Microsoft lancerer Edge-browser til Android
Windows-webbrowseren Edge er nu tilgængelig i en særlig testudgave til Android.
Indtil for ganske nylig var Edge-browseren udtryk for, at man rejste internettet rundt fra en Windows PC. Men det er slut. For nu kan man også bruge Microsofts Edge-browser på smartphonen. Den er nemlig tilgængelig som beta-version i Google Play.
Dermed har Microsoft taget endnu et skridt i retning af målet om at bringe Windows og Android mere sammen. For nylig udgav den amerikanske software-gigant en såkaldt launcher til Android. Og nu er turen så kommet til internetbrowseren.
– Windows Phone er for alvor død
Microsoft har desuden udgivet Edge-browseren til iOS. Det skriver GSMArena. iOS-udgaven er dog ikke længere tilgængelig. Det skyldes, at Apple begrænser antallet af downloades på apps i betastadiet. Og det er netop tilfældet for Edge til iOS.
Både iOS- og Android-udgaven er dog i testfasen. Derfor fremgår det også af Google Play, at appen “kan være ustabil”.
Indbygget QR-læser
Edge-browseren til Android har en række ligheder med Chrome, men den adskiller sig på et par punkter. Eksempelvis har browseren en indbygget QR-kodelæser. Derudover kan Edge på mobilen snakke med Edge på computeren. Det udmærker sig i synkronisering af bogmærker og læseliste.
Og så kan man fortsætte med at browse på sin computer med det Microsoft kalder “Continue on PC”. En feature, der betyder, at PC’en ved hvilken hjemmeside man senest har besøgt. Det minder i grove træk om Apples “Continuity”, der virker mellem Mac og iOS-apparat.
Det er ikke nyt, at Microsoft lancerer Windows-apps til Android. Google Play er eksempelvis hjemsted for hele Office-pakken inklusiv Microsoft Word og PowerPoint. Derudover kan man også finde Skype og en lang række andre Microsoft-apps. Faktisk har Microsoft udgivet en app, der samler alle andre Microsoft-apps til Android.
Mere til historien
For at få mest ud af Edge-browseren skal man være logget ind med sin Microsoft-konto. På den måde kan telefonen snakke sammen med PC’en.