Nokia 3310 anno 2017 – alle specifikationerne
MWC: Nokia 3310 har 2,4 tommer skærm, 2 megapixels kamera og 22 timers tale på en opladning. Se alle specifikationerne her.
Nokia tiltrak sig en del opmærksomhed ved Mobile World Congress 2017 da de afslørede en ny version af Nokia 3310, men hvad indeholder den nye 3310 egentlig? Det har vi set på.
– Nokia 3310 – en klassiker er genfødt
Den oprindelige 3310’er havde op til 260 timers standbytid på en opladning og taletid fra 2 timer og 30 minutter til 4 timer og 30 minutter. Telefonen kunne altså ligge uden en oplader i omkring 10 dage – forudsat den ikke blev brugt.
Batteriet var af typen NiHM med en kapacitet på 900 mAh. Nu benyttes den moderne batteriteknologi Li-Ion, og kapaciteten er forøget til 1.200 mAh. Ændringen af batteriet- og andre typer teknologier samt softwareoptimeringer har bragt standbytiden op i nærheden af 31 dage – i hvert fald teoretisk. Taletiden går nu op til 22 timer.
Selvom tallene er på en god dag med vinden i ryggen viser det meget godt, at Nokia 3310 er et batterimonster til dem, som bare ikke vil gå ned på strøm.
Husk på. Standbytid betyder, at telefonen ligger forbundet til mobilnetværket, uden at blive rørt eller brugt.
I gamle dage, år 2000, skete kommunikationen via GSM-nettet (2G). Nu er både 2G og 3G understøttet, og skærmens opløsning på 84 x 48 pixels er nu oppe på 240 x 320 pixels fordelt på 2,4 tommer.
På software-delen er Opera Mini browseren inkluderet, så man da lige kan åbne en enkelt let website. Twitter og Facebook er også understøttet samt naturligvis SMS-beskeder. Nokia 3310 er IKKE en smartphone, men en moderne tale- og SMS-mobil.
Herunder har vi samlet specifikationerne på Nokia 3310 – 2017-versionen.
Nokia 3310 bliver tilgængelig i andet kvartal 2017. Den danske pris er ikke kendt, men 49 euro er den globale pris uden moms, afgifter m.v.
– Nokia 3, 5, 6 og de andre nyheder
Afstemning: Vil du Nokia 3310 (2017-udgave)?
[polldaddy poll=”9677658″]
Specifikationer: Nokia 3310 (2017 edition)
– Skærm: 2,4” (240 x 320 pixels)
– Kamera: 2 megapixels med LED-fotolys
– Bluetooth 3.0, micro-USB, 3,5 mm jackstik
– SIM-kort: MicroSIM
– Hukommelseskort, microSD-kort, op til 32 GB
– Batteri: BL-5C (1.200 mAh)
– Mål: 115.6 x 51.0 x 12.8 mm
– Vægt: 79,6 gram
– System: Dualband 900 / 1800 MHz
– Systemplatform: Nokia Series 30+
Brugstider: Nokia 3310
– Standbytid: Op til 31 dage
– Taletid: 22,1 dage
– MP3-afspilning: 51 timer
– FM-radio afspilning: 39 timer
Det indeholder salgspakken
– Nokia 3310 (2017-udgave)
– Quick start guide
– Batteri
– Micro-USB oplader
– Headset WH-108
Mere til historien
Nokia har også lanceret en række Android-telefoner. Her i blandt Nokia 6, der tidligere blev tilgængelig i Kina med stor succes for Nokia. Nu er telefonen på vej til resten af verden.