Hold øje! Familie slap med skrækken efter iPad-oplader brand
En familie ved Skive slap med skrækken. iPad opladeren antændte sofaen. Hver femte dansker bruger en brandfarlig oplader. Få fem gode råd til opladning.
Indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Jan Nygaard Christensen, er ikke i tvivl, og vil gerne videregive gode råd, når det kommer til opladere – blandt andet opladere til Apples produkter; iPad- eller iPhone:
– “Tag dem ud af stikkontakterne”, siger han.
Jan Nygaard Christensens korte opfordring kommer efter en familie i Grønning ved Skive kom hjem til et hus i brand.
Familien slap med forskrækkelsen, men det kunne have gået meget værre, da en iPad-oplader kortsluttede og lørdag eftermiddag i den forgange weekend og antændte en sofa.
Indsatslederen fortæller om hændelsen til TV Midtvest, og kan berette, at en af familiens iPad-opladere ikke var tilsluttet en enhed, men sad i en tændt stikkontakt op ad sofaen.
– “Det kan jo ske, at varme kan få en iPad-oplader til at kortslutte. Og når den så sidder op ad en sofa, kan den nemmere gå i brand”, siger Jan Nygaard Christensen til tv-stationen.
Familien var ikke hjemme, men sofaen udbrændte fuldstændigt og der nåede også at gå ild i andet i stuen, inden konen i huset kom hjem og opdagede at der var noget galt. Til al held var alle vinduer lukkede, og det har vist sig trods alt at være godt for familien.
– “Branden slukkede næsten sig selv, fordi der ikke var mere ilt tilbage i huset. Hvis der havde været åbne vinduer, var huset nok brændt helt ned”, beretter Jan Nygaard Christensen.
På grund af røgskader er huset ubeboeligt og familien skal genhuses.
Er din oplader uoriginal?
Brand i både opladere og batterier i smartphones har flere gange givet panderynker hos brugerne. For eksempel bøvlede Samsung gevaldig med batterierne i Galaxy Note 7, da den i efteråret sidste år gik i brand.
I slutningen af 2016 fortalte en undersøgelse som Kantar Gallup foretog for Gjensidige Forsikring, at uoriginale opladere øger risikoen for stød og brand. Alligevel bruger op mod hver femte dansker én. Dertil kommer, at opladerne tit forhandles i samme butikker, som sælger originalerne – de uoriginale er bare billigere. Udfordringen. er, at det kan være svært at gennemskue hvad der er originalt.
På grund af de risici der er med de uoriginale opladere, anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at man undgår de uoriginale opladere. Samtidig opfordrer styrelsen til, at man ikke oplader sin tablet eller smartphone, når man ikke er i umiddelbar nærhed eller når man sover.
Desuden skal en mobiltelefon eller en tablet aldrig ligge til opladning på et brandbart underlag, som en seng, en dug eller en sofa(!).
Her er fem råd til opladning af elektroniske enheder
- Sørg for at oplade, når du kan holde øje med opladeren
- Tjek at stik og ledning ikke har synlige skader
- Brug originale opladere
- Undgå at lægge opladeren på et brandfarligt underlag, f.eks. i sofaen eller sengen
- Dæk ikke opladeren eller enheden der opledes til, da den kan blive overophedet
Mere til historien
Hele sagen med Galaxy Note 7-enhederne, som brød i brand, endte med at Samsung kaldte modellen tilbage fra markedet. I sine bestræbelser for at få fat i alle købere af Galaxy Note udsendte Samsung i marts i år en softwareopdatering, som alene var til Note 7, og som med et slag gjorde telefonerne ubrugelige. Når opdateringen var installeret var det umuligt at oplade telefonen.