Telenor åbner for fri tale og SMS i EU
Udvalgte privatabonnementer hos Telenor får nu fri tale og SMS i Norden eller EU.
Kampen om de danske kunder udkæmpes ikke længere kun på taksterne internt i Danmark, hvilket teleselskabet 3 har været frontløber på med deres 3likehome, som gør en lang række udvalgte lande til roamingfrit område. Telenor kommer nu med ind i kampen på udlandstaksterne.
Telenors privatkunder med ”Fri+”-abonnementer får fra i dag fri tale og SMS i Norden. Hvis man har det største “Fri+”-abonnement, er der desuden fri tale og SMS i hele EU.
Fri+ kunderne får også større datapakker, hvor trafikken dog kun kan benyttes, så længe man befinder sig inden for landets grænser.
– ”Med vores største pakke kan man ringe hjem fra alle EU-lande, uden at det koster ekstra. Dermed gør vi det endnu mere trygt for danskerne at bruge telefonen i udlandet,” siger Telenors kommercielle direktør Lars Thomsen.
De største forskelle på 3 og Telenors udlandsprodukter er, at 3 retter deres fokus mod udvalgte lande, mens Telenors tilbud gælder i hele EU. Omvendt så har 3 data med i deres løsning. Telenor har kun fokuseret på tale og SMS. Om data på et senere tidspunkt vil indgå kan teleselskabet ikke sige noget om.
– “Vi kigger løbende på, om og hvordan vi eventuelt skal tilpasse vores dataroamingprodukter, men vi har ikke nye initiativer at fortælle om pt,” siger pressechef Tom Lehn-Christiansen fra Telenor til MereMobil.dk.
Telenors udlandstiltag er som sådan ikke nyt blandt de danske teleselskaber. I oktober 2014 indførte det TDC-ejede selskab YouSee Mobil en særlig Europa-pakke. Denne pakke var med fri tale, SMS og 100 MB data om måneden inden for EUs grænser.
Mere til historien
I januar lagde Telenor fri udlandstelefoni inden for EU, tale og SMS, i erhvervspakkerne, sammen med 500 MB datatrafik om måneden.