Historien om root: Hvorfor roote Android mobilen
BAGGRUND: Hvis du ejer en Android smartphone, så har du muligvis hørt om begrebet “root”, men hvad er det egentligt og hvorfor roote Android?
Det er efterhånden den almene forståelse, at en Android telefon bringer langt flere muligheder med sig, end hvis man eksempelvis ejer en Windows Phone eller iPhone. Nogle finder disse muligheder uundværlige, mens andre foretrækker at telefonen bare fungerer og gør tingene, som det var ment fra producentens side.
En af fordelene ved de mange muligheder, som en Android telefon fører med sig, er muligheden for at roote den. Måske har du hørt om begrebet før, uden at være sikker på hvad det præcist dækker over, men bare rolig, det vil vi her forsøge at kaste lys over i denne baggrundsartikel. Vi fortæller hvorfor du skal roote Android, men også hvorfor du ikke skal.
HTC var first-movers
I vinteren 2009, blev de første spæde stik taget og fundamentet grundlagt, for det der senere skulle vise sig at blive verdens mest anvendte operativsystem. Google sendte i samarbejde med HTC den første Android smartphone på markedet. HTC Dream blev navnet på den lille baby, som HTC’s og Googles tætte samarbejde førte med sig. HTC Dream var udviklet, med særligt henblik på folk, der befandt sig godt indenfor udviklerverdenen og bestemt ikke kunne se sig selv med en iPhone i hånden, som Apple havde introduceret til det amerikanske marked, to år forinden.
HTC Dream førte ikke blot et nyt operativsystem med sig, men også muligheder, som hidtil havde været en utopi at forestille sig på en mobiltelefon.
HTC Dream var nemlig ikke længe på markedet, inden de første programmører havde kastet deres nørdede kærlighed på telefonens styresystem og havde knækket koden, til hvordan man selv kunne styre hvad der skulle ligge på telefonen af programmer, styresystem og temaer. Manøvren blev kaldt root og proceduren blev siden delt på diverse hjemmesider.
Helt konkret opnår man udvidede administrator rettigheder over sin telefon, når man rooter den, samt adgang til filer i Android systemet, som ellers er lukket ned bag lås og slå, når den forlader samlebåndende hos de forskellelige Android producenter. Effekten af root kan let sammenlignes med at tune en bil, hvor hensigten er den samme, nemlig at pille ved noget, der allerede fungerer, med henblik på at optimere ydeevnen.
Fokus på brugerflade og forbedringer
Lige siden de tidlige Android dage, bedst illustreret af HTC’s og Googles tætte samarbejde, der kastede HTC Dream af sig, er root-metoden blevet videreudviklet af kyndige eksperter indenfor området og mulighederne root fører med sig, er blot blevet flere og flere.
I dag rooter de fleste deres telefoner, for at installere en såkaldt custom rom, der er et stykke software, der er udviklet for at erstatte det præ-installerede system, men som giver langt flere muligheder, end den standardsoftware, som telefonen kommer med. Hvis man vælger at roote sin telefon, kan man også installere små modificeringer af systemet, som eksempelvis kan være et tema, eller en særlig tilpasning af en af telefonens funktioner.
Selvom fordelene ved at roote sin telefon er mange, så fører det også visse ulemper med sig. Eksempelvis kan du miste garantien på din telefon og i værste fald, kan man også risikere at pille for meget ved telefonens styresystem, så telefonen går i stykker. Derfor gør man klogt i at benytte sig af root med omtanke og for langt de fleste, vil det være bedst at holde sig til telefonen, som den var, da man modtog den.
Root kan være spændende og sjovt tidsfordriv, men hvis ikke du har rimelig indsigt i teknologi, kan det ikke anbefales at rode med.
Mere til historien
Hvis du, efter at havde læst denne artikel, har fået blod på tanden og ønsker at give dig i kast med at roote din egen Android telefon, så anbefaler vi, at du tager et kig på XDA-Developers forum, hvor der er vejledninger, guides og diskussioner omkring root og software til de forskellige modeller.
Læs også:
– Flere baggrunds-artikler