HTC U11 test – HTCs bedste smartphone, nogensinde

TEST: Imponerede flot design og verdens bedste mobilkamera. HTC sparker r*v med HTC U11, deres bedste smartphone, nogensinde.

HTC U11 test

HTC U 11 (Foto: MereMobil.dk)

Da HTC One (M7) kom i 2013 slog HTC et lille hul i mobiluniverset. Designet, funktionaliteten og ikke mindst lyden var ikke set mage på daværende tidspunkt. Det var året hvor Samsung præsenterede Galaxy S4 og Galaxy Note 3. Telefoner i plastik. Med sit industrielle metal-design var HTC One absolut anderledes.

I mine øjne gik designet efter HTC One kun nedad. Hverken HTC One M9, M10, A9 eller HTC 10 formåede at imponere i samme grad. Og HTC U Ultra, der kom i starten af året, var et kæmpe fejlskud, der aldrig burde have forladt udviklingsafdelingen.

Et af designproblemerne omkring U Ultra var en glasbagside, der føltes som plastik. Et stort grimt kamerabump bagpå skæmmede gevaldigt, og så bød softwaren overhovedet ikke en velkommen. Det var frygteligt og rodet.

 – TEST: HTC Ultra – feltet er kørt fra HTC

HTC U11 er anderledes på stort set alle punkter. Bagsiden er det mest i øjenfaldende. Kameraet ligger nu stort set plant med bagsiden, og er ikke en grim klods. Det pynter gevaldigt. Og så føles bagsiden ikke som plastik, men som god kvalitet.

HTC har belagt bagsiden med Gorilla Glass 5, hvilket jo gør den skrøbelig, fordi det er glas, men også eventyrlig pæn og lækker. Behandlingen, og opbygningen af glaslagene, skaber et imponerede farvespil, hvor farven skifter udtryk og karakter, alt efter hvilken belysning den udsættes for.

HTC U 11 (Foto: MereMobil.dk)

HTC U11 er ikke sølvfarvet, men mere blålig, trods navnet Amazing Silver (Foto: MereMobil.dk)

I Danmark får vi Amazing Silver og Brilliant Black på markedet, men senere vil farverne Solar Red, Sapphire Blue og Ice White kunne bestilles via HTC’s egen webshop. Den sorte er stilren, men kedelig. Amazing Silver har intet med sølv at gøre, men opleves mest som koralblå. Du kan ikke bedømme farverne på nettet. Det skal opleves live, før man får det rigtige indtryk.

Min testtelefon er Amazing Silver. Skulle jeg vælge selv var det Sapphire Blue, med sit dybe halvblå udtryk, der var blevet langt i indkøbskurven. Jeg har ikke set Solar Red live, men min fornemmelse er, at den nok er ret cool.

Trods dens spejlblanke overflade, der i øvrigt er vældig glat, er materialet overraskende lidt modtagelig overfor ens fedtede fingre. Der ligger en pudseklud i salgsæsken, men en aftørring i trøjen fjerner faktisk det meste. Vil du beskytte telefonen yderligere, så ligger der et gennemsigtigt plastikcover i salgsæsken.

For- og bagsiden er overfladebehandlet så snavs og fedt har vanskeligere ved at sætte sig fast. Dette er også kendt som oleophobic coating.

HTC U11 – specifikationer

– Skærm 5,5 tommer, Super LCD5 (2.560 x 1.440 pixels)
– Qualcomm Snapdragon 835 processor
– 4 GB RAM
– 64 GB hukommelse (udvidelse via MicroSD)
– Kamera: 12 megapixels
– Frontkamera: 16 megapixels
– IP67 certificeret
– USB Type C tilslutning (ikke 3,5 mm jackstik)
– Batteri: 3.000 mAh med Quick Charge 3.0
– Android 7.1.1 + HTC Sense

Heldigvis et standard skærmformat

HTC U 11 (Foto: HTC)

HTC U 11 (Foto: HTC)

HTC begiver sig ikke ud på obskure skærmformater som Samsung og LG. Du må ”nøjes” med 16:9 formatet, og ikke det mystiske 18.5:9, som på Galaxy S8 og LG G6.

TEST: Galaxy S8+ – lækker telefon med underlig skærm

HTC’s fortsatte opbakning til 16:9 formatet er ikke et problem. Tværtimod. Videoer fra Netflix, YouTube osv. passer perfekt uden de skal strækkes. 16:9 er nemlig stadig et internationalt standardformat for TV- og videoproduktion, hvad enten man kører HD, Full HD eller 4K. Intet tyder på en formatændring de kommende mange år.

Dette vil heller ikke ændre sig selvom Samsung og LG skulle finde på at producere trekantede, runde eller sekskantede skærme.

Skærmteknologien er Super LCD 5. I forhold til AMOLED er ulempen ved LCD de sorte farver og kontrasten. Sort er grålig. Ikke sort som natten. Blandt andet derfor er en AMOLED-skærm federe at kigge på. Med det sagt, så er billedet på U11 rigtigt flot, men klarer sig allerbedst når skærmen ses lige på. Der er nemlig en lille udvaskning af farverne, når skærmen ses fra siden. Dette er et generelt problem på LCD-skærme.

I sollys klarer skærmen sig godt. I den flotte pinsesol har jeg ingen problemer haft med at læse indholdet på skærmen eller betjene telefonen.

Edge Sense – et klem på siden er overraskende godt

HTC U 11 (Foto: HTC)

HTC U11 (Foto: HTC)

Når du klemmer på telefonens nederste halvdel aktiveres Edge Sense. Via ultralyd kan telefonen måle hvor hårdt der klemmes og hvor længe. Det åbner for nye genveje på telefonen.

Som standard aktiverer et kort klem kameraet, men du kan selv ændre til f.eks. at tage et screenshot, aktivere stemmeoptagelse, tænde/slukke lommelygten, aktivere Wi-Fi hotspot osv. Dertil kommer muligheden for at åbne apps.

Edge Sense lyder som noget pjat, der fungerer bedst på papiret, men sådan er det ikke. Særligt start af kamera, ved et kort klem, er genialt. Når du vil tage et billede, skal telefonen op i hånden. I samme bevægelse kan kameraet med et klem aktiveres.

Jeg har sat ”langt klem” til at åbne Coop applikationen. Så skal jeg ikke fumle efter applikationen, for at scanne mit medlemskort, når der handles i Coops butikker. Her er Edge Sense genialt, og meget anvendeligt.

Fungerer også i bilholderen

Reelt klemmer man ikke telefonen. Der er ingen bevægelige dele. Derfor behøver du ikke være bekymret for, om funktionen kan gå i stykker på grund af slid.

Telefonen reagerer ikke på klem når den sættes i en bilholder. Det er udelukkede ens fingre eller hånden der aktiverer funktionen.

Hvis din hånd er meget lille og ikke kan gribe om telefonen, er Edge Sense nok ikke så brugbart. Mine pænt store hænder har et godt greb om telefonen, og dermed også et perfekt greb om Edge Sense.

HTC har allerede talt om muligheden for at opdatere og udvide funktionen i kommende opdateringer, men det er fremtidssnak. Forhold dig til, at Edge Sense, i den nuværende form, fungerer rigtigt godt og er en innovativ, brugbar nyskabelse.

Skærmbilleder fra HTC U11

Verdens bedste mobilkamera

HTC U 11 scorer topscorer i DxOMarks test (Kilde: DxOMark)

HTC U11 scorer topkarakter i DxOMarks test (Kilde: DxOMark)

UltraPixel 3 kalder HTC deres kamerateknologi i U11, men snakken om UltraPixel er lagt på hylden i den generelle kommunikation. Endelig! Her har HTC virkelig gjort dem selv en tjeneste. Ingen forstod alligevel hvad det handlede om.

Nu kan vi bare omtale kameraet som en 12 megapixels sensor med super hurtig autofokus-teknologi og optisk billede stabilisator (OIS). Nå ja! Så er den verdens pt. bedste mobilkamera, ifølge kameratestsiten DxOMark.

Jeg er jo ikke kameraekspert, men ud fra min vurdering, er mobilbillederne også virkelig gode. Jeg fristes til at sige, at det nok er det bedste jeg hidtil har set fra en smartphone, særligt i dårlig belysning.

Billeder taget med HTC U11

Gode billeder i dårlig belysning

I et mørkt rum ved cirka 5 LUX belysning er HTC U11 klart bedre end iPhone 7 Plus, som var den telefon jeg lige havde inden for rækkevidde, da jeg skrev testen. I hverdagssituationer har jeg også fået rigtigt gode resultater i mørke omgivelser, og endnu bedre når lyset er godt.

Du finder, som på andre telefoner, en protilstand i kameraet, hvor man selv kan justere hvidbalance, eksponering osv. Der kan også tages panorama fotos.

Standardindstillingen for kameraet er 12 megapixels i 4:3 format, men du kan i stedet vælge 16:9 (9 megapixels) eller 1:1 (9 megapixels).

Sammenligning: HTC U 11 mod iPhone 7 Plus

4K-video fylder virkelige meget

Videodelen tilbyder slowmotion-optagelse i 1080p Full HD opløsning, Hyperlapse (tidsforskydning) samt almindelige videooptagelser i op til 4K kvalitet. 4K har en begrænsning i længden. Hvert klip kan maksimalt vare 6 minutter, og med god grund. Videoerne fylder enormt meget. Jeg optog nedenstående testklip på 1:16 minutter. Det fylder lige over 500 MB. Så med 4K bliver hukommelsen hurtigt udfordret.

HTC U11 har optisk billedstabilisator, men den fungerer kun ved optagelse af 1080p Full HD video. Ikke når du kører 4K. Dette er generelt for smartphones aktuelt.

Full HD video demo

4K video demo

Slowmotion-optagelse med HTC U11

En virkelig kraftig motor

Der mangler ikke noget, når det kommer til processorkraft. Motoren i HTC U11 er virkelig kraftig. Den kører på Qualcomm Snapdragon 835 processoren med 4 GB RAM.

Brugerfladen er super flydende, og du vil ikke opleve ting der hænger. Du vil til gengæld opleve hamrende hurtig åbning af apps, og lynhurtigt skift mellem programmer.

U11 er på niveau med de andre topmodeller i markedet. Du kan se tallene fra Antutu Benchmark og 3D Mark i nedenstående skema.

Antutu3D Mark
HTC U11170.1152.680
OnePlus 3T157.6232.438
Samsung Galaxy S8+173.9022.554
Sony Xperia XZ Premium169.9853.215

Farvel til 3,5 mm jackstik, men…

USB Type-C til 3,5 mm jackstik der medfølger HTC U 11 (Foto: HTC)

USB Type-C til 3,5 mm jackstik der medfølger HTC U 11 (Foto: HTC)

Der er ikke 3,5 mm jackstik i U11, men i salgspakken ligger en adapter, der muliggør tilslutning af gamle headsets til USB Type-C porten. Det er ikke bare en dum adapter, men et lille stykke teknologi med digital-analog konverter indbygget. Når denne tilsluttes gør telefonen opmærksom på, at adapteren bruger mere strøm fra batteriet, end når man anvender et USB Type-C headset. Årsagen er A/D konverteren, der skal have strøm, før den fungerer.

Lyden via konverterstik er glimrende, hvilket også gælder i det medfølgende in-ear HTC USonic headset.

Headsettet har indbygget en lille mikrofon, der gør det muligt at analysere på støjen fra omgivelserne og skabe en støjreduktionsprofil. Den måler også på selve øregangens udformning. Mens musikken spiller bliver støjen omkring dig løbende analyseret, og lyden justeret.

HTC USonic headsettet lyder godt, men lydprofilen kan godt få musikken til at fremstå kunstig. I hvert fald vil Hi-Fi nørder ikke være vilde med det, men helt almindelige mennesker, som elsker musik, vil være meget tilfredse. Lyden er tydelig og kraftig.

Højttaleren lyder godt, men er ikke vild

HTC Sonic headset der medfølger HTC U 11 (Foto: HTC)

HTC USonic headset der medfølger HTC U 11 (Foto: HTC)

HTC gjorde ved præsentationen af U11 meget ud af højtalerne og HTC BoomSound Hi-Fi Edition. De fleste husker højttalerlyden i HTC One (M7) som helt fantastisk, men på dette tidspunkt var konkurrenterne virkelig elendige. Sådan er det ikke i dag. De fleste top-telefoner leverer en fornuftig højttalerlyd.

Højttalerlyden fra U11 er god, taget i betragtning det er en smartphone. Du bliver dog ikke blæst bagover.

Jeg er ærligt talt lidt skuffet. Det er nok fordi jeg havde forventet betydeligt mere. Der er i øvrigt ikke tale om stereolyd. Det gør til gengæld ikke noget, da man alligevel ikke har glæde af stereo i et så lille format.

HTC har en lyd-zoom gimmick i videooptageren. Når der zoomes, mens videooptageren kører, zoomes både i billede og lyd. Man kan så at sige stille skarpt på den lydkilde man ønsker. Idéen fungerer bedst på papiret. Lyt til nedenstående videoklip med headset i ørerne for at opleve funktionen.

Lyden ved samtaler, der føres med telefonen ved øret, er rigtig god og kraftig. Jeg har intet problem med at høre, hvad den jeg taler med siger. Heller ikke modtageren af min stemme, har rapporteret om problemer. Opkaldslyden er en subjektiv vurdering, men HTC klarer sig, efter min opfattelse, på niveau med konkurrenterne (til den gode side).

Batteritiden kunne være bedre

HTC U 11 (Foto: MereMobil.dk)

HTC U 11 (Foto: MereMobil.dk)

Et batteri med 3.000 mAh kapacitet er ikke vildt meget når skærmen kører Quad HD opløsning. Det bruger bare mere strøm.

På en aktiv mobildag har jeg kørt 15-16 timer, og gået i seng med cirka 20 procent tilbage på batteriet. Det er et fornuftigt resultat, og bringer HTC på niveau med de fleste af konkurrenterne. Det er dog stadig langt fra mine oplevelser med Huawei Mate 9 Pro, der ved nogenlunde samme brug stadig havde godt halvdelen af strømmen tilbage ved sengetid.

Batterispare-delen i telefonen har drillet eksternt tilbehør i testperioden. Jeg bruger et Samsung Gear S3 smartwatch, og her oplever jeg hvordan batterispare-funktionen jævnligt lukker Bluetooth-kommunikationen med mit smartwatch, selvom styreprogrammerne er sat til ikke at skulle optimeres. Ret skal være ret. Dette problem så jeg også på Huawei P10, men ikke da jeg anmeldte Sony Xperia XZ Premium. Måske er det nogle producenttilpasninger af Android der driller. I hvert fald er det irriterende.

Ved brug af headset, baseret på Bluetooth, har forbindelserne kørt uden problemer.

HTC U11 understøtter hurtigopladning (Qualcomm Quickcharge 3.0). En understøttet oplader findes i salgspakken.

Evindelige dialogbokse om alt muligt ligegyldigt

Alle producenter skal åbenbart kunne levere AI (Artificial intelligence) – kunstig intelligens i deres telefon. HTC er ingen undtagelse. Marketingnavnet er her ”Sense Companion”.

Nu skal jeg ikke trætte dig med den enormt lange suverænitetsafgivelse du siger ja til, men idéen er, at telefonen lærer hvordan du bruger den og forsøger at levere informationer om forskellige ting, når du har brug for det.

F.eks. kigger den i kalenderen. Har du mange aftaler en dag bliver du mindet om at oplade, når du har tid, og eventuelt medbringe en powerbank. Den fortæller også hvis en paraply er nødvendig, og hvis du kommer forbi en seværdighed, der kunne have din interesse, vil Sense Companion komme med information om den. Også anbefalinger til restauranter er en del af AI-systemet.

Nu ved jeg som bruger jo ikke hvorvidt en anbefaling af et sted reelt er en anbefaling til MIG, eller der er tale om skjult reklame fra forskellige reklamenetværk.

Da jeg anmeldte HTC U Ultra tidligere på året bemærkede jeg applikationen Boost+. Det er en app til optimering af hukommelsen og ydeevnen, der også findes på U11. Her står der i betingelserne: ”Jeg accepterer at modtage meddelelser med tilbud og kampagner med relation til Boost+”.

Som nævnt er betingelserne og rettighederne til Sense Companion omfattende. Derfor er jeg temmelig skeptisk overfor dette. Dertil kommer News Republic (preinstalleret) som gerne vil vise nyheder (og annoncer) på låseskærmen samt det der i gamle dage hed ”Blinkfeed” (træk forside-skærmen helt til højre) som ligeledes har ”interessebaserede annoncer”.

Jeg tror, for egen regning, at Sense Companion, mest er en kammerat i forhold til sporing af ens adfærd, for at kunne vise annoncer på telefonen.

Købte jeg HTC U11 ville jeg straks forsøge at slippe af med Sense Companion, Blinkfeed, Boost+ og News Republic. Sagen er nemlig den, at f.eks. Sense Companion reelt ikke har givet mig nogen værdi, andet end forstyrrende forslag og spørgsmål. Disse kunne jeg sådan set lige så godt få fra Google Now, der som bekendt er standard i Android.

Google Assistant i light-versionen

HTC U 11 i farven Amazing Silver (Foto: HTC)

HTC U 11 i farven Amazing Silver (Foto: HTC)

”OK Google”. Ordene der aktiverer Google Assistant, der så småt er begynd at forstå dansk. I hvert fald er den aktiveret som standard på HTC U11, men bliver også tilgængelig som en del af standardopsætningen på blandt andet Nokias Android-telefoner.

Med en sætning som ”Aktiver Wi-Fi” kan du slå Wi-Fi til på telefonen. Du kan også oprette en SMS og diktere en tekst, og få oplyst afstande til forskellige destinationer. Dansk er ikke særligt udbygget, så de fleste gange ender ens spørgsmål med en simpel Google søgning.

Jeg har en Google Home stående. Den taler stadig kun engelsk, men i denne er Google Assistant et interessant bekendtskab, der kan svare på mange mulige og umulige spørgsmål.

Nu er Google Assistant ikke den eneste digitale assistent i verden. HTC har allerede nu lovet, at de fremadrettet vil give plads til flere assistenter. Det kunne eksempelvis Alexa fra Amazon. Point i min bog for at åbne op for andre.

Når alt kommer til alt er Google Assistant på dansk stadig temmelig begrænset.

HTC kører med egne apps til blandt andet SMS, e-mail og tastatur. Tastaturet fungerer i øvrigt fornuftigt, men jeg har nu alligevel erstattet det med Gboard – Androids originale tastatur, der bare er bedre.

PODCAST: Så vilde bliver de digitale assistenter

Konklusion: U11 er HTC’s hidtil bedste smartphone

HTC U 11 lækket på video (Kilde: GSMArena.com)

HTC U11

På alle væsentlige punkter er HTC U11 en vinder.

Kameraet er genialt godt. Lyden er god ved samtaler, i højtalere og headset. Batteritiden er inden for rammerne af hvad en smartphone generelt leverer i disse tider. Skærmen og processorkraften er i top.

Dertil kommer et ekstra tvist med klemme-funktionen Edge Sense, som er mere genial end jeg forestillede mig, da jeg første gang hørte om det. Og så er designet helt utrolig flot.

Whats not to like? Alle det med reklamer pakket ind som funktionelle apps, er jeg ikke begejstret for, men disse er netop fjernet fra min telefon.

MereMobil topkarakter

HTC U11 har fået tildelt top-karakteren 6 ud af 6 stjerner fra MereMobil.dk

Det tæller på plussiden, at der er vedlagt et velfungerende og vellydende headset, hurtigoplader, en headset-adapter samt et plastikcover til beskyttelse.

Jeg synes prissætningen er helt hen i skoven, set i forhold til HTC’s markedsposition, som aktuelt er ikke eksisterende. De burde satse på en lavere pris, der kunne tiltrække flere interesserede. Den vejledende Annoncelink pris på HTC U11 er 5.799 kroner uden abonnement for udgaven med 64 GB intern hukommelse (mulighed for udvidelse med MicroSD-kort op til 2 TB).

HTC Danmark fortæller, at en dual-SIM version skulle blive tilgængelig i Norden hen over tredje kvartal, men prissætningen er aktuelt ikke kendt.

Selvom prisen er høj, er min konklusion, at telefonen er alle pengene værd. HTC U11 er den bedste smartphone fra HTC, nogensinde. Det man kan frygte med den høje prissætning er dog, at mobilkøberne ikke kigger mod HTC. Men det kan man roligt gøre, hvis man spørger mig.

Derfor topkarakter 6 ud af 6 stjerner og udmærkelsen MereMobil.dk anbefaler.

Første indtryk af U11

Fordele og ulemper

Fordele
– Fantastisk flot design og lynhurtig hardware
– Verdens pt. bedste mobilkamera iflg. DxoMark
– Android 7.1.1. Brugbart medfølgende tilbehør.
– Edge Sense er en lækker innovation og en gevinst

Ulemper
– AI-snak og Sense Companion er ingen gevinst
– Bagsiden er glat, og en pudseklud (medfølger) er nødvendig
– Batteritiden er godkendt, men overrasker ikke

Mere til historien

U11 er IP67 certificeret, men HTC betegner ikke telefonen som vandtæt. I stedet benyttes betegnelsen ”Splash Proof”.

HTC U11
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
25 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram