Samsung Galaxy Z Fold5 – mere holdbar
Nye hængsler og et slankere udtryk, det er nyhederne i Galaxy Z Fold5, der også er blevet mere holdbar end Galaxy Z Fold4.
Da Galaxy Z Fold4 kom sidste år styrkede Samsung blandt andet alurammen, og den udvendige skærm blev bedre til at modstå ridser. I år forsætter Samsung med at optimere på holdbarheden.
Den store nyhed på Galaxy Z Fold5 er, at den sikkerhedsfilm som ligger over inderskærmen, har fået et løft, så den er mindre modtagelig overfor ridser.
Selve skærmene er dog de samme som på Galaxy Z Flip5. Der er 7,6 tommer på hovedskærmen mens den udvendige skærm, når telefonen er foldet sammen, er på 6,2 tommer.
I lighed med Samsung Galaxy Z Flip5, så har foldmodellen også fået nye hængsler, så mellemrummet mellem skærmene, når telefonen er lukket, forsvinder – og mindre snavs kan finde ind til hovedskærmen.
En ny dobbelt ”skinnestruktur” gør desuden, at eksterne stød afbødes, skriver Samsung om telefonen.
Stadig en fantastisk skærm
Selvom skærmene er de samme som sidste år, må vi ikke glemme Samsungs evner til at producere fantastiske skærme.
Begge skærme er af typen ”Dynamic AMOLED 2X” med 1-120 Hz dynamisk opdateringshastighed på hovedskærmen. Derudover er lysstyrken hævet med over 30 procent. Hovedskærmen er nu oppe på 1.750 nits.
Den forøgede lysstyrke gør det endnu lettere at se skærmindholdet i direkte sollys.
Ligesom Galaxy Z Fold4 er denne telefon også certificeret med IPx8. Det betyder, at den kan modstå at være i 1,5 meter dybt ferskvand i op til 30 minutter. Det anbefales dog ikke at tage telefonen med i swimmingpoolen eller i havet, når du bader.
Yder som Galaxy S23 Ultra
Samsung benytter platformen Qualcomm Snapdragon 8 Gen 2 i Galaxy Z Fold5. Dermed kommer ydelsen på niveau med Galaxy S23 Ultra.
På magisk vis er det lykkedes at reducere vægten en smule, så telefonen nu vejer 253 gram – 10 gram mindre end forgængeren, som i øvrigt havde tabt 8 gram fra dens forgænger Galaxy Z Fold3.
Herunder kan du se mål og vægt på henholdsvis Galaxy Z Fold5 og Z Fold4.
Mål | Vægt | |
Galaxy Z Fold5, åben | 129,9 x 154,9 x 6,1 mm. | 253 gram |
Galaxy Z Fold5, lukket | 67,1 x 154,9 x 13,4 mm. | – |
Galaxy Z Fold4, åben | 130,1 x 155,1 x 6,3 mm. | 263 gram |
Galaxy Z Fold4, lukket | 67,1 x 155,1 x (14,2-15,8) mm. | – |
Mere fokus på miljø
I lighed hvad vi ser hos Apple, så har Samsung også gradvist introduceret brugen af genbrugsmaterialer i produkterne. Denne gang er det optimeret i forhold til tidligere generationer.
I Galaxy Z Fold5 samt i Galaxy Z Flip5 indgår genbrugsglas og aluminium i produktionen. Plastikken kommer fra genbrug af fiskenet, vandtønder og PET-flasker.
Emballagen er fremstillet af 100 procent genbrugsmateriale, fortæller Samsung.
Der er ingen tvivl om, at det mest miljørigtige ville være slet ikke at producere de nye enheder, men når nu de kommer, er det rart, at der tænkes bæredygtighed ind i produkterne.
SÅDAN OPDATERES SAMSUNG GALAXY Z FOLD5: Samsung opdaterer løbende Android-platformen, brugerfladen One UI og sikkerhedsplatformen i mindst fire år. Sikkerhedsdelen opdateres i fem år. Det oplyser Samsung til MereMobil.dk.
Ny stabilisator i kameraet
Selvom kameraspecifikationerne mellem Fold4 og Fold5 ligner ret meget hinanden, så er der nogle nyheder, som man ikke sådan lige får øje på.
Den optiske stabilisator (OIS) er ny. Desuden er der en ny processor til efterbehandling af billederne.
I forhold til Fold4 er flere af kamerafunktionerne fra Samsung Galaxy S23 Ultra fulgt med ind i den nye model.
Det koster Samsung Galaxy Z Fold5
Du skal forberede dig på at betale en hel del for at få den nyeste generation af Z Fold-serien i lommen. Ligesom sidste år kan du også denne gang få en konfiguration med 1 TB lagerplads.
Den ”mindste” model med 256 GB lagerplads koster 14.799 kroner, 800 kroner mindre end hvad Galaxy Z Fold4 kostede ved præsentationen. 512 GB varianten er også steget 800 kroner, mens 1 TB-modellen har fået en prisforøgelse på 700 kroner.
- 256 GB / 12 GB RAM: 14.799 kroner
- 512 GB / 12 GB RAM: 15.799 kroner
- 1 TB / 12 GB RAM: 17.699 kroner
Du kan købe Samsung Galaxy Z Fold5 fra den 11. august 2023 – cirka en måned tidligere, end da Galaxy Z Fold4 kom i butikkerne. Forsalget startede den 26. juli lige efter Unpacked-præsentationen.
Farvemulighederne bliver Phantom Black og Cream samt en ny farve kaldet Icy Blue. Via Samsungs egen webshop kan du desuden finde farverne Gray og Blue.
Jeg var ret vild med sidste års Fold-model og mens du venter på min anmeldelse af Galaxy Z Fold5, så kan du genlæse testen af Z Fold4 her – samt se min videoanmeldelse.
Samsung har også præsenteret en ny flipmodel – en klaptelefon. Du kan læse min test af Samsung Galaxy Z Flip5 her.
Min mening om Z Fold5
Specifikationer. Samsung Galaxy Z Fold5
- Skærm, åben: 7,6”, 1-120 Hz, Dynamic AMOLED
- Skærm, lukket: 6,2”, 48-120 Hz, Dynamic AMOLED
- Batteri: 4.400 mAh
- Hukommelse: 256, 512 GB eller 1 TB
- RAM: 12 GB
- Lyd: Stereohøjttalere
- Kamera: 50 megapixels, f/1.8
- Ultravidvinkel kamera: 12 megapixels, f/2.2, 123 grader
- Telefoto kamera: 10 megapixels, f/2.4, OIS, 3x optisk zoom
- Frontkamera: 10 megapixels, f/2.2 + 4 megapixels, f/1.8
- Styresystem: Android 13 med One UI 5.1.1
- Processor: Qualcomm Snapdragon 8 Gen 2
- Bluetooth: 5.3
- Wi-Fi: Op til Wi-Fi 6E + 5G-mobilforbindelse
- Vægt: 253 gram
- Dimensioner åben: 129,9 x 154,9 x 6,1 mm.
- Dimensioner lukket: 67,1 x 154,9 x 13,4 mm.
- Sikkerhed: Fingeraftrykssensor på siden
- Vandafvisende: Overholder IPx8-klassificeringen
- Opladning: 25 watt opladning med kabel. 15 watt trådløs opladning
- Farver: Icy Blue, Phantom Black, Cream
NYT OM SAMSUNG: I vores nyhedsopdateringer, som udsendes tre gange om ugen, kan du følge med i nyheder om Samsungs nyeste produkter. Tilmeld dig her (gratis). Frameld når du har lyst.
Mere til historien
Samsung Galaxy Z Fold5 understøtter eSIM og anvender Nano SIM-kort. Den kommer også med Samsungs sikkerhedslag Knox og Knox Vault.