Samsung måske på vej med gamepad til Gear VR
Hvis man skal tro på rygterne, er Samsung på vej med en gamepad til deres virtual reality headset, Gear VR.
Samsungs Gear VR fungerer som sådan fint med den indbyggede controller, der fint klarer de fleste basisfunktioner. Men det bliver hurtigt trættende, at skulle have hånden op til hovedet, hver gang du skal til knapperne.
Det har mange producenter af bluetooth controllere allerede indset og derfor lavet flere, både gode og dårlige gamepads. Og nu vil Samsung måske selv være med, skriver Androidauthority.com
Set i lyset af at Google fornyligt annoncerede support af controllere i deres VR platform Daydream, lyder det heller ikke usandsynligt, at Samsung også vil have en controller til deres virtual reality headset. Det er for øvrigt heller ikke første gang Samsung laver en Android kompatibel controller, men det er første gang de laver en specifikt til Gear VR.
Skal man tro billedet, ser det ud som en basis controller, med kun de mest nødvendige knapper og et joystick. Om den vil kunne konkurrere med de mange andre og væsentligt mere avancerede controllere, bliver spændende at se.
– Minecraft er kommet til Virtual Reality
Læs også vores test af Samsung Gear VR.
Mere til historien
For de hurtige var det muligt at få Gear VR med gratis, hvis man forudbestilte Samsung Galaxy S7 og S7 Edge.
Artiklen er skrevet af: Kim Vidkær