Mobildebat.dk: Historien om landets største forum for mobilnørder

Fra den spæde start i 2000 til det endelige farvel i 2019: Her er fortællingen om landets største debatforum for tech-entusiaster, der endte i et sort cyberspace-hul.

Domænet www.mobildebat.dk blev registreret den 1. november 2000.

Efter næsten 20 år på markedet blev det store debatforum for mobilnørder og tech-interesserede ramt af et omfattende hackerangreb. Det skete den 26. september 2019.

Herefter fulgte en turbulent periode for Mobildebat.dk, hvor ejerne forgæves forsøgte at etablere en stabil drift. Den 13. december 2019 begyndte det, som skulle vise sig at være afslutningen: Mobilselskabet ApS, der også ejer Mobil.nu, købte Mobilsiden.dk og herunder Mobildebat.dk.

Mobildebat.dk kom desværre aldrig online igen. Den blanke side uden indhold vidner i dag om en svunden tid. I dag viderestiller det 20 år gamle domæne blot til forsiden af Mobilsiden.dk.

Dermed er næsten 2 millioner debatindlæg forsvundet ud i et sort cyberspace-hul. Mobilselskabet ApS har over for MereMobil.dk bekræftet, at databasen slettes, og at Mobildebat.dk ikke bliver videreført.

Lad os mindes Mobildebat.dk og se på, hvordan det hele startede.

Tidslinje: Mobildebat.dk gennem tiderne

Sådan startede Mobildebat.dk

Mobildebat.dk var en udløber af Mobilsiden.dk, som jeg sammen med min tech-kammerat Jan grundlagde i 1996.

Længe før nogen havde tænkt på ord som “sociale medier”, oprettede vi et debatforum. Det skulle vise sig at være en rigtig god idé.

Efter et stykke tid i luften fremlagde jeg idéen om at gøre vores lille debatforum kommercielt interessant for et reklamebureau. Håbet var at skaffe lidt reklameindtægter, men det blev et modløst forsøg.

Meldingen fra bureauet var nemlig, at vi bare kunne glemme alt om debatfora. Ingen ville bruge deres tid på at debattere med andre online. BLITZ til fire år senere, da Facebook åbnede. BLITZ til i dag, hvor milliarder af brugere debatterer på sociale medier i selv de fjerneste afkroge af verden.

Jeg fandt aldrig en holdbar forretningsmodel for Mobildebat.dk. Trods massive sidevisninger, tusindvis af engagerede brugere og et skarpt moderatorteam kom der aldrig gang i indtægterne.

Til gengæld kan jeg se tilbage på en mangeårig periode, hvor jeg var med til at skabe et unikt samlingssted for tech-interesserede i Danmark.

Branchen kiggede med

Mobildebat.dk blev stedet, hvor hele mobilbranchen kiggede med.

Dengang fandtes der stort set ikke kommentarfelter direkte på nyhedsartiklerne. Hvis man ville vide, hvad mobilbrugerne og technørderne reelt mente i starten af 00’erne, var Mobildebat.dk det eneste rigtige sted.

Det var de færreste fra branchen, der gav sig til kende – man ville jo gerne beholde sit job, og så var det rart at kunne gemme sig bag et alias.

Frank Rasmussen, der grundlagde Telmore i 2000 og senere BiBob i 2007, var en af de markante profiler. Han brugte forummet til at være i øjenhøjde med sine potentielle kunder. I bagklogskabens lys burde han nok have betalt for den eksponering, men sådan var tiderne ikke; Mobildebat.dk handlede om, at alle hjalp alle.

I 2010 kom den første mobiludgave af sitet. Den kaldte vi dengang for en “touch-venlig mobilversion”.

Tiderne skiftede

Som årene gik, vandt kommentarspor på artikler og Facebooks indtog terræn. Dette og flere andre trends ændrede grundlaget for Mobildebat.dk.

Der kom ikke så mange nye brugere til, og de nye var ikke nær så engagerede.

Selvom Mobildebat.dk stille og roligt mistede sin dominerende betydning i branchen, stod databasen tilbage som et monument over den tidlige digitale tidsalder i Danmark.

Mange indlæg er desværre gået tabt gennem årene af forskellige årsager. De nostalgiske kan stadig gå på jagt hos Wayback Machine og gense fragmenter af de gamle debatsider.

Som nævnt grundlagde jeg Mobildebat.dk som en del af Mobilsiden.dk. I 2005 udtrådte jeg af ejerkredsen. Frem til 2013 var jeg chefredaktør og ledende for Mobilbasen ApS, der var den daværende ejer. MereMobil.dk, som du læser nu, startede den 1. december 2013.

Hvad husker du?

Da det gik op for mig, at Mobilselskabet ApS ville nedlægge og udslette Mobildebat.dk, forsøgte jeg at overtage resterne.

Mit mål var ikke at drive det videre – det tror jeg ikke er muligt – men derimod at gøre databasen tilgængelig som et historisk arkiv. Samtidig ville jeg overgive en kopi til Det Kgl. Bibliotek for at bevare vores digitale fodspor for eftertiden.

Desværre har de nuværende ejere ikke været interesserede i et samarbejde.

Tilbage er nu kun denne historiske artikel.

Hvad husker du bedst? Hvad var dit alias? Hvordan husker du Mobildebat.dk? Hvis du vil dele dine tanker og minder med andre ligesindede, er du meget velkommen til at skrive en kommentar herunder.

Til minde om Mobildebat.dk ❤️

/John G., medgrundlægger

OBS: Denne artikel er skrevet frit efter hukommelsen. Du er velkommen til at bidrage med rettelser eller tilføjelser i kommentarfeltet.

Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2026 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram