S!renen kan IKKE slås fra
Varslingssystemet S!renen kan ikke slås fra på telefonen.
S!renen er det nye system til beredskabsmeddelelser i Danmark. Systemet testes første onsdag i maj, hvor Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen afprøver varslingskanalen.
I forbindelse med testen har et tvivlsspørgsmål rejst sig. Kan det slås fra? Emnet har været debatteret i vores kommentarfelt.
Beredskabsstyrelsen fortæller til MereMobil.dk, at mobilvarslingen IKKE kan slås fra.
Sirenen gør brug af kommunikationskanalen Cell Broadcast i mobilnetværket. Nærmere specifikt hedder varslingsniveauet ”EU Alert 1”.
Flere varslingsniveauer i Cell Broadcast
Der findes flere Cell Broadcast-kanaler. Den som Beredskabsstyrelsen gør brug kan IKKE slås fra – hverken på smartphones med Android eller iOS-styresystemerne (iPhone) – da det er det højeste varslingsniveau.
De kanaler, som kan slås fra, er nogle af de kanaler, der bruges til ting, som ikke er så højt prioriteret.
Beredskabsstyrelsen vil kun udsende beredskabsmeddelelser, hvis der er en livstruende situation/krise og ikke ved f.eks. ulykker på motorvejen eller lignende. Præcis som det kendes fra sirenerne i bybilledet.
IKKE EN NYHED: Cell Broadcast er ikke nyt. Det blev første gang demonstreret i Paris i 1997. Der er tale om ”broadcast”, altså envejskommunikation, hvor man kan sende beskeder til mange mobilenheder samtidig i et defineret område.
Overbelaster ikke mobilnetværket
Fordelen ved Cell Broadcast er, at de ikke påvirkes, hvis mobilnetværket er overbelastet. Kommunikationen i denne kanal overstyrer alt andet i netværket inklusive samtaler og SMS-beskeder.
En varsling kommer som en HØJ og intens lyd ledsaget af en besked. Telefonen skruer HELT op for lydstyrken, når varslingen kommer – også selvom din telefon er på lydløs.
Ingen varsling hvis mobilen er slukket
Er du ikke interesseret i, at din smartphone testes den første onsdag i maj, så skal du slukke smartphonen HELT.
Så tænker du måske, hvad hvis du sætter telefonen i flytilstand? Her er svaret ikke entydigt. Om beredskabsbeskeder kommer frem i flytilstand, kommer det an på den enkelte producent og den aktuelle softwareversion.
Producenterne kan ændre denne funktionalitet fra softwareopdatering til softwareopdatering.
LÆS OGSÅ: Sirenen – det skal dine børn vide
Når mobilvarslingen testes den første onsdag i maj klokken 12.00, så skal du ikke foretage dig noget.
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Husk at tale med dit barn om varslingskanalerne og S!renen på mobiltelefonen. De fleste forventes at være i skole når systemet testes.