5 oversete spil, som du bør prøve nu
TIP: De store spiltitler fylder næsten alt. Derfor har jeg fundet 5 konsol og PC-spil, som fortjener din opmærksomhed – underholdning og kvalitet er nøgleordene.
Med alle de store spiltitler som udkom i 2019, kan det være svært at nå at spille dem allesammen. Ekstra svært kan det være for de mindre spiludviklere, som nemt drukner blandt de store AAA-titler.
Jeg giver dig her fem titler, som du muligvis har misset, og som bestemt er værd at spille.
Fælles for alle fem spiltitler er, at de hver især byder på en anderledes spiloplevelse. Hvis du er på jagt efter en overset perle, så læs med herunder.
Untitled Goose Game
Det her spil er tæt på at være min favorit til årets spil.
Det kan ihvertfald hurtigt få præmien, som et af de mest originale og skøre koncepter. Du spiller en gås. Ja, du læse rigtigt. Ikke nok med, at du er en gås, du er en særligt irriterende én af slagsen.
Din fornemste opgave er nemlig, at plage de stakkels beboere i en lille idyllisk engelsk landsby. Det lyder måske dumt, men det er fantastisk fornøjeligt at forstyrre og irritere landsbyens stakkels indbyggere.
Musikken er hyggelig og grafikken flot og tegneserie-agtig. Min eneste anke er, at det er alt for kort. Spillet er ude til PC, Mac, Nintendo Switch, PS4 og Xbox.
A Plague Tale: Innocence
Et spil, som foregår under pestens hærgen i 1400 tallets Europa, lyder måske ikke ligefrem opløftende.
A Plague Tale: Innocence fortjener dog at blive spillet, for det er et virkeligt godt spil. Dette eventyrspil er rigtigt vellykket, og du bliver hurtigt opslugt af fortællingen om den unge kvinde Amicia, som forsøge at beskytte hendes syge bror Hugo mod alskens farer.
Den unikke ramme for fortællingen er med til at gøre dette snige-spil til en unik oplevelse. Verdenen er mørk og dyster, og de største monstre er hverken pesten eller rotterne men menneskene.
Spillet er ude til PS4, Xbox og PC
Return of the Obra Dinn
Da skibet Obra Dinn driver i havn i 1807 fyldt med skeletter, bliver det din opgave at stykke mysteriet sammen.
Du spiller en forsikringsagent, og du skal sikre at papirarbejdet er i orden. For at gøre dette er du nødt til gradvist at opklare, hvad der egentlig er sket ombord på spøgelsesskibet Obra Dinn.
Det kan lyde ufattelig kedeligt at spille som en forsikringsagent, men det er det heldigvis ikke. Efterhånden som det lykkedes dig at regne de mystiske omstændigheder ud som har taget de stakkels sømand af dage, oplever du hændelserne igennem en serie af flash-backs, som du hører i stedet for ser i spillet.
Grafikken forsøger at ligne et spil fra 1980’erne, og det er med til at give det hele en ganske unik stemning. Detektivarbejde er besværligt og langsommeligt, og her er et af de få spil, hvor det lykkedes at ramme den grundighed, som kræves er virkelighedens detektiver.
Igen kan det lyde kedeligt, men efter kort tid er du opslugt af at regne mysteriet ud, så du kan få afsluttet dagen og det rette papirarbejde.
Spillet er ude til PC, Nintendo Switch, Xbox og PS4
Vi tager et dybere kig på Apple Arcade
The Hong Kong Massacre
Dette spil er lidt af en upoleret diamant. Selvom det er langt fra perfekt, er det simpelthen alt for godt til ikke at blive spillet.
Det her spil forsøger at ramme denne samme over-the-top action, som gjorde John Woo kendt.
The Hong Kong Massacre er sovset ind i slowmotion, kugler, gnister og naturligvis spandevis af blod. På én eller anden måde er det lykkedes udviklerne at ramme den samme nerve, som gjorde film som Hardboiled og A better tomorrow til massive kulthit for John Woo.
The Hong Kong Massacre ses fra oven, og spillet blander på fornemste vis Hotline Miami med Max Payne i et svulstigt voldsorgie. Og ja, det er sjovt.
Du flyver rundt i slow-motion mens kuglerne hviner omkring ørerne på dig. Skurkene falder på stribe i lange svedige sekvenser, som kunne være revet ud af filmserien om den skydegale helt John Wick.
Spillet er overambitiøst og det opleves ganske upoleret. Men det er ikke noget, som kan spolere glæden over deltage i denne fremragende voldsballet. Spillet er ude til PC og PS4
The Shapeshifting Detective
FMV (Full motion Video) spil er en genre, som ikke har haft det specielt let.
FMV-spil er spil, hvor handlingen er filmet og karaktererne spilles af skuespillere. I 90’erne var der en større bølge af disse interaktive filmspil.
De fleste af disse spil, var bare ikke særligt gode. Ofte er skuespillet tåkrummende ringe og mulighederne i spillene ret begrænsede.
Heldigvis er spillet The Shapeshifting Detective et FMV-spil, som viser, hvad denne genre kan, når det er lavet ordentligt. Spillet er udviklet er engelske D’Avekki Studios, som oprindeligt lavede mordmysterie-fester – altså en slags live Cluedo.
I The Shapeshifting Detective skal du opklare mordet på den unge Cellist Dorota Shaw. Twistet i dette spil er, at du kan forvandle dig til alle de personer, som du har mødt. Det betyder, at hvis en mistænkt ikke vil tale med dig, kan du prøve at forvandle dig til en anden person, som de stoler på.
På denne måde optrevler du gradvist mordmysteriet. FMV passer godt til mordmysterie genren, og det føles lidt som om at tage del i en detektiv tv-serie. Spillet er ude til PC, PS4, Nintendo Switch og Xbox
Mere til historien
Det er naturligvis altid svært at begrænse sig til kun fem spil, for der er rigtigt mange gode oversete spilperler på markedet. Hvilket spil synes du, bør få noget mere opmærksomhed? Skriv gerne dit bedste bud i kommentarfeltet.