Så dyrt er roaming når EU-datapakken er opbrugt

Roaming udover den inkluderede datamængde er hundedyrt. Se her hvad det koster når din EU-datamængde er opbrugt.

EU roaming har ført til prisstigninger på abonnementerne hos de fleste teleselskaber, men hvad koster det, når du bruger mere data, end der er inkluderet i dit abonnement?

EU

EU

EU har pålagt teleselskaberne at tilbyde roam-like-at home roaming indenfor EU (og EØS), men samtidig har EU tilladt en såkaldt fair-use kattelem. Den gør teleselskaberne kan nøjes med at tilbyde fri roaming baseret på, hvor meget man betaler for sit abonnement.

 – EU-roaming: Tjek disse 5 ting og spar penge på mobilregningen

I praksis betyder det, at et abonnement hos f.eks. Oister, der inkluderer 10 timers taletid, fri SMS/MMS og 20 GB data til 89 kroner i abonnement kun inkluderer 2,49 GB data til brug inden for EU/EØS.

Det lyder måske ikke af ret meget, og det er det heller ikke.

Roaming koster kassen

Når den inkluderede mængde data er opbrugt, så vil yderligere roaming være forbrugsafregnet.

Energistyrelsen, som er den danske telemyndighed, forklarer reglerne således:

 – “I henhold til de nye regler for roaming skal du kunne anvende hele dit hjemlige abonnement i andre EU-lande, med forbehold for en eventuel grænse for rimeligt forbrug (”fair use”-grænse) på data. Dette indebærer, at du fortsat skal kunne anvende abonnementet efter, at en eventuel ‘fair use’-grænse er nået, og der fortsat er mængder tilbage i dit abonnement at forbruge. Ved forbrug udover ‘fair use’-grænsen og indtil abonnementets samlede forbrugsgrænse kan din udbyder pålægge et tillæg svarende til det til enhver tid gældende engrosprisloft for data. Som alternativ hertil kan din udbyder vælge at tilbyde forbrugspakker med på forhånd inkluderet datamængde (top-ups), som du kan tilkøbe, hver gang du har opbrugt en tilkøbt forbrugspakke.”

 – EU-roaming: Hvor er der 4G-speed, og hvor får du sneglefart?

Bruger vi eksemplet med Oister, så var der altså inkluderet 2,49 GB roaming i EU. Når disse er opbrugt, så kan man bruge de resterende cirka 17,51 GB data til roaming. Men disse 17,51 GB vil blive forbrugsafregnet efter EU’s engrospriser, som i 2017 er € 7,7 per GB data ekskl. moms (fra 15. juni 2017).

Det er  i runde tal cirka 71,50 kroner per GB, som dit teleselskab må opkræve.

Bruger du f.eks. dit abonnement til at streame YouTube videoer i høj kvalitet (Full-HD), så koster det altså omkring 78 kroner i timen.

Med andre ord så kan en 21 timers biltur til Rom med to unger på bagsædet gå hen og blive en ganske dyr fornøjelse. Heldigvis er teleselskaberne forpligtet til at lukke forbruget, når dit roaming forbrug overstiger cirka 465 kroner, så helt flået bliver du ikke.

Engrosprisen falder langsomt

Nu bander og svovler du måske allerede over, at “det var jo ikke det som Jens Rohde (V) og EU lovede“.  Så er det heldigt, at engrosprisen falder over de næste mange år – helt frem til år 2022.

 – Jens Rohde: Regning skal ikke betales af forbrugerne

Desværre falder engrospriserne meget langsomt, og selv i år 2022, når prisen er faldet til det laveste, er engrosprisen latterlig høj, sammenlignet med de priser vi normalt ser i Danmark.

Den 1. januar 2018 falder prisen til €6, 1. januar 2019 €4,5, 1. januar 2020 €3,5, 1. januar 2021 €3 og 1. januar 2022 lander prisen på €2,5. Alle priserne er selvfølgelig plus moms.

Mere til historien

Nu er du måske allerede i lidt dårlig humør over denne artikel, og så kan du lige så godt læse lidt flere dårlige nyheder: Flere prisstigninger på vej som følge af EU-roaming

Tags: ,

Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.