Telenor-kunder kan også roame gratis i Tyrkiet
I slutningen af marts måned inkluderede Telenor også Tyrkiet i deres Roam Away+. Det betyder, at kunder med Roam Away+ altså nu kan benytte tale og data i Tyrkiet.
Er du privatkunde hos Telenor og har Roam Away+ til dit abonnement, så er der godt nyt til dig. I slutningen af marts måned inkluderede Telenor også Tyrkiet til deres service.
Med tilføjelsen af Tyrkiet kan Telenor-kunder nu tale, SMS og benytte data (op til 20 GB) i 47 lande. Det svarer til cirka 99 procent af de lande, som danskerne oftest rejser til, ifølge tal fra Danmarks Statistik over danskernes udlandsrejser i 2018.
Tyrkiet er nu tilføjet efter længe at have været efterspurgt hos en række kunder. Tyrkiet er nemlig et populært rejsemål for rejseglade danskere.
-”Vi ønsker at give vores kunder tryghed og frihed, så de kan bruge deres telefon som derhjemme og ikke skal bekymre sig om ekstra regninger, når de kommer hjem fra ferie. Med 20 GB data, fri tale og sms, giver vi vores kunder mulighed for at ringe hjem, tjekke nyheder, bruge de sociale medier og streame et afsnit af deres ynglings-serie, mens de er på ferie. Roaming i Tyrkiet har længe været efterspurgt hos vores privatkunder, da det er ét af de lande, som mange danskere rejser til om sommeren,” siger Telenors kommercielle direktør Tor-Arne Fosser.
Roam Away+ er inkluderet i abonnementerne Mobil 30 GB, Mobil 60 GB og Mobil Fri Data.
Teleselskabet 3 tilføjede Tyrkiet til deres 3LikeHome i maj 2018, hvorefter YouSee fulgte efter i juni 2018.
YouSee går 3 i bedene – åbner for roaming i USA og Tyrkiet
Mere til historien
Foruden Tyrkiet er følgende lande også inkluderet i Roam Away+: USA, Thailand, Færøerne, Myanmar, Pakistan, Bangladesh, Malaysia, Finland, Island, Norge, Sverige, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, England, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxemburg, Malta, Monaco, Montenegro, Nordirland, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Serbien, Skotland, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig, Wales, San Marino og Vatikanstaten.