AirPods Pro 3 vs. AirPods Pro 2 – Skal du opgradere?
TEST: Er de nye AirPods Pro 3 pengene værd, hvis du allerede ejer Pro 2? Jeg har testet Apples nyeste topmodel og sammenlignet lyd, støjreduktion og den forbedrede pasform direkte med AirPods Pro 2.

Apples AirPods Pro-serie er uden tvivl verdens mest populære ørebøffer, men med lanceringen af tredje generation står mange med det samme spørgsmål: Skal jeg skifte mine gamle ud?
Ved første øjekast ligner AirPods Pro 3 sig selv til forveksling.
De er stadig kun hvide, og du skal kigge grundigt efter for at spotte de fysiske ændringer. Men under hjelmen og i selve formen har Apple gemt vigtige opgraderinger.
I denne test går jeg i dyden med, om de nye silikonedutter og den justerede form rent faktisk gør en forskel i hverdagen, og om de tekniske nyheder som dobbelt så god støjreduktion og indbygget pulsmåler er nok til at sende de gamle AirPods Pro 2 på pension.
Komforten: Her slår Pro 3 forgængeren
En af de mest velkomne opgraderinger er komforten. Selve øreproppens form er blevet justeret, så de nu sidder bedre i øregangen.
Det betyder i praksis, at de føles mere behagelige end forgængeren – som jeg dog aldrig har haft større problemer med, når det kommer til komfort.
Der følger nu fem forskellige størrelser silikonedutter med, hvilket gør det lettere for flere brugere at finde den helt rette pasform.
Hvis du er en af dem, der tidligere har kæmpet med, at propperne enten gnaver eller glider ud under bevægelse, er den nye pasform og de ekstra størrelser i kassen alene en grund til at overveje skiftet.
Støjreduktionen er fantastisk
Lydmæssigt tager Pro 3’erne den velkendte, gode lyd fra forgængeren og gør den større og bedre, men du skal altså have dem side-by-side for virkelig at opleve forskellen.
Overordnet set oplever jeg lyden som detaljeret og velbalanceret, men det er ikke sådan, at jeg har bemærket en vanvittig ændring fra forgængeren.
Den største opgradering er helt klart støjreduktionen (ANC).
Apple lover, at den er dobbelt så effektiv som den i AirPods Pro 2. Sidder du i et fly, går på gaden eller bare har larmende børn omkring dig, så vil du kunne høre, at støjen virkelig effektivt opløses.
Transparent lyd, som lader lyden udefra slippe igennem, er i særklasse.
Den lyder naturligt og gør det nemt at føre en samtale uden at tage headsettet ud.
Funktionen “opmærksomhed på tale” sænker automatisk lyden og lukker lyd fra omgivelserne ind, når du begynder at tale. For dig føles det naturligt – men den, du taler med, opdager ikke, at du faktisk kan høre dem, da headsettet stadig sidder i ørerne.
Også opkaldskvaliteten er i top; din stemme går klart igennem, selv i støjende omgivelser. Der er dog stadig rumklang fra det rum, du befinder dig i. Støjen fra omgivelserne dæmpes, når du ikke taler, men elimineres ikke nok, når du siger noget. Derfor er AirPods Pro ikke headsettet, du skal bruge, hvis du skal føre en længere samtale i støjende omgivelser, f.eks. i en bil.
Du kan anvende AirPods Pro 3 som et ”lite” høreapparat, hvilket også inkluderer en høreprøve, som kan tages via din iPhone. Ret smart tænkt og nok også virkelig anvendeligt for mange. Ifølge Apples høreprøve har jeg en glimrende hørelse, der ikke behøver forstærkning. Mine omgivelser er dog ikke altid enige i den konklusion.
Hårdfør træningsmakker: Holder til regn og sved
Batteritiden har fået et markant løft – op til en tredjedel længere levetid. Du kan nu få op til otte timers spilletid med aktiv støjreduktion på én opladning.
Etuiet giver to fulde opladninger, hvilket svarer til 24 timers samlet spilletid – en smule mindre end tidligere. Du kan oplade æsken med et USB-C-kabel, en Apple MagSafe-oplader, Apple Watch-opladeren eller en almindelig trådløs oplader.
AirPods Pro 3 er IP57-certificerede, hvilket gør dem langt mere modstandsdygtige over for både sved og regn. Kombineret med den nye, indbyggede pulsmåler – den første af sin slags i AirPods-serien – er dette et særdeles interessant headset for dig, der træner regelmæssigt.
Pulsmåleren fungerer sammen med Apples Fitness-app. Jeg er ikke selv den store pulsentusiast, men flere anmeldere fremhæver, at målingerne er ganske præcise sammenlignet med eksempelvis et Garmin-sportsur.

Smarte funktioner: Det får du (ikke) i Danmark
AirPods Pro 3 kommer med et par smarte tricks: Live-oversættelse der desværre er begrænset til engelsk, fransk, tysk, portugisisk og spansk – og indtil videre ikke åbnet for brug i EU, har jeg ikke haft mulighed for at teste.
Der er dog én ting som virkelig irriterer mig. Når jeg bruger AirPods Pro 3 i nærheden af min Mac, så skifter den ofte lyden over på computeren i stedet for at beholde den på telefonen. Det er godt nok irriterede.
Når telefonen ringer, så er headsettet forholdsvis lang tid om at forbinde til telefonen, hvilket opleves frustrerende.

Konklusionen: Er AirPods Pro 3 opgraderingen værd?
Apples vejledende pris på AirPods Pro 3 er 1.999 kroner. Det er forhandlere på Pricerunner ret enige om er den rigtige pris. Priserne er i hvert fald temmelig ens.
Prisen er bestemt rigtig, hvis man ikke køber headsets så tit, og ellers synes at de nye tiltag er relevante. Men spørgsmålet er: Skal du skifte dine gamle ud? Svaret afhænger af, hvad du har i lommen i dag:
- Har du AirPods Pro 1 (eller ældre)? Så er det et rungende JA. Springet i støjreduktion, batteritid og komfort er massivt.
- Har du AirPods Pro 2? Så skal du kun skifte, hvis den nye pasform, de ekstra silikonedutter eller pulsmåleren til træning er vigtig for dig. Du skal ikke skifte for at få bedre lydkvalitet – her er Pro 2 stadig rigtig stærk.
Vær opmærksom på, at AirPods Pro er umulige at reparere. Hos iFixit får de scoren 0 ud af 10. Går de i stykker efter reklamationsretten, skal de bare til elektronikaffald.
AirPods Pro 3 tager et fremskridt med nye funktioner og forbedringer, som er mere end blot en opdateret lydkvalitet, der denne gang er sekundær.
Min samlede konklusion er 5 ud af 6 stjerner.
ANMELDELSE: Dette headset kan du sove med
Aktuelle priser på AirPods Pro 3, 2025.
Herunder kan du se dagspriserne på AirPods Pro 3 – 2025-version.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Fremragende støjreduktion
- God batterilevetid (op til 8 timer)
- Indbygget pulsmåler
- Transparent tilstand virker godt
- Automatisk dæmpning ved tale
- God komfort
Lidt at tænke over
- Ligner tidligere modeller – ingen nye farver
- Umuligt at reparere
- Skifter tit umotiveret lyden fra ens iPhone til Mac
- Et iPhone-only headset hvis alle funktioner skal virke
- Forholdsvis høj pris
Mere til historien
AirPods Pro 3 har ikke en fysisk knap til parring og nulstilling. I stedet er området på forsiden ved dioden touchfølsomt. Læs her hvordan du bruger den virtuelle knappri
Redaktionel note: Artiklen er oprindeligt publiceret den 27. oktober 2025. Teksten er den 25. december 2025 aktualiseret.

