Sådan bruges Samsung Gear VR til Cardboard-apps
TIP: Sådan får du adgang til Cardboard apps og services uden om Samsungs låste univers, og udnytter det fulde potentiale i Samsung Gear VR.
Som vi har omtalt i vores anmeldelse af den nye Samsung Gear VR, så har Samsung valgt at låse Gear VR til deres egne applikationer, Oculus og Samsung VR. Det betyder, at man er tvunget til, at anvende disse to tjenesters indhold.
Det er til trods for at der findes et kæmpe udvalg af VR-applikationer – også omtalt som Cardboard-ready apps. Det er applikationer der er udviklet til den åbne Google-VR platform. Altså en platform hvor alle VR-briller, der ikke er låst af deres producent, kan tilgå platformens apps og services.
Det betyder blandt andet adgang til YouTube VR, Street View VR, samt mange flere. Ja, faktisk giver det også adgang til VR-apps som du ikke kan finde i Google Play – var der nogen der nævnte porno i VR?
Sådan får du adgang til meget mere VR-indhold
For at få Samsung Gear VR til åbne adgang for andet VR-indhold, uden for deres egne applikationer, kræver det, at du downloader én bestemt applikation. ”Play Cardboard apps on Gear VR”, hedder applikationen. Den kan findes i Google Play.
Applikationen koster 10 kroner.
Play Cardboard apps on Gear VR lader dig skifte mellem Gear VR mode og Cardboard mode. De to muligheder aktiveres ved at åbne applikationen, følge opsætningsguiden nøje og herefter vælge hvilken mode, telefonen skal arbejde i. Vælger man Cardboard mode, så forbliver din Samsung smartphone i den ønskede applikation, web-video eller anden tjeneste, når telefonen indsættes i brillen.
Vælger du derimod Gear VR mode, så starter Oculus applikationen automatisk, når telefonen indsættes i brillen – ganske som du kender det. Med til ”Play Cardboard apps on Gear VR” hører også andre avancerede funktioner. Disse giver dig yderligere mulighed for at tilpasse dine oplevelser med Gear VR ud over Samsungs grænser.
For at bruge Cardboard mode, kan det være nødvendigt at kalibrere systemet til Cardboard-platformen. Du skal derfor scanne en af de viste QR koder i billedet herover, alt efter din Samsung model.
Mere til historien
”Play Cardboard apps on Gear VR” kan også hentes gratis på Google Play, men kræver root adgang på din Samsung smartphone. Ydermere er det vigtigt for os at påpege, at alle apps installeret uden for Google Play, er på eget ansvar. Vælg kun apps fra kilder du stoler på!