Telenor har mistet 18.000 mobilkunder i Danmark
REGNSKAB: Omsætningen er faldet 3 procent og 18.000 mobilkunder har forladt selskabet.
Telenor har netop fremlagt regnskabet for andet kvartal 2016. Det viser blandt andet, at teleselskabet alene i Danmark, har mistet 18.000 mobilkunder. Faldet kommer efter syv kvartaler med kundefremgang.
I Telenors danske forretning er der nu 1,78 millioner mobilkunder, 73.000 fastnetkunder og 154.000 kunder på bredbånd.
Driftsoverskuddet før skat, renter, afskrivninger og nedskrivninger (EBITDA) endte på 136 millioner norske kroner. I forhold til samme kvartal året før er det en fremgang fra 107 millioner norske kroner.
Telenor har i perioden haft store omkostninger til forberedelsen af fusionen med Telia, der endte med ikke at blive til noget.
– Teleselskaberne har håbløst dårligt image
– ”Andet kvartal har været præget af transformation af hele vores virksomhed, og det kommer især til udtryk i form af kundenedgang og en indtjening, som er under fortsat pres. Det har været et udfordrende kvartal, og det har vi været bevidste om, at det ville være. Digital transformation tager tid, og vi kan ikke forvente at ændre hele vores forretning på én dag. Men det er nødvendigt for at blive mere effektive, og vi tror på, at dette er den rigtige vej at gå for at kunne give kunderne en bedre kundeoplevelse baseret på simple, relevante og digitale løsninger,” siger Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark.
Omsætningen per kunde er faldet med 3 procent, sammenlignet med hvordan det så ud for et år siden. Prisfald på abonnementer og mindre salg af telefoner sender omsætningen ned med 8 procent, målt over et år.
– Telenor dropper salget af taletidskort
Mere til historien
Du finder PDF-filen med Telenors Q2 2016 regnskab her.