Nordjysk mobildækningsrapport er (måske) smækfyldt med fejl
BAGGRUND: Vi har gået den delvis hemmelige dækningsrapport fra Nordjylland, og målemetoderne, efter i sømmende. Rapporten har store fejlkilder.
I perioden fra januar til maj 2016 har to særlige målevogne kørt i alt 19.000 kilometer, på de Nordjyske veje, for at at måle mobildækningen i Nordjylland. Det er der kommet en rapport og et interaktivt dækningskort ud af, som vi tidligere har omtalt på MereMobil.dk. Kortlægningen af mobilselskabernes dækning omfatter de fire danske teleselskaber TDC, Telenor, Telia og 3. Der er målt på teknologierne 2G, 3G og 4G LTE.
– 60 sorte mobilhuller er fundet i Nordjylland
Rapporten viser, at der er god mobildækning i byerne, i Nordjylland, og lidt dårlige i landområderne. Generelt er der god mobildækning i hele Nordjylland, hvis kravet kun er mobildækning fra ét mobilselskab. Udfordringerne bliver større, hvis minimumskravet er dækning med to mobilnet på 3G/4G-nettet. Rapporten definerer områder med mangelfuld eller ingen dækning (mobilhul), som værende et område hvor man ikke har mulighed for tilfredsstillende 3G-dækning fra mindst to mobilselskaber.
Med den definition viser rapporten, at der er omkring 60 områder, som har mangelfuld eller ingen dækning. Der er tale om områder på mellem 0,5-4 km i radius, hvor det ikke er muligt at bruge sin smartphone tilfredsstillende på mindst to teleselskabers 3G-mobilnetværk.
Det estimeres, at der i Nordjylland vil være behov for 16-45 ekstra mobilmaster for at fjerne hovedparten af områderne med mangelfuld eller ingen mobildækning.
Hvem dækker hvor?
I forbindelse med rapporten er der også udarbejdet et bilag, hvor de enkelte mobilselskabers mobildækning vises. Dette bilag har Region Nordjylland dog valg ikke at offentliggøre sammen med rapporten.
Det betyder, at nordjyderne og resten af landets befolkning ikke kan få at vide, hvilket teleselskab der har hvilken dækning forskellige steder i Nordjylland.
Kortlægningen, rapporten og udarbejdelsen af et interaktivt kort har kostet skatteyderne mere end 5 millioner kroner. Projektet er finansieret af de 11 kommuner i region Nordjylland og af Region Nordjylland igennem Business Region North (50 procent) og Vækstforum (50 procent) .
Selve rapporten og målingerne er udarbejdet af af den eksterne leverandør Anycom med ekstern projektassistance fra Aalborg Universitet. Aalborg Universitet bidrager med planlægning af mobildækningsmålinger, overvågning af målinger og efterbehandling til præsentation og Aalborg Universitet har også hovedansvar for opsætning af målemetode.
På den baggrund kan det godt undre os på MereMobil.dk, at rapportens absolut mest interessante del, data grundlaget og kortlægningen af de enkelte teleselskaber, er hemmeligholdt for offentligheden.
Men den hemmelige del af rapporten skal dog ikke forhindre os i at kigge lidt nærmere på rapporten, og det interaktive dækningskort, som ikke er hemmeligholdt. Der er nemlig en hel række forbehold, som ikke er nævnt i rapporten – og de forbehold er faktisk ret så interessante.
Hvad er så hemmeligt?
Rapporten og det interaktive dækningskort er udarbejdet ud fra de målinger, der er indsamlet ved at teste mobildækningen på omkring 19.000 km veje i Nordjylland. Selve målingerne er muligvis ikke foretaget retvisende. For at forstå problemstillingen, er det vigtigt med lidt baggrundsinformation.
Teleselskabet 3’s kunder har i dag mulighed for at roame på Telias 2G/3G (TT-netværk) mobilnet, og den del kan man ikke se tydeligt ud fra målingerne på det interaktive dækningskort. Målingerne er nemlig foretaget ret uheldigt for teleselskabet 3.
Mellem januar til udgangen af februar roamede 3’s kunder på TDC’s 2G netværk, i tilfælde af manglende mobildækning. Fra starten af marts skiftede 3 roaming partner i Danmark til Telia, hvorefter selskabets kunder fik mulighed for at roame på både 2G og 3G.
Dette skifte af national roaming-partner risikerer at have haft en negativ indflydelse på rapportens resultater.
– 3 indgår roamingaftale med Telia og dropper TDC
3 skifter roaming-partner
Under de udførte drive-tests, hvor mobilnetværkene er blevet mål, er målingerne udført på to måder; Professionelt måleudstyr har målt signalstyrken, mens fire Samsung Galaxy S5 Plus smartphones med dedikeret målesoftware har været brugt til at måle overførselshastigheden på mobilnetværkene fra TDC, Telenor, Telia og 3.
Dette beskrives om en kontinuerlig brugerservice-test i rapporten. Rent praktisk sker det ved en filoverførsel via File Transfer Protocol (FTP) til og fra en server på Aalborg universitet. Serveren er forbundet til det danske forskningsnetværk via en højhastigheds fiberforbindelse. Netværket udveksler data med teleselskabernes netværk i Lyngby.
Hver overførsel har en varighed på 20 sekunder, hvor overførselshastigheden måles. FTP testen foretages sekventielt mellem downlink (fra mobilmasten til mobiltelefon) og uplink (fra mobiltelefon til mobilmast) i fire på hinanden følgende test. Derefter følger en en hvileperiode på 10 sekunder, hvor mobiltelefonen har mulighed for at omkonfigurere radioforbindelsen. Derefter starter testen på ny.
Vi har kigget nærmere på denne del af testen.
Pause til at skifte
Det er meningen at hvileperioden på 10 sekunder i FTP testsekvensen skal give smartphonen tid til at skifte netværk, sendemast (celle) og frekvens. Rent teknisk tales der om, at telefonen får tid til at gå i “idle mode”, hvor den kan foretage en “cell reselsection”. På godt dansk kan smartphonen finde en anden mobilmast eller en anden frekvens til mobilnetværket. I teorien har smartphonen altså mulighed for at finde en bedre forbindelse til netværket.
Problemet er blot, at 10 sekunder ikke er nok tid for smartphonen til at gennemføre skiftet mellem mobilnetværkene (roaming). Det betyder, at der i undersøgelsen vil forekomme områder, hvor der ikke kan foretages en hastighedstest, selvom der rent faktisk er dækning. Et andet senarie kan også være, at skiftet mellem netværkene sker under selve overførslen, hvilket får indflydelse på målingen. Sådan som vi på MereMobil.dk har forstået det, så bliver målingen simpelthen kasseret.
I praksis gives der ikke tilstrækkelig tid til at smartphonen med et 3-abonnement kan skifte mellem 3’s eget netværk og Telia’s mobilnetværk. Det kan give så det underlige resultat, at mange FTP-overførsler sker via Telias 3G mobilnetværk, selvom der kunne opnås god mobildækning med 3’s eget 3G eller 4G LTE mobilnetværk. Eller endnu værre: Hastighedstesten gennemføres slet ikke.
Risikerer at hænge på Telia
Ligeledes kan der opleves ekstrem langsom overførselshastighed på 3’s mobilnetværk i en situation, hvor mobiltelefonen burde være skiftet til Telia’s mobilnetværk, men hvor telefonen i stedet for klamrer sig til 3’s net. Dertil kan det tillægges, at i det øjeblik smartphonen med et 3 abonnement skifter til Telia’s netværk, så risikerer smartphonen at forblive på Telia’s 3G netværk i timevis i stedet for at skifte tilbage til 3’s 3G eller 4G LTE mobilnetværk.
Ude i virkeligheden oplever man ikke dette problem i samme grad som i testen. Testen er tilrettelagt således, at der overføres store mængder data konstant over en længere periode. De fleste danskere, som sidder på Facebook eller Spotify, bruger slet ikke deres smartphone på en sådan intensiv måde. Ganske ofte sidder folk på Facebook, bruger en app såsom Spotify eller Instagram eller surfer rundt på diverse hjemmesider. Der vil under sådanne aktiviteter være en naturlig pause mellem overførelsen af data, hvor ens smartphone har tid til at skifte netværk.
På godt dansk så overføres alle data måske på 5-6 sekunder, hvorefter forbindelsen afbrydes og smartphonen optager først dataforbindelsen igen, når det er nødvendigt at overføre nye data. Men sådan er testen ikke indrettet, og derfor vil testen ikke nødvendigvis afspejle virkeligheden for en normal bruger.
Dette er selvfølgelig en præmis for selve testen, men det fremgår ikke tydeligt i hverken rapporten eller på det interaktive kort, og man kan altså ikke forvente, at almindelige mennesker forstår testen præmis, når det ikke er forklaret grundig.
Automatisk valg er et problem i testen
Under målingerne er de enkelte smartphones indstillet til automatisk valg af netværk. For Telia, Telenor og TDC bør det ikke betyde så meget, da de udelukkende benytter deres eget netværk. For teleselskabet 3 har det dog en konsekvens. 3 har nemlig en national roamingaftale, da teleselskabet endnu ikke har perfekt dækning overalt.
Indtil slutningen af februar 2016 hed 3’s roaming-partner, som nævnt, TDC, og 3s kunder havde udelukkende adgang til TDCs’ 2G netværk. Fra starten af marts overgik 3’s kunder til national roaming på Telias 2G og 3G mobilnetværk. Men hvorfor er det så vigtigt?
Det er vigtigt, fordi alle resultater som udføres på 2G bliver diskvalificeret i undersøgelsen. Smartphonen vil altid klamre sig til 3’s 3G eller 4G netværk i et område, hvor der ellers er så lidt signal, at smartphonen burde skifte til roamingnetværket. Og hvis forbindelsen skifter til roaming på TDC’s 2G netværk, så bliver området kategoriseret som ”ikke tilgængelig bredbånd”.
På det interaktive dækningskort inddeles de målte strækninger i forskellige kategorier med forskellige farver. Hvis et teleselskab får målt over 5 Mbit/s i upload eller downloadhastighed, så er området farvet med en grøn farve. Denne kategori kaldes “hurtig mobildata” og er den bedste kategori. Hvis hastighederne derimod er under 5 Mbit/s, så markeres området med en gul farve og kategoriseres som “basal mobildata”.
I det øjeblik overførslen bliver foretaget via en 3G forbindelse, så er det i praksis ikke muligt at opnå mere end den gule farve (basal mobildata). Det er i praksis kun muligt at opnå den grønne farve (hurtig mobildata), såfremt overførslen foretages via 4G.
Dårlige målinger i starten af året
Afhængig af om målingerne på 3’s mobilnetværk er fortaget i januar/februar eller marts/april, så vil der være forskel på de netværk, som er tilgængelige under testen. Testes en strækning med dårlig dækning fra 3 i januar, så giver resultatet måske et elendigt resultatet, fordi smartphonen klamrer sig til 3’s netværk i et område, hvor signalet er meget svagt, og området klassificeret som ”ikke tilgængelig bredbånd” eller får et meget dårligt resultat. Bliver forbindelsen for dårlig, så skiftes der til TDC’s 2G netværk, og igen betegnes området som ”ikke tilgængelig bredbånd”.
Køres samme strækning i marts, så roames der derimod på Telia’s 3G netværk, og resultatet tæller med – måske oven i købet med en ganske pæn hastighed. Forskellen kan bedst illustereres ved at kigge på rapporten, og det interaktive dækningskorts kategorier (se billede til højre). Forskellen kan i teorien være forskellen mellem “Meget begrænset mobildata” og “Basal mobildata”.
Der kan altså være en forskel som på nat og dag i resultaterne.
Nogle målinger er ubrugelige
Det betyder i realiteten, at alt data indsamlet før marts 2016 er forældet, og derved reelt ubrugeligt, hvis man bruger det interaktive dækningskort. Men dette fremgår ikke i rapporten eller det interaktive dækningskort.
Men problemet med roaming giver flere udfordringer. Med 3’s roaming aftale med Telia kan en smartphone under visse omstændigheder blive hængende på Telias mobilnetværk i flere timer – også selvom der er tilstrækkelig 3G eller 4G dækning fra 3’s eget netværk.
Dermed er der en risiko for at utallige målinger på Telia’s 3G-netværk i stedet for 3’s 3G eller 4G mobilnetværk. Det kan sagtens tænkes, at give forskellen på f.eks. “Basal mobildata” og “Hurtig mobildata”. Igen fremgår denne “lille detalje” ikke af hverken rapporten eller kortet.
Fra slemt til rigtig slemt
Men det bliver endnu værre. Der er nemlig ikke taget højde for, at Telia og Telenor’s mobilnetværk er et og samme mobilnetværk. Det betyder, at man har testet Telia og Telenors mobilnetværk med hver sin smartphone. Det betyder, at det er en overvejende sandsynlighed for, at målingerne på Telia og Telenor’s mobilnetværk er foretaget på samme tid.
I praksis betyder det, at når hastighedsmålingerne er udført på samme tid, så har man påført Telia og Telenor’s mobilnetværk dobbeltbelastning sammenlignet med TDC og 3s mobilnetværk. Det gør en enorm stor forskel på målingerne.
Mobilnetværk er en delt ressource, og man deles om den tilgængelig kapacitet. Hvis begge smartphones, der skal teste Telia’s og Telenor’s mobilnetværk, f.eks. er forbundet med en LTE 800 mobilmast, så kan der i praksis opnås en maksimal downloadhastighed på omkring 75 Mbit/s.
Tester man netværket med én smartphone kan den teoretiske downloadhastighed altså være op til 75 Mbit/s. Testes to smartphones på samme tid, så skal de deles om kapaciteten, og hver smartphone overfører måske kun 30 Mbit/s. Det er ikke det store problem i forhold til hastighedsmålingerne i områder med meget god mobildækning, men kommer man ud i kanten af dækningsområderne, så er kan det have enorm stor indflydelse på, om området registreres med “Basal mobildata” eller “Hurtig mobildata”.
Igen er denne ‘lille detalje’ glemt i rapporten og på kortet.
Tredobbelt belastning på 3G
Men som om det ikke allerede er slemt nok, så er der faktisk også en risiko for, at nogle målinger er foretaget med tre smartphones på samme mobilnetværk. Det kan lade sig være hvis smartphonen med et 3 abonnement roamer på Telias 3G mobilnetværk i et område, hvor der ikke er tilstrækkelig med 4G mobildækning. Hvis der ikke er tilstrækkelig med 4G-dækning, så falder både Telia og Telenor tilbage på selskabernes 3G netværk (TT-netværket).
Dette er faktisk ikke helt utænkeligt, da TT-netværket endnu ikke er fuldt udbygget med 4G på alle mobilmaster.
Der er altså en risiko for, der er foretaget hastighedsmålinger på samme tid med både Telia, Telenor og 3 på TT-netværket’s 3G mobilnetværk. Dette er særdeles kritisk, da kategoriseringen af hastighederne på det interaktive dækningskort i høj grad risikerer at blive påvirket.
Heller ikke dette forhold er nævnt med ét ord.
Viser rapporten så sandheden?
Tilbage står faktisk kun ét spørgsmål, og det er, om den 5 millioner kroner dyre rapport med et hemmeligt bilag, og tilhørende interaktive dækningskort, så afspejler virkeligheden? Hvis man blot læser rapporten og kigger på dækningskortet, så virker det ganske overbevisende, men det holder ikke til en nærmere undersøgelse.
Det vil være forkert at kalde rapporten ubrugelig, men på den anden side, så kan man heller ikke kalde delen med målinger af datahastigheden brugbar. Det eneste teleselskab, som har fået foretaget én reel og nogenlunde fair måling er TDC, mens der kan stilles store spørgsmålstegn ved målingerne af både 3, Telia og Telenor.
Samtidigt indeholder hverken rapport eller det interaktive dækningskort en ordenlig beskrivelse af de ret så relevante detaljer, som almindelige danskere ikke har en chance for at vide noget om. Med andre ord, så kan man som lægmand ikke vurdere indholdet uden at forstå præmissen og testmetoderne indgående.
Men hvorfor er det overhovedet relevant at belyse problemerne ved rapporten. Det enkelte svar er, at du som lægmand ikke har skyggen af en chance for at vurdere resultaterne, hvis du ikke er bekendt med de små detaljer.
Som bekendt findes tre slags usandheder: Løgn, forbandet løgn og statistik. I dette tilfælde har vi fat i det sidste punkt.
Spørgsmål til regionen
Svarene fra den ansvarlige
Projektleder Thomas Kampmann har dog ikke ønsket at svare direkte på vores spørgsmål, men har derimod send os nedenstående kommentar på e-mail:
– “Målingen af den mobile bredbåndsdækning i Nordjylland er foretaget med henblik på at dokumentere behovet for øget tilgængelighed af mobilt bredbånd. Derudover skal målingen danne udgangspunkt for en dialog med netværksoperatørerne om, hvordan vi i samarbejde kan sikre en så god mobil bredbåndsdækning i Nordjylland som muligt.
Målingerne er udtryk for et øjebliksbillede og viser den brugeroplevede kvalitet af dækningen. Grundlaget for målingen er udarbejdet i samarbejde med netværksoperatørerne, med henblik på at give så retvisende et billede af denne brugeroplevelse som muligt.
Der er, som du påpeger, også en række fejlkilder i en måling af denne type. Det er fejlkilder vi er opmærksomme på, men som vi også har vurderet, ikke ændrer grundlæggende på, at vi med målingen har kunnet tegne et generelt billede af, hvor der er en høj brugeroplevet kvalitet og hvor der er oplevet større udfordringer med at anvende mobilt bredbånd.
Konklusionerne af målingen fremgår af den tidligere fremsendte afrapportering og den udsendte pressemeddelelse. Vi mener, at vi med målingen har et retvisende billede af den generelle mobile bredbåndsdækning, og at vi på den baggrund kan drage de konklusioner, vi er nået frem til.”
På MereMobil.dk håber vi, at de folk, som af ren nysgerrighed kigger det interaktive kort og læser rapporten, har det fornødne tekniske indblik til at forstå de tekniske detaljer, som de ikke kan læse sig frem til. Det ville være meget uheldigt, hvis en “doven” journalist kom til at misfortolke de tilgængelige oplysninger, fordi vedkommende ikke har den fornødne baggrundsviden til at forstå det interaktive dækningskort.
Mere til historien
Projektet “Bedre Bredbånd i Region Nordjylland” har et samlet budget på 5.045.000 kr.. Halvdelen betales af Business Region North Denmark, mens den anden halvdel betales af Vækstforum Nordjylland.