Nu kan du streame dit brændende hus til 112
En ny teknisk løsning gør det muligt, at en anmelder kan streame til alarmcentralen fra brandstedet via smartphonen.
Nu bliver det muligt selv, at gøre en ekstra indsats for at redde sit hus og indbo i tilfælde af brand.
Alarmcentralen hos Hovedstadens Beredskab har nemlig taget hul på en teknisk løsning, hvor en anmelder kan streame fra brandstedet.
Det er Beredskabsinfo, som er et netmedie om det danske beredskab, der fortæller, at forbindelsen mellem anmelder og alarmcentralen skabes via en SMS.
“… alarmcentralen sender en sms med et link til den anmelder, der har ringet 112. Når anmelderen har klikket på linket og accepteret adgang til telefonens kamera, kan alarmcentralen åbne kameraet – og følge med på en skærm på alarmcentralen, samtidig med at alarmcentralen og anmelderen fortsat taler sammen”, forklarer Beredskabsinfo med Hovedstadens Beredskab som kilde.
Med det nye værktøj i hånden får Hovedstadens Beredskab mulighed for, at være på forkant med blandt andet billeder fra brandstedet til brandfolkene inden slukningskøretøjerne når frem.
“Jeg filmer for 112”-funktion
I en tid, hvor alting kan deles på blandt andet sociale medier, og hvor politiet slår ned med bøder til folk, som filmer 112-hændelser, indeholder løsningen en hjælp til den filmende anmelder.
Når streamingen pågår vil der på anmelderens skærm stå “Jeg filmer til 112 København”. Således kan anmelderen vise teksten, hvis nogen finder det stødende, at vedkommende filmer en brand eller en ulykke, skriver Beredskabsinfo
Flere smarte digitale løsninger
I det hele taget tager beredskabet mere og mere de digitale værktøjer i brug, når der skal rykkes ud.
Således kunne vi i december fortælle, at alarmcentralen nu modtager en sms-besked, når der foretages en opringning til nødkaldsnummeret 112.
Præcisionen kan være ned til få meters nøjagtighed. Teknologien hedder Advanced Mobile Location (AML). Den er efter flere års tilløb implementeret hos dansk politi, brandvæsen og ambulancetjenester.
AML er IKKE en app, der skal installeres. Det er en funktionalitet, som er indbygget i mobiltelefoner produceret efter 2010.
I Sverige åbnes der nu mulighed for at bruge mobiltelefonen som en slags walkie-talkie. Løsningen er isoleret til kritisk kommunikation, og vil blive åbnet på Telias 4G LTE-net i Sverige.
“Walkie-talkie”-løsningen kaldes “Push-to-Talk Service” og kommer fra Motorola Solutions. Læs mere her.
Mere til historien
I øjeblikket er to delstater i Australien i fuld sving med at teste kameraer langs vejene. Kameraerne skal fange bilister som under kørslen ikke kan holde fingrene fra blandt andet deres mobiltelefoner. Læs mere om den historie her.