“Smarte” enheder inviterer hackere og svindlere
Der mangler en fælles standard for sikkerhed på “smarte” enheder. Det efterlader forbrugerne i en sårbar position.
Har du overblik over, hvor mange enheder i dit hjem, som er koblet på internettet?
Og har du tænkt dybere over, at for eksempel din robotstøvsuger er en åben ladeport, der inviterer indenfor til dine enheder?
Tænk lidt over det. Hackerne sidder ikke bare og venter, de er nærmest på vej til, at tage “bolig” i dine enheder.
Det viser ny, og, ikke mindst, ildevarslende data fra Telenor.
I en pressemeddelelse skriver teleselskabet, at der siden efteråret bliver foretaget intet mindre end 800 procent flere blokeringer af hjemmesider med svindel og virus per abonnement på internet sammenlignet med mobil.
Netop i efteråret lagde Telenor sikkerhedsfilteret SikkerSurf på alle selskabets internetabonnementer. Og det fik ikke bare antallet af blokeringer til at stige markant, men fik også blotlagt, hvor reelt problemet med hackere er for den almindelige danske forbruger.
– “Rigtig mange danskere tænker ikke over, hvor mange enheder i hjemmet, der er koblet på internettet. Og hvis først hackerne har fået adgang til én enhed, for eksempel et ældre smart-tv, der ikke er blevet sikkerhedsopdateret længe, eller en bærbar computer, hvor din teenager har downloadet en fil af tvivlsom oprindelse, kan hackerne lynhurtigt rykke videre og angribe andre enheder, der er koblet på hjemmets wi-fi,” siger Per Olsen i pressemeddelelsen.
Per Olsen er sikkerhedschef hos Telenor og understreger, at hjemmet er overset som potentiel indgang for hackere og svindlere.
Samtidig viser Telenors data, at behovet for bedre digital sikkerhed i hjemmet er massivt.
Den danske it-sikkerhedsmyndighed, Center for Cybersikkerhed, ligger helt på linje med Per Olsen. Her vurderes truslen fra cyberangreb mod “smarte” enheder som meget høj fordi disse enheder generelt er dårligere beskyttede end almindelige computere – og dermed nemmere at kompromittere.
Hackerne kan – og vil måske? – udnytte svage punkter, og kigge med på dit overvågningskamera eller udnytte en brandalarm til at stjæle personlige oplysninger fra dit internet.
Hackerne kan også bruge adgangen til dit internet og dine “smarte” enheder til at angribe din arbejdsplads eller deltage i koordinerede angreb mod virksomheder og myndigheder, skriver Telenor.
– “De største risici for forbrugerne er datalæk og ransomware-angreb, men konsekvenserne kan være meget mere vidtrækkende end det.”
– “Og desværre kan det ske helt uden, at forbrugerne bemærker det. Netop fordi brugerne ikke er klar over de potentielle sikkerhedsrisici ved de smarte enheder, ved de ofte heller ikke, hvordan de skal beskytte sig selv,” siger Per Olsen.
Ingen fælles standard
Per Olsen peger dog samtidig på, at det ikke kun er forbrugerne, som er årsag til hackernes lette spil. Der mangler også en fælles standard for sikkerhed på “smarte” enheder, som netop efterlader forbrugerne i en sårbar position.
Derfor er det vigtigt, at man som forbruger selv er opmærksom på, hvordan man kan øge sikkerheden.
Per Olsen og Telenor har tre råd til at få bedre styr på din digitale sikkerhed:
- Opdater din “smart”-enhed for at undgå sikkerhedshuller og forhindre digitale svindlere i at få adgang til dit internet og andre enheder.
- Beskyt dit internet mod digitale svindlere ved at sikre din router på samme måde, som du sikrer dine enheder.
- Vælg et stærkt kodeord til din “smart”-enhed for at beskytte dine personlige oplysninger og forhindre uautoriseret adgang. Et stærkt kodeord bør være langt og komplekst med en kombination af store og små bogstaver, tal og specialtegn uden personlige oplysninger.
Mere til historien
IT-kriminelle er alle vegne. Du kan hjælpe dig selv ved at se nærmere på denne app, som giver besked, når visse trusler er i omløb.