Intel er snart væk fra Apple-computere – her er vi nu
STATUS: De sidste Intel-baserede Mac-computere forsvinder snart fra Apples katalog. Apples egne chipsets skal fremover køre Mac-computerne.
Det er snart to år siden, at Apple meldte ud, at de ville udfase Intel-processorer fra Mac-computere og udvikle deres egne computerprocessorer og chipsets.
Hen mod sommeren 2022 rammer vi den to-årsperiode, at Apple har givet sig selv, for at gennemføre transitionen. Skiftet mod chips fra Apple Silicon er gået overraskende smertefrit.
Den største sten i skoen har været, at M1-chip-serien bygger på en anden arkitektur end Intels. Programmer baseret på Intels arkitektur skulle derfor ”oversættes”, før de ville virke.
Oversætteren Rosetta 2, der er en del af macOS, gjorde det imidlertid så godt, at ikke ret mange Mac-brugere oplevede fejl.
Apple var så smarte, at de fra starten havde blandt andet Microsoft, Google og Adobe med på holdet, der lovede at udvikle Apple Silicon kompatible udgaver af deres mest populære programmer.
Apple bidragede selv med at levere tilsvarende versioner, af deres egne programmer såsom iMovie, Final Cut Pro, Mail, Keynote og mange andre.
FAKTA: I forhold til Intel-chipsets har M1-chipsets den fordel, at de udvikler langt mindre varme, har et lavere strømforbrug og højere ydeevne. I Apples chipopbygning er RAM er bygget sammen med processoren. Det gør, at RAM ikke kan opgraderes efter købet af computeren. Fordelen er hurtigere kommunikation med RAM-hukommelsen. Ulempen: Du skal vælge den rigtige mængde RAM ved købet.
Hvor er vi nu?
I dag er situationen, at kun ganske få programmer på min M1-baserede iMac er Intel-baserede programmer. Hovedparten er forskellige former for serviceprogrammer. Blandt de store mangler stadig Apple Silicon versioner af Skype, WhatsApp, OneDrive, Teams og Facebook Messenger, men reelt opdager jeg aldrig, at det er Rosetta 2, der oversætter dem i realtid, mens de kører.
Adobe Illustrator, Adobe Audition, Microsoft Word, Outlook, OneNote og Powerpoint samt et bjerg af andre såsom Chrome, Slack, Spotify, Bitwarden og F-Secures sikkerhedspakke er blandt de mange Silicon-versioner på min computer.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvordan det ser ud hos dig, men mit gæt er, at det er nogenlunde den samme situation.
VARMEUDVIKLING: Intel-versionen af MacBook Pro 16” udmærker sig negativt ved, at du dårligt skal tænke på at åbne en browser og Microsoft Word, inden maskinen bliver varm at sidde med. Min temperaturmåling af hardwaren viste, at Intel-versionen hele tiden er omkring 50-60 grader varm, selv når den ikke er belastet. Varmeudviklingen fra den nye M1 Pro-baserede er LANGT mindre. Den typiske driftstemperatur er cirka 35-40 grader.
Næste skridt
Vi har allerede set en ny MacBook Pro med M1 Pro og M1 Pro Max chips. MacBook Pro M1 udmærkede sig ved at lægge alle andre konkurrenter ned. Du kan læse anmeldelsen her.
Denne MacBook er yder tilmed kraftigere, i et laptopdesign, end den M1-baserede stationære iMac vi tidligere har testet.
Nu afventer vi nye Mac-computere med M-serien. Eksempelvis en ny Mac Mini med M1 Pro chip, iMac 24” med den nye ventede M2-generation samt en redesignet MacBook Air og andre bærbare i Mac-serien. I hvert fald ifølge rygterne.
NYHEDER FRA APPLE: Du kan få de seneste Apple-nyheder i din indbakke hver mandag, onsdag og lørdag. Tilmeld dig GRATIS netop nu. Skriv din mailadresse i feltet herunder.
Mere til historien
Selvom Apple fjerner computere med Intel-chipsets fra deres udvalg, bliver tidligere solgte Intel-baserede Macs stadig vedligeholdt med opdateret software.