: Enheden er født med Android 14. Der udsendes opdateringer til Android-platformen og OxygenOS-brugerfladen i tre år. Sikkerhedsopdateringer lover OnePlus kommer i fire år.

Konklusion: En tablet der kan det hele

OnePlus Pad 2 anbefaler
OnePlus Pad 2 er god til både film og spil. Og så kan den tage arbejdet fra din computer og notesblok (Foto: MereMobil.dk)

OnePlus Pad 2 er svær ikke at holde af. Og det er ikke bare fordi, det er evigheder siden jeg haft en god Android-tablet i hænderne.

Hvis du køber Pad 2 får du ikke bare en tablet der ser godt ud og oser af kvalitet med en bagside af sandblæst aluminium. Du får også hardware i topklasse og software der er skruet formidabelt sammen.

Skal jeg pege på noget negativt er det kameraerne, hvor bagsidekameraet er brugbart hvis du står i en trængt situation. Men brug din telefon til det formål, hvis du har muligheden. Forsidekameraet vinder ingen præmier, men går an onlinemøder.

Og så er tre års opdateringer ikke meget. Slet ikke på en tablet, som du typisk vil holde på flere år end en telefon.

Det sagt, så er OnePlus Pad 2 en fantastisk enhed til at konsumere underholdning og spil. Og koblet sammen med det fine Pad Smart Keyboard, er du godt udrustet til at udføre arbejde, du normalt kun ville lave på din computer.

Så savner du som mig, et Android alternativ til iPad, anbefaler jeg OnePlus Pad 2.

5,5 ud af 6 stjerner.

Vær opmærksom på prisen. OnePlus sælger den for 3.949 kroner, mens den p.t. er dyrere andre steder. Se priserne fra Pricerunner herunder.

Aktuelle priser på OnePlus Pad 2

Herunder kan du se dagspriserne på OnePlus Pad 2, 256 GB.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Stor og flot skærm med høj opdateringshastighed
  • Flagskibs processor- og masser af power
  • Lækkert kvalitetsdesign
  • Eksemplarisk og høj lyd
  • Tastatur og pen til en rimelig pris
  • God pris

Lidt at tænke over

  • Kun tre års Android-opdateringer
  • Der mangler dedikerede Android-apps
  • Ingen medfølgende lader

Mere til historien

Dedikerede apps til Android tablets er i fremgang.  Og i forbindelse med at Google udgav deres egen Pixel tablet sidste år, kan man håbe det fortsætter.

OnePlus Pad 2
I januar kan du købe OnePlus 13

Inden ret lang tid kan OnePlus 13 købes i Danmark.

(mere…)
Mine forventninger til OnePlus 13

VIDEO: Jeg har samlet informationerne fra lanceringen af OnePlus 13 i Kina, og kombineret den med de første anmeldelser og mine forventninger.

(mere…)
Fik jeg en museskade af Magic Mouse? Er MX Ergo S-musen løsningen?

TEST: Jeg har prøvet om Logitech MX Ergo S kan erstatte min Apple Magic Mouse, som måske har givet mig en lille museskade.

(mere…)
Sonos Arc Ultra er fed lyd! Test

TEST: Sonos Arc Ultra er en soundbar, der skal høres og nydes. Her er min bedømmelse af Arc Ultra.

(mere…)
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
OnePlus Watch 3 på vej

RYGTE: OnePlus Watch 3 rygtes på vej og måske endda tidligere end først ventet.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram