Google opdaterer Foto-app med favorit- og hjerteknap
Brugere af Google Fotos får nu nemmere ved at kategorisere fotos og video.
Du kender det sikkert godt. Hvor er det nu det gode billede ligger gemt i foto-appen?
Heldigvis er der godt nyt til brugere af Google Fotos. For inden længe bliver det nemlig muligt at tildele fotografier og videooptagelser mærkaterne “Favorit” og “Synes godt om”. Det skriver Android Authority.
– YouTube Music rammer snart Danmark
Favorit-funktionen er den første af de to funktioner, der får debut. På ens videoer og billeder kan man trykke på et lille stjerne-ikon. Derefter bliver billedet eller videoer klassificeret som en “Favorit”. Det betyder, at man nemt kan finde det i albummet kaldet “Favoritter”. Albummet fungerer som alle andre albums i Google Fotos. Det er altså nemt at dele med andre.
“Hjertefunktion” eller “Synes godt om” er møntet på de billeder, som er delt med dig. Forestil dig eksempelvis, at svigermor deler sine feriebilleder med dig. Ligesom på Facebook er det så muligt at “like” de billeder, som man synes særlig godt om.
Efterfølgende vil svigermor så få at vide, at du har liket ét eller flere af hendes feriebilleder. At dømme ud fra Googles demonstration, så er det muligt at synes godt om enkelte billeder eller hele samlinger af fotos eller videoer.
– Nu kommer betalings-YouTube til Danmark
Google har ikke specificeret, hvornår de nye knapper rammer Google Fotos. Favorit-funktionen skulle angiveligt være lige på trapperne, mens muligheden for at like svigermors billeder efter sigende “kommer snart”.
Google Fotos er tilgængelig på både iOS og Android. Derudover har tjenesten en hjemmeside og PC-appilkation, der gør det muligt at se og administrere sin fotos og videoer via computeren. Du kan downloade Google Fotos til Android her og iOS her.
Mere til historien
Google præsenterede den første udgave af Google Fotos i maj 2015. Det fremgår af Wikipedia. Tjenesten tilbyder gratis backup af billeder og video, så længe det ikke er i original kvalitet.