Moto G6 og Moto G6 Play – mobiler til lavpris
Vil du ikke ofre ret mange penge på en smartphone? Moto G6 og Moto G6 Play kan være et bud til netop dig. Læs mere om dem her.
Motorolas forårskollektion 2018 består af tre nye telefoner i G-serien, som sidste år høstede gode anmeldelser – trods en relativt begrænset pris.
Den primære model hedder Moto G6 Plus og er en Android smartphone med spændende specifikationer til 2.299 kroner.
LÆS OGSÅ: Mød Moto G6 Plus – rigtigt meget til budgetpris
Hvis det skal være endnu billigere, og er du parat til at ofte lidt af udstyret, så skal du se nærmere på Moto G6 og Moto G6 Play. Læs mere om dem herunder.
Motorola Moto G6 i overblik
I forhold til plusmodellen er processoren skruet lidt ned i styrke, RAM-mængden er reduceret til 3 GB, og du får en lidt mindre skærm. Det betyder også en lidt mindre fysisk størrelse.
Denne telefon kommer stadig med det nye 18:9 skærmformat, der får mobilen til at fremstå lidt slankere. Desuden vedlægges en hurtigoplader i salgspakken, så du fra starten kan udnytte hurtigopladnings-funktionen.
Også her får du dual-kamera (12 megapixels + 5 megapixels). Selvom kameraet ikke helt matcher det som findes i Moto G6 Plus, får du stadig de samme softwarefunktioner som genkendelse af seværdigheder, portræt tilstand osv. Men du må undvære 4K-videooptagelse og nøjes med 1080p (60 fps) som det maksimale.
Der er stadig dual-sim, fingeraftrykslæser på fronten samt frontvendte højtalere.
Moto G6 har en vejledende pris på 1.799 kroner uden abonnement. Farvevalget skal stå imellem Deep Indigo, Silver og Oyster Blush. Salgsstarten er den 4. juni. 2018.
I salgspakken ligger desuden et gennemsigtigt silikonecover til beskyttelse af bagsiden.
Specifikationer: Moto G6
– Skærm: 5,7 tommer (Full HD+), 18:9 format
– Processor: Qualcomm Snapdragon 450
– RAM: 3 GB
– Hukommelse: 32 GB
– Dual-SIM: Ja (2 sim-kort + MicroSD-kort plads samtidigt)
– Udvidelse af hukommelse: MicroSD op til 128 GB
– Batteri: 3.000 mAh med hurtig opladning
– Kamera: 12 megapixels, F/1.8 og 5 megapixels
– Frontkamera: 8 megapixels
– Størrelse: 153.8 x 72.3 x 8.3 mm
– Vægt: 167 gram
– Fingeraftrykslæser: På fronten
– Frontvendt højttaler med Dolby Audio
– IP-certificering: Nej (P2i)
– Forbindelser: Bluetooth 5.0, USB Type-C, 3.5 mm. Jackstik, Wi-Fi (2.4 GHz + 5 GHz)
– Platform: Android 8.0 med Motorola tilpasninger
Motorola Moto G6 Play i overblik
Den helt billige telefon i G-serien er Moto G6 Play. Her er vi helt nede i 1.499 kroner uden abonnement.
Moto G6 Play vil du nok finde interessant, hvis du ikke gider lade din mobil hele tiden. Her får du nemlig et batteri på hele 4.000 mAh. Det er en kapacitet, der svarer til batteristørrelsen på Huawei P20 Pro – altså topmodel fra den øverste hylde.
Ligesom på de andre G-telefoner medfølger der også her en hurtigoplader i salgspakken samt et silikone-bagsidecover.
Moto G6 Play har ikke dual-kamera men et almindeligt traditionelt kamera på 13 megapixels (2.0 aperture). De smarte softwarebaserede funktioner fra de andre telefoner i serien, er sparet væk her.
Fingeraftrykslæseren sidder på bagsiden, og altså ikke på fronten, som tilfældet er på Moto G6 og Moto G6 Plus.
Dette er telefonen til dig, der ikke nødvendigvis går ret meget op i smartphone-funktioner, men stadig vil kunne læse nyheder på nettet og tage et hæderligt billede en sjælden gang i mellem.
Moto G6 Plus koster 1.499 kroner (vejledende). Fra den 4. juni 2018 bliver den tilgængelig i butikkerne.
Specifikationer: Moto G6 Play
– Skærm: 5,7 tommer (720p HD), 18:9
– Processor: Qualcomm Snapdragon 430
– RAM: 3 GB
– Hukommelse: 32 GB
– Dual-SIM: Ja (2 sim-kort + MicroSD-kort plads samtidigt)
– Udvidelse af hukommelse: MicroSD op til 128 GB
– Batteri: 4.000 mAh med hurtig opladning
– Kamera: 13 megapixels, F/2.0
– Frontkamera: 8 megapixels
– Størrelse: 154.4 x 72.2 x 9.0 mm
– Vægt: 175 gram
– Fingeraftrykslæser: På bagsiden
– Frontvendt højtaler med Dolby Audio
– IP-cerificering: Nej (P2i)
– Forbindelser: Bluetooth 4.3, USB Type-C, 3.5 mm. Jackstik, Wi-Fi (2.4 GHz)
– Platform: Android 8.0 med Motorola tilpasninger
Løbende softwareopgraderinger
Uanset om du går efter Moto G6, Moto G6 Play eller Moto G6 Plus får lover Motorola løbende softwareopdateringer.
I produktets levetid kan du forvente minimum én stor opgradering af Android-platformen. Dertil kommer sikkerhedsopdateringer hver anden måned.
Dermed lægger Motorola, lige som Nokia, billet ind på de købere som stadig vil holdes ajour på softwaren, trods den forholdsvis lave pris på produkterne.
Mere til historien
Sammen med G-produkterne har Motorola også lanceret Moto E5. Her er vi helt nede i 1.199 kroner i vejledende udsalg uden abonnement. Telefonen kommer på markedet den 4. juni 2018.