Første kig på Huawei P8
Web-TV: Vi har prøvet Huawei P8 før salgstarten i maj. Her er det første kig på den nye topmodel.
Huawei lancerede onsdag den 15. april 2015 deres topmodel, der skal ud på markedet og slås om kunderne på linje med telefoner fra Samsung, Sony, Apple og mange andre. MereMobil.dk var i London for at følge præsentationen, og i web-TV indslaget herunder, kan du få det første kig på Huawei P8.
Huawei P8 – det første kig
Alu, glas og Full HD
Med P8 går Huawei endnu engang designvejen. Skærmen på 5,2 tommer (Full HD opløsning) er beskyttet af Gorilla Glass 3, og selve telefonen er udført i ét stykke aluminium. Selvom der sidder et godt kamera på 13 megapixels i P8, skal du ikke som på Samsung Galaxy S6’erne og de nye iPhones, leve med en udstående optik. På Huawei P8 ligger kameraet helt plant med det øvrige design.
Som heavy-user skal du forventes en dags batteritid på en opladning, mens brugere med et mere moderat forbrug vil have strøm til halvanden dags brug, lovede Huawei ved præsentationen.
En spændende detalje er den såkaldte app-power firewall, som i baggrunden holder øje med applikationer, der usynligt dræner batteriet for strøm. Sker dette vil denne funktion blokere app’en, hvilket i sidste ende giver bedre batteritid.
P8 leveres med Android 5.0.2 Lollipop hvor brugerfladen Emotion UI er lagt ned over. Det største forskel her er, at alle ikonerne er trukket ud på forsiderne, som på iPhone, og ikke gemmer sig i undermenuer.
I Danmark kommer Huawei P8 med 16 GB intern hukommelse og plads til MicroSD-hukommelseskort. Prisen uden abonnement er meldt ud til 3.699 kroner, og farvemulighederne bliver champagnehvid og grå.
Mere til historien
Huawei P8 findes også i en variant med 64 GB hukommelse samt dual-SIM. Denne kommer ikke på det danske marked, oplyser Huawei til MereMobil.dk.