Motorola Moto G5 test – klarer sig fornuftigt til prisen

TEST: Motorola Moto G5 er en billig telefon, som overrasker positivt med blandt andet godt kamera til en billig pris, men hukommelsen er for lille.

Moto G5 test

Motorola Moto G5 (Billede: MereMobil.dk)

Motorola, som er ejet af Lenovo, har netop udsendt den seneste variant i Moto G familien – nemlig Moto G5.

Telefonen hører til i budgetklassen. Du skal dog ikke lade dig skræmme af den billige pris. Moto G5 leverer virkelig meget værdi for pengene. Lad det være sagt med det samme, hvis du forventer toppen-af-poppen, hvad angår hardware og kamera, så er det ikke Moto G5, som du skal gå efter.

Er du derimod på udkig efter en billig telefon, som er stabil, føles godt i hånden og klarer sig hæderligt i hverdagen, så er Moto G5 bestemt værd at kigge nærmere på.

Lad os dykke ned i anmeldelsen og min Moto G5 test.

Specifikationer: Moto G5

– Skærm: 5 tommers IPS LCD (16 millioner farver)
– CPU: Qualcomm Snapdragon 430 (Octa-core 1.4 GHz Cortex-A53)
– GPU: Adreno 505
– RAM: 3 GB
– Intern hukommelse: 16 GB (kan udvides via SD-kort)
– Batteri: 2.800 mAh
– Kamera: 13 megapixels
– Frontkamera: 5 megapixels
– Stik: Micro-USB  + 3,5 mm jackstik
– Mål: 144.3 x 73 x 9.5 mm
– Vægt: 144,5 g.
– System: Android 7.0 Nougat

Lækker i hånden

Moto G5 gør ikke meget væsen af sig. Udseendet er neutralt uden at tiltrække sig synderlig opmærksomhed. Den er pæn uden at være prangende.

Forsiden er sort og prydes af et Moto logo lige under den øverste højtaler. Bagsiden er holdt i to nuancer af grå med et Motorola logo under det ovale kamera. Hvor den tidligere model Moto G4 blev kritiseret for at virke billig, med for meget plastik, føles Moto G5 nu mere lækker med sin aluminiumskrop. Altså et skridt op for Lenovo.

Telefonen føles let, og den ligger godt og sikkert i hånden med sine runde kanter. G5 måler 144.3 x 73 x 9.5 mm. og vejer kun 144,5 g. Størrelsen gør, at den er let at holde i hånden, og jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg skulle strække fingrene unødigt for at kunne nå rundt på skærmen. På siden af telefonen finder du volumen op og ned, samt en knap til at slukke skærmen.

Overordnet virker byggekvaliteten god, og Moto G5 føles ganske solid. Umiddelbart tænker man ikke lavpristelefon, når man holder den. Det må siges, at det er lykkedes Motorola at fremstille en budgettelefon, som ikke virker håbløs billig.

– Moto Z test: Motorolas modulmobil er rimelig

Motorola Moto G5

Batteriet er udskifteligt (Foto: MereMobil.dk)

Udskifteligt batteri

Den er ikke som mange andre mobiler lavet af ét stykke aluminium – også kendt som unibody. Dette er dog ikke et problem, da det gør at bagsiden kan tages af, og du dermed kan udskifte batteriet selv. Dette er helt sikkert noget, som mange savner. Batteriet er på 2.800 mAh og det er fint stort til, at jeg kunne klare mig igennem dagen.

For at teste batterilevetiden lod jeg telefonen afspille en Netflixfilm i en time med fuld lysstyrke. Telefonen var koblet til nettet, og notifikationer og bluetooth var ikke slået fra. Batteriet var drænet med 12 procent, og det giver teoretisk set lidt over 8 timers konstant videoafspilning. Det er klart, at resultatet kan variere, afhængig af lysstyrke, lydniveau m.m.

Ved almindeligt brug burde du kunne klare dig igennem dagen uden at skulle oplade telefonen. Ved let brug var jeg næsten oppe på halvanden dag uden at skulle forbi en oplader.

Hurtigopladning med forbehold

Du får en hurtigoplader med i æsken. Motorola skriver på deres hjemmeside, at du kan få flere timers batterilevetid med blot få minutters opladning. Det lyder meget lovende, men er ikke særligt konkret. Jeg har tidligere anmeldt Huawei Mate 9, og den udmærkede sig bl.a. ved at kunne lade op til en hel dag på 20 minutter.

Her er, hvad jeg skrev om den:
 – “Huawei påstår, at på 20 minutter kan du lade telefonen nok op til, at den kan klare sig igennem en hel dag. Det holder meget godt stik med mine egne oplevelser. På 20 minutter kunne jeg oplade telefonen fra 22 % til 60 % strøm.”

Jeg har derfor udført samme test på Moto G5. På 20 minutter kunne jeg oplade telefonen fra 41 % til 61 % strøm. Dette lever ikke helt op til Motorolas eget udsagn. Jeg forventer på ingen måde, at Motorola kan matche Huaweis supercharge-oplader, men jeg havde alligevel håbet på, at den ville lade hurtigere end den gjorde. Særligt fordi de selv hyper netop opladningen på deres hjemmeside.

– Batteriet er det vigtigste ved mobilkøb

Det fungerer godt, at kunne have to vinduer åbne på samme tid (Foto: MereMobil.dk)

Bloatware-fri telefon

På Moto G5 kommer du så tæt på ren Android, som man næsten kan, uden at vælge en Google Pixel. Telefonen er heldigvis ikke fyldt med en masse unødvendige apps, noget som mange producenter desværre føler, at de skal fylde telefonen op med.

De eneste Motorola apps som er præinstalleret er en Moto Actions app, der lader dig kontrollere bevægelsesgenveje og app’en Enhedshjælp, som er en manual til telefonen. Jeg siger i den grad tak til Motorola for at modstå fristelsen til at smide en masse apps på fra starten.

Det er virkelig træls at skulle starte med at afinstallere alt muligt, når man hellere vil gå på opdagelse i sin nye telefon.

Næsten ren Android

Moto G5 kommer med Android 7.0 Nougat, og det betyder, at du ud af æsken får en af de nyeste versioner af Android. Moto G5 styresystemet er så tæt på ren Android, som man kan komme. Motorola har foretaget små ændringer, men ikke noget som ændrer oplevelsen radikalt.

F.eks. tilgår du app-menuen ved at glide fingeren opad fra bunden i stedet for  at have en dedikeret app-menuknap. Telefonens hjemmeskærm har også et rundt ur med indbygget vejr-app, som diskret giver dig vejropdateringer. Jeg synes, det fungerer fint, og det runde ur ser ganske pænt ud på skærmen. Hvis du ikke vil have en ur og vejr-widget på din skærm, kan den heldigvis fjernes.

Med Android 7.0 Nougat på telefonen får du alle de nye funktioner, som f.eks. multitasking, som lader dig have to apps åbne på skærmen samtidigt. Dette er ganske praktisk, hvis du f.eks. skal notere noget fra en nettet i en SMS. I Android Nougat kan du også skifte mellem to apps ved, at dobbeltrykke på multitasking-knappen, som sidder til højre. Motorola rammer helt plet ved at give os en næsten ren Android oplevelse.

Lad os håbe Motorola vil holde fast i denne linje. Helt tilbage da Huawei startede var oplevelsen også rimelige “ren”, men blev over tid mere og mere tilpasset helt specielt til deres eget udtryk via EMUI-brugerfladen. Spørgsmålet er, hvad Motorolas strategi er på den lange bane, hvilket vi ikke ved.

Screenshots fra Moto G5

– Android 7.1 Nougat – her er nyhederne

Et karatehug tænder lommelygten

Motorola G5 har ligesom andre telefoner nogle helt unikke funktioner. Det er særligt bevægelsesgenvejene, som er værd at fremhæve. Moto G5 byder på en lang række muligheder for at betjene telefonen ved hjælp af bevægelse.

Du kan f.eks. lave et dobbelt karatehug for at tænde lommelygten. De første par gange virker det lidt mærkeligt, men i praksis fungerer det godt, fordi du let kan tænde den med handsker på en kold og mørk aften.

Fingeraftrykslæseren kan erstatte navigationsknapperne

Fingeraftrykslæseren, som sidder på forsiden af telefonen, kan også indstilles med bevægelsesgenveje. Det tager lidt tid at vænne sig til, men min oplevelse var, at da jeg først havde styr på det, så fungerede det fint.

Bevægelsesgenvejene giver mulighed for at stryge til venstre og højre i stedet for at bruge navigationsknapperne. Hvis du trykker kort på fingeraftryksknappen fungerer den som hjemmeknap. Holder du den inde, slukker telefonen. Bliver du ved med at holde den inde aktiverer du Google Nu funktionen. Hvis du bruger bevægelsesgenvejene på fingeraftrykslæseren, behøver du ikke længere at benytte Android-knapperne som er på skærmen. Det betyder, at du får mere skærmplads til f.eks. at se video, da knapperne ikke længere er synlige på skærmen, hvis du aktiverer genvejene.

Selvom det lyder forvirrende, vibrerer knappen, så det er let at vide, hvor længe du skal holde den. Af og til kom jeg dog til at holde den inde for længe, så skærmen slukkede i stedet for at gå tilbage til hjemmeskærmen. Her er det irriterende, og jeg er ikke sikker på, at det er en god idé både at sluk-skærm og hjem aktiv på samme knap. Du kan desværre ikke selv indstille hvilke af funktionerne, som du vil have aktive, når du holder fingeren på knappen.

Det er meget individuelt, om det giver mening at bruge de forskellige bevægelsesgenveje. Jeg vil dog sige, at Motorola slipper meget godt afsted med det. Hvor man før i tiden kunne se mange mærkelige og direkte ubrugelige bevægelsesfunktioner på mobiltelefoner, så har vi her nogle, som faktisk er brugbare.

Billeder af bevægelsesgenveje

5 tommers skærm i Full HD opløsning

Skærmen er en 5 tommers IPS LCD-skærm med en opløsning på 1080 x 1920 pixels. Opløsningen og farvegengivelserne er gode på den. Film og spil tager sig godt ud på skærmen, og betragtningsvinklen er også god. Udenfor var det også let at se på skærmen, dog kan den give genskin i direkte sollys.

Skærmoverfladen er beskyttet af Gorilla Glass 3. Moto G5 har en Water-repellent nano-coating, hvilket vil sige, at den kan klare små regndryp og vandstænk, men den kan formodentlig ikke holde til at komme under vand. Det var i hvert fald ikke noget jeg havde lyst til at teste ved f.eks. at komme den i et glas vand.

Hello Moto – totalt kikset

Når du starter telefonen op, giver Motorola den fuld skrue med en opstarts-animationsfilm. Der er pangfarver, en robot der laver salto og selvfølgelig “Hello Moto” sloganet. På mig virker det ualmindeligt kikset og kitchet, og som om at Motorola prøver lidt for hårdt på at virke smart og frisk.

Motorola har valgt at præsentere deres telefon med den grimmeste og dårligste baggrund, jeg har set på en telefon i lange tider. Jeg kunne ikke holde ud at kigge på skærmen, da stregerne forvirrede mine øjne. Det giver ikke ligefrem det bedste indtryk, når man starter sin sprit-nye telefon. Heldigvis kan baggrunden ændres.

Telefonen har kun den ene baggrund liggende, men du bliver bedt om, at installere app’en Baggrunde fra Google. Når det er gjort, så kan du heldigvis ændre baggrunden til noget andet. Jeg skal ikke kunne sige, hvad Motorolas designafdeling har tænkt, men godt er det ikke.

Standard-ringetonen Moto, var også noget af det første, jeg skyndte mig at ændre. En lille melodi og en dame som siger Hello Moto bliver bare for meget af det gode.

Kameraet overrasker

Motorola Moto G5 har et 13 megapixels kamera på bagsiden og et fem megapixels kamera på forsiden. Jeg havde ærligt talt ikke de store forventninger til kameraet. Heldigvis blev jeg positivt overrasket. Den tager ganske udmærkede billeder med god farvegengivelse. Billederne er bedst i god belysning, hvor de hurtigt bliver slørede i lav belysning. Dette kan skyldes, at Moto G5 ikke har en billedstabilisator som f.eks. Samsung Galaxy S7

Kameraet har både en almindelig og en professionel fototilstand. Hvis du vælger professionel tilstand har du bl.a. mulighed for at justere hvidbalance, lukketid og ISO m.m. Alt i alt er kameraet fint for en telefon i budgetklassen.

Selve bagsidekameraet er i niveau med resten af bagsiden, og det betyder, at det let kan blive ridset. Derfor anbefaler jeg, at du anskaffer dig et cover til telefonen, hvis du vil beskytte kameraet mod ridser.

Moto G4 Plus’s kamera overraskende i den grad postivt og hjemmesiden DxOMark gav det 84 ud af 100 point. De vurderede kameraet til at være i samme klasse som Nexus 6P og iPhone 6S. Det må siges, at være ret godt gået af en telefon, som ligger adskillige prisklasser under. DxOMark har endnu ikke anmeldt Moto G5, men mon ikke at vi godt kan regne med, at Motorolas G-serie telefoner overrasker positivt igen.

Du kan selv bedømme billederne i billedserien herunder.

Billeder taget med Motorola Moto G5

Middelmådig hardware

Processoren er en Qualcomm Snapdragon 430 på 1.4 GHz og telefonen har 3 GB RAM. G5 føles ikke langsom i dagligdagen, men jeg oplevede alligevel en lillebitte smule “lag” af og til (lag er, når der opstår ventetid fra du f.eks. trykker på en app, til at den reagerer). Det er ikke noget, som var så voldsomt, at det trækker væsentligt ned i oplevelsen, og min generelle oplevelse er også, at hjemmesider og apps normalt åbner hurtigt og uden problemer.

At telefonen kører rigtigt godt skyldes formodentligt, at Motorola har valgt ikke at lægge alt muligt ovenpå Android 7.0 Nougat. Det virker som et rigtigt klogt valg.

Hukommelsen på 16 GB er for lille, og det er hurtigt at fylde den op. Heldigvis er det muligt at udvide den via et microSD-kort. Hukommelsen kan udvides op til 128 GB, og så burde der være rigeligt med lagerplads til de fleste.

Moto G5 har desværre ikke USB Type-C, som er standard på de fleste nye telefoner. Her må du i stedet for nøjes med et micro-USB stik til opladning.

Motorola Moto G5 har mulighed for at benytte to simkort. Dette kan være praktisk, hvis du både vil bruge den som privat og arbejdstelefon. Du kan både have to sim-kort og et hukommelseskort sat i telefonen på én gang.

– USB Type-C – det nye USB-stik kan vende begge veje

Moto G5 har stadig indgang til 3,5 mm. lydstik

Det virker jo helt dumt, at det nærmest er blevet en særlig funktion, at en telefon stadig har 3,5 mm. minijack-stik. Heldigvis har Moto G5 stadig en indgang til minijack. Det betyder, at du kan anvende dine hovedtelefoner uden at skulle bruge en særlig adapter.

Da jeg pakkede telefonen ud af æsken, var der ikke hovedtelefoner med. Hvor det måske er et minus for nogen, betyder det ikke så meget for mig. Jeg foretrækker mine egne frem for et par billige standard hovedtelefoner med – i bedste fald – middelgod lyd.

Opkald går klart igennem, og de indbyggede højtalere kan spille fint højt. Det bliver aldrig nogen stor musikalsk oplevelse, men jeg er af den holdning, at musik ikke skal høres gennem indbyggede mobilhøjtalere i det hele taget.

Motorola Moto G5 er god værdi for pengene

Konklusion

Jeg vil blankt indrømme, at jeg var lidt lunken, da jeg pakkede Moto G5 ud af æsken. Jeg må nok erkende, at jeg er lidt af en mobilsnob. Jeg vil jo allerhelst have det vildeste af det vilde. Den hurtigste processor, bedste kamera og flest RAM. Sådan er det, at være gadget-freak. Men det er også en dyr fornøjelse.

Er den lige så lækker som Huawei Mate 9 Pro, Samsung Galaxy S7 eller iPhone 7 Nej, naturligvis ikke! Men det ville også være en uretfærdig sammenligning, da de koster tre til fire gange så meget som Moto G5. For mens flagskibstelefonerne koster mellem fem og seks tusinde kroner, så slipper du med 1600 kr. for en Moto G5 Annoncelink.

Set i det lys, får du virkelig meget telefon for pengene. Rigtigt mange leder efter en billig telefon med god batterilevetid, og de behøver ikke at have det vildeste af det vildeste for at være tilfreds. Hvis den beskrivelse passer på dig, så vil jeg klart anbefale dig, at tage en nærmere kig på Moto G5. Alt i alt har mit bekendtskab med Moto G5 bestemt været positivt.

Moto G5 vurderer jeg til 4 ud af 6 stjerner.

Der er begyndt at ske rigtigt meget spændende blandt de billigere telefoner. OnePlus har tidligere lanceret deres OnePlus X, som viste, at det er muligt at få rigtigt meget telefon for få penge. Samtidigt er Nokia også på vej med tre nye telefoner, som også lover at give stor værdi til en billig pris.

– Nokia 3, 5, 6 og de andre nyheder

Motorola Moto G5 har en vejlende pris på kr. 1.595 uden abonnement.

Fordele og ulemper

Fordele

– Billig pris
– Android 7.0 Nougat
– Godt batteri og hurtigopladning
– Mulighed for at opgradere hukommelsen via micro-SD kort

Ulemper

– Ikke USB-C
– Ingen headset i æsken
– Middel processor
– Kun 16 GB hukommelse

Mere til historien

Motorola Moto G5 kommer også en i plus udgave som har en hurtigere processor på 2.0 GHz, en skærm på 5.2 tommer og 32 GB hukommelse. Annoncelink Moto G5 plus koster omkring 2.300 kr.

Motorola Moto G5
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Lenovo giver computere ekstra sikkerhed

Brugerne beskyttes bedre ved dette system, mener Lenovo.

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Android 15 kommer til mange Motorola-telefoner

Motorola har annonceret, at næsten 30 af deres modeller kommer til at modtage Android 15.

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Den næste Motorola Razr bliver billigere

En billigere Razr-model fra Motorola er måske på vej .

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram