Samsung Galaxy S’erne – historien fra S til Galaxy S8
BAGGRUND: Samsungs Galaxy S-serie har mange år på bagen. Første generation så dagens lys i 2010. Vi ser tilbage på de tidligere modeller i Galaxy serien.
Samsung har siden den spæde begyndelse været i front på Android-platformen. I syv år har Galaxy S-modellerne vakt interesse hos flere og flere mobilkøbere.
Da Samsung lancerede Galaxy S i marts 2010 var det ikke sikkert, at de vidste dette blev til en hel serie af topmodeller.
Selvom det faktisk på daværende tidspunkt var HTC Hero, som var lidt mere oppe på beatet, i forhold til Samsung, så var der alligevel noget interessant ved Galaxy S.
Android-platformen var lige knapt så udbredt som den er i dag. De mere almindelige mobilkøbere var dengang stadigvæk til Nokia-telefoner, eller måske en af de første iPhones.
Galaxy S – startskuddet på en hel serie topmodeller
Samsung lancerede Galaxy S i marts 2010 og telefonen ramte de danske butikker i slutningen af juni.
Prisen for Galaxy S var lige under 5.000 kroner uden abonnement. Helt præcis havde den en startpris på 4.900 kroner.
Skærmen var på fire tommer og af typen AMOLED. Opløsningen var på 800 x 480 pixels. Der var 5 megapixels kamera og batteriet blev dengang omtalt som stort, men sammenligner man med i dag var det ingenting. Det var nemlig på 1.500 mAh.
John G. skrev dengang følgende om Galaxy S:
– ”Samsung Galaxy S ender på fire ud af seks mulige stjerner, men kan ved detaljejustering og små fejlretninger rykkes op på fem stjerner. Update: September 2010: Efter opdatering til Android 2.2 ender Galaxy S på seks ud af seks mulige stjerner…”
Galaxy S II satte standarden
Selvom Galaxy S gjorde det godt, så var det særligt med Galaxy S II, at Samsung for alvor satte standarden.
Samsung benyttede fra Galaxy S II og et par generationer frem romertal i navngivningen.
Galaxy S II kom med samme skærmopløsning, som den første generation. Dog var der mere skarphed i skærmen, da den var af typen AMOLED Plus. Skærmstørrelsen var forøget til 4,3 tommer.
Men der hvor Galaxy S II for alvor viste tænder var på helhedsindtrykket. Her overgik den suverænt konkurrenterne i 2011. En hurtig telefon til surfing på nettet, applikationer, super godt kamera og et flottere design end første generation.
På salgstallene kunne man nu også se, at Samsung for alvor havde meldt sig ind i kampen på mobilmarkedet.
John G. skrev også i 2011, at Galaxy S II helt sikkert var toppen af poppen. Men problemer med SMS-applikationen, der også var på Galaxy S, var endnu ikke rettet. En basis-funktion som skal fungere.
– ”Jeg giver ikke topkarakter, da særligt SMS-funktionen, som er MEGET væsentlig for de fleste, trækker kraftigt ned. SMS-delen er tilsvarende den som findes i Galaxy S, men til trods for et års ekstra udviklingstid, er der intet sket på denne front. Og når vi ligger i den høje ende prismæssigt, så SKAL basis-feature være på plads. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at rigtig mange købere, vil opfatte Galaxy S II som en topkarakter-mobil,” sådan lød det blandt andet i den samlede konklusion på John G.’s test.
Galaxy S III – HD-skærm og vilde specifikationer
Da Galaxy S III så dagens lys i 2012 var det første gang, at Samsung var klar med en Galaxy S-telefon med HD-skærm. Indmaden var også blevet kraftigere.
Galaxy S III er også den af de første Galaxy-telefoner, som man måske ville kunne klare sig med i dag, hvis softwaren ellers var opdateret.
Designet havde også ændret sig, men det var fortsat plastik, der var materialet fra Samsung. På Galaxy S III blev de ting, som var gode på Galaxy S II bare endnu bedre.
Samsung konkurrerede i 2012 særligt med HTC, som sendte HTC One X på markedet samme år. Apple havde iPhone 4S på markedet og gjorde klar til lanceringen af iPhone 5 i efteråret 2012.
I forbindelse med lanceringen af Galaxy S III kom også en Galaxy S III Mini.
Trods høje forventninger, så formåede Galaxy S III ikke at skuffe John G. Han skrev nedenstående om den i hans test af den tilbage i 2012.
– ”Den er god at skrive på, tager fede billeder, har god lyd, en fantastisk skærm og byder på nyskabende features – Samsung Galaxy S III er en smartphone der ikke er til at komme uden om; Android-kategoriens iPhone. Den er bedre end Galaxy S II og HTC One X – og der skal meget til, for at slå dette produkt. Galaxy S III bør være førstevalget, for alle der overvejer en ny Android-topmodel. Tillykke til Samsung. Galaxy S III fortjener sin topkarakter – seks ud af seks stjerner.”
Galaxy S4– større og bedre skærm
Da vi nåede 2013 var Samsung ikke overraskende klar med deres Galaxy S4. Den fik en større og skarpere skærm.
Der var mange ligheder med sidste års telefon, Galaxy S III. Skærmen var dog nu vokset til 5 tommer og opløsningen var nu Full HD.
Galaxy S IIII understøttede trådløs opladning. Men det var klart, at efter lanceringen i New York, så var der ikke tale om en ”game-changer”.
Prisen på Galaxy S4 var nu på 5.199 kroner uden abonnement.
– ”Samsung Galaxy S4 kommer med Android 4.2.2 samt Samsung egne TouchWiz tilpasninger, men telefonen lider under, at Samsung ikke har pudset detaljerne færdige. Det er brand-ærgerligt når nu der er tale om årets måske mest ventede Android-device. Alt i alt et spændende produkt som ender på 4 ud af 6 stjerner. Jeg vil ikke afvise en opjustering senere, hvis Samsung skulle komme med en opdatering,” sådan skrev John G. blandt andet i testen af Galaxy S4.
Galaxy S5 – vandtæt men ellers lidt skuffende
Med Galaxy S5 valgte Samsung, at benytte verdens største mobilkonference i Barcelona til, at præsentere topmodellen i Galaxy S-serien.
Fingeraftrykslæseren blev introduceret ligesom telefonen var IP-certificeret. Galaxy S5 havde certificeringen IP 67, hvilket betyder den tålte det, der hedder ”kortvarig neddykning i vand”. Med ”kortvarig” menes 15 til 100 centimeter vand i indtil 30 minutter.
I forhold til Galaxy S4 kom en lille prisstigning. Galaxy S5 havde en vejledende pris på 5.495 kroner uden abonnement.
– ”I dagligdagsfunktioner er telefonen stabil, men når vi går i detaljer, kunne små ting godt tweakes yderligere, og min forventning er, at Samsung hurtigt er klar med optimerende softwareopdateringer. Ganske som andre producenter også gør det. Der er ikke én stor vigtig funktion, som er primær for brugeren, der ikke fungerer godt. Fingeraftrykslæseren er et eneste, som jeg kan stille spørgsmålstegn ved. Jeg lader tvivlen komme produktet til gode. Samsung Galaxy S5 ender på 6 ud af 6 stjerner, men det er en bold der triller over stregen, og ikke en ren sekser,” Sådan skrev John G. blandt andet i konklusionen på hans anmeldelse af Galaxy S5.
I bagklogskaben burde Galaxy S5 nok kun have haft 4 eller 5 stjerner da den ikke ligefrem blev bedre over tid.
– TEST: Samsung Galaxy S5 – den bedste Galaxy
Galaxy S5 kom også i en mini-model i sommeren 2014.
Galaxy S6 – living on the Edge
Samsung forsøgte at starte fra nul igen med Galaxy S6. Noget telefonen også bar præg af.
Galaxy S6 var derfor helt ændret på designfronten og den lignede ikke forgængerne. Glas og metal tog over for plastikken på designet. Det var nu ikke længere muligt, at indsætte et eksternt hukommelseskort eller skifte batteriet.
Der blev foruden Galaxy S6 lanceret en Galaxy S6 Edge.
Galaxy S6 Edge var ikke den første telefon, hvor Samsung forsøgte sig med Edge-skærmen. Dette havde de også gjort på deres phablet Galaxy Note Edge. Dog på en anden måde – og kun på en af siderne.
Skærmen på Galaxy S6 var 5,1 tommer Super AMOLED med en opløsning på 2560 x 1440 pixels og 577ppi. Derudover kom den med 3 GB RAM, octa-core processor, 16 megapixels kamera og et batteri på 2.550 mAh.
Vandtætheden, som Samsung Galaxy S5 havde, var forsvundet og dette var trods alt lidt ærgerligt.
Men vandtæt eller ej, så blev Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge et kæmpe hit for Samsung.
– Samsung Galaxy S6 og S6 Edge test – ren topkarakter
Den vandt også prisen for ”Årets Mobil 2015” på MereMobil.dk.
– Samsung Galaxy S6 Edge er Årets Mobil 2015
Galaxy S6’erne kom ikke i en mini-version. Derimod blev den i efteråret udsendt i en Galaxy S6 Edge+ variant.
– TEST: Samsung Galaxy S6 Edge+ – endnu et hit
Den vejledende pris var 6.499 kroner uden abonnement for den billigste variant af Galaxy S6 Edge, og 5.499 kroner uden abonnement for den billigste variant af Galaxy S6. Prisen afhang af model og hukommelseskapacitet.
Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge – årets mobil flere steder
Galaxy S7 Edge er på mange måder lig med Galaxy S6’erne. Dog er der arbejdet videre i designet, som er blevet lidt rundere. På lang afstand kan de godt se næsten identiske ud. Men ændringen gjorde de var nemmere/bedre at holde i hånden.
Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge kom med skærmstørrelser på henholdsvis 5,1 og 5,5 tommer.
– ”Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge er virkelig fremragende. Markedets bedste kamera og imponerende performance. Men alligevel er Galaxy S6 og Galaxy S6 Edge et bedre køb,” skrev John G. om Galaxy S7’erne i hans test.
– TEST: Samsung Galaxy S7 og S7 Edge – gode men ikke fantastiske
Teleselskaberne kunne også oplyse MereMobil.dk om, at det var Edge-modellen mobilkøberne foretrak af Galaxy S7’erne. Forsalget af den populære telefon slog også alle rekorder.
– Samsung Galaxy S7 Edge er Årets Mobil 2016
– ”Samsung har skabt to rigtigt gode telefoner, der hører til i den absolutte top blandet Android-enhederne, men overraskelsesmomentet fra S6-lanceringen er væk. Derfor skal Samsung nu levere varen, og det sker kun tildels,” skrev John G. i anmeldelsen, hvor han gav Galaxy S7 og Galaxy S7 Edge 5 ud af 6 stjerner.
Den vejledende pris på de nye Galaxy S7-modeller var henholdsvis 5.699 kroner uden abonnement for Galaxy S7, mens Galaxy S7 Edge modellen kostede 6.499 kroner i vejledende pris.
Galaxy S8 og Galaxy S8+ – ikke længere Edge
Samsung har lanceret topmodellen for 2017. Navnet blev helt som forventet Galaxy S8. Telefonen lanceres også i en større version, der helt som ventet fik navnet Galaxy S8+.
– Samsung Galaxy S8 og Galaxy S8+ – her er de
Selvom navnet Edge udgår, så består Edge-skærmen – både på den almindelige model og plusmodellen. Faktisk er det den tidligere ”almindelige” model, som i denne omgang udgår.
Samsung ændrer på skærmformatet og gør lidt som LG har gjort på deres topmodel LG G6. Skærmformatet er nemlig nu 18,5:9.
Galaxy S8 kommer med en 5,8 tommer skærm, mens Galaxy S8+ har en skærm på hele 6,2 tommer.
– Samsung Galaxy S8 og S8+ har bedre batteri end Galaxy S7
Samsung er med Galaxy S8’erne også klar med deres bud på en stemmeassistent. Navnet er Bixby, dog understøtter den ikke dansk.
Galaxy S8 får en vejledende pris på 6.199 kroner for modellen med 64 GB intern hukommelse, som er den der kommer i Danmark. Mens Galaxy S8+ får en vejledende udsalgspris på 6.999 kroner for 64 GB modellen.
Mere til historien
Hvis det har din interesse, så kan du også læse mere om hvad der er sket for Apples iPhones gennem historien. Læs mere om det her.