YouSee går 3 i bedene – åbner for roaming i USA og Tyrkiet
Grønland, USA og Tyrkiet er nye lande med fri roaming hos YouSee, der nu går direkte efter 3LikeHome.
Gennem flere år har teleselskabet 3 været førerende på roaming. Konceptet 3LikeHome tiltrækker uden tvivl mange kunder, som stadig vil være online, når de forlader landets grænser.
Da EU-roaming blev et lovkrav sidste sommer, var 3 flere hestehoveder foran konkurrenterne. Netop nu er 58 lande inkluderet i 3LikeHome.
Landets største mobilselskab, det TDC ejede YouSee, vil tilsyneladende ikke længere finde sig i 3’s aggressive strategi på roaming. De har senest tilføjet Tyrkiet, Thailand, USA, Canada, Grønland, Færøerne, Australien og New Zealand til listen over lande med fri roaming.
YouSee har inkluderet op til 15 GB datatrafik om måneden i Roaming Europa og Roaming Europa Plus. 3 har en forbrugsgrænse på 20 GB datatrafik om måneden i 3LikeHome.
Kun de største abonnementer er med
Ikke alle YouSee kunder får glæde af de nye lande. Det kræver nemlig tillægsproduktet Roaming Europa Plus, hvilket kun er inkluderet i pakkerne til 299 og 399 kroner om måneden.
Til gengæld har YouSee Grønland med på fri roaming-listen, hvilket 3 ikke tilbyder.
De tre øvrige pakker hos YouSee til henholdsvis 149, 169 og 199 kroner om måneden indeholder kun de 36 lande i EU-området.
3 har roaming inkluderet i abonnementer helt ned til 130 kroner om måneden.
TIP: Sådan undgår du elendige datahastigheder i EU
– ”Efter vi har givet vores kunder EU-roaming med i mobilpakkerne, er forbruget af EU-data steget hele ni gange. Der er altså en enorm efterspørgsel efter at bruge sin telefon på samme måde, som man gør her i Danmark, når man rejser. Rigtig mange danskere rejser på ferie til Tyrkiet, Thailand og USA og vi vil gerne give dem samme gode muligheder for at bruge data, tale og sende beskeder, som de nu har vænnet sig til fra deres rejser i EU,” siger Kasper Ørtvig, mobildirektør i YouSee.
3: Vi holder fast
Selvom YouSee tydeligt har taget det første skridt i direkte konkurrence mod 3 på roaming, kommer det ikke til at gå upåagtet hen.
– ”Det er hvad man kunne forvente, at nogle prøver at fravriste os føringen på roamingområdet, men det er vores position og den kommer vi til at holde fast i ligegyldigt hvor mange der kommer efter os,” fortæller David Elsass, privatkundedirektør hos 3, til MereMobil.dk.
Om Grønland også er på vej hos 3, kan David Elsass ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. På linje med andre lande, er Grønland også en overvejelse, lyder det fra direktøren.
LYT TIL TECH-PODCASTEN: Netflix og Apples store nyheder – og en defekt computer
Mere til historien
YouSee introducerede de nye roaminglande den 10. juni 2018.