ZTE Watch K2 Pro test: Bedre og billigere end Xplora?

TEST: Kan ZTE Watch K2 Pro slå markedslederen Xplora? Jeg har testet udfordreren, der byder på HD-videoopkald og giver dig frihed for de dyre, tvungne abonnementer.

ZTE Watch K2 Pro
Ingen forstyrrelser i timen. En af de vigtigste funktioner i ZTE Watch K2 Pro er den smarte “Forstyr ikke”-tilstand, som forældre kan indstille via appen. Det sikrer, at uret ikke bipper eller kan bruges til spil, mens barnet sidder i skolen (Foto: ZTE / MereMobil.dk)

Er dit barn klar til sin første mobil, eller leder du efter en tryg mellemvej?

ZTE Watch K2 Pro er skabt til at give os forældre ro i maven og børnene frihed til at lege, uden os bekymrede forældre.

Med funktioner som videoopkald, “sikre zoner” og ingen adgang til sociale medier, lover ZTE en sikker digital start – uden at binde dig til faste aftaler.

Jeg har set nærmere på, hvordan uret klarer hverdagens udfordringer i børnehøjde. Jeg har ladet min søn Christian på 8 år bruge uret, så jeg kunne indsamle feedback fra målgruppen. Men lad os lige først tage voksendelen.

Videoopkald og frihed: Her er de vigtigste funktioner

ZTE Watch K2 Pro lægger sig i slipstrømmen af de populære børneure fra Xplora, men ZTE har et par es i ærmet, som får uret til at skille sig ud fra mængden. Her er, hvad du skal lægge mærke til.

Hvor mange konkurrenter nøjes med taleopkald, går ZTE skridtet videre med et 5 megapixel kamera samt mulighed for HD-videoopkald.

Det fungerer ikke kun mellem forældrenes app og uret, men også direkte mellem to ure. Har søskende eller venner også et K2 Pro, kan de ringe video til hinanden – en sjov feature, der utvivlsomt vil hitte hos børnene.

Det skal siges, at video lagger lidt, men er alligevel (for børn) en god funktion.

Lydkvaliteten ved almindelige opkald er god og beskeder klares via emojis, korte talebeskeder eller prædefinerede svar. Det lille tastatur på skærmen er dog en blandet fornøjelse, især fordi de danske bogstaver æ, ø og å glimrer ved deres fravær.

ZTE Watch K2 Pro
Mor, jeg er på vej hjem nu… Videoopkaldene på ZTE Watch K2 Pro går fint igennem, men billedet kan lagge (Foto: ZTE)

Frit valg på alle hylder

Den måske største fordel ved ZTE Watch K2 Pro er friheden.

I modsætning til markedslederen Xplora, er du her ikke tvunget ind i et specifikt abonnementsunivers.

Uret har plads til et standard Nano-SIM og du kan frit vælge det teleselskab, der passer bedst til familiens behov – eller pengepung. Det er et kæmpe plus for dem, der allerede har en saml-selv løsning eller et billigt familieabonnement.

Tryghed og kontrol

På sikkerhedsfronten leverer ZTE varen. Via ZTE Kids-appen har du fuld styring over kontaktlisten (“hvidlisting”), så fremmede ikke kan ringe til barnet.

GPS-sporingen byder på både realtids-tracking og en historik over, hvor uret har befundet sig tidligere på dagen.

Du kan opsætte “sikre zoner” (geofencing), så du får en notifikation, hvis barnet forlader hjemmet eller skolen. Der er naturligvis også en dedikeret “Skoletilstand”, der låser uret ned i timerne, så det ikke forstyrrer undervisningen, men kun viser klokken.

Vandtæt og klar til leg

Uret er IP68-certificeret, hvilket betyder, at det kan tåle både vand og støv – en absolut nødvendighed til legepladsen.

Batteriet på 890 mAh holder strøm i et par dage ved moderat brug, men vær opmærksom på opladeren: Det er et proprietært kabel, så glemmer I det i sommerhuset, kan I ikke bare bruge en standard USB-C lader. Dette er dog ikke ekstraordinært på ZTE’s ur, men gælder flere af konkurrenterne også.

ZTE Watch K2 Pro)
Selvom kameraet i ZTE Watch K2 Pro ikke kan måle sig med de nyeste smartphones, er det et stort hit hos børnene. Det er nemt at tage selfies med vennerne og uret virker robust nok til at klare en tur på legepladsen (Foto: ZTE)

Daglig brug: Kan ZTE slå Xplora af pinden?

Når man pakker ZTE Watch K2 Pro ud, er det svært ikke at drage paralleller til den populære Xplora XGO3. Lægger du de to ure ved siden af hinanden, er ligheden slående – både i formfaktor og robusthed.

Her kan jeg undre mig over, at ingen af producenterne har lavet nogle smartere designs. Når urene kommer på armen af et barn, ser det kluntet ud.

Problemet har både ZTE og Xplora.

Skærm og kamera overrasker

På papiret ligger de to konkurrenter i det samme prisspænd (når der ikke lige er kampagner).

Her skal det siges, at ZTE leverer faktisk bedre hardware på et par kritiske punkter.

Skærmen er en anelse større og opløsningen er højere end på Xplora XGO3, som også har et par år på “bagen” siden det kom på markedet. Men den større skærm og bedre opløsning, det giver et skarpere billede, hvilket især kommer til sin ret, når ungerne bruger urets 5 megapixel kamera. Her matcher K2 Pro specifikationerne fra de dyrere Xplora-modeller, hvilket er flot til prisen.

Softwaren: Godt tænkt, men mangler finpudsning

Hvor hardwaren imponerer, mærker man på softwaren, at Xplora har nærmest et årti forspring. ZTE Kids-appen er funktionel og byder på unikke funktioner som “Beskyttelse på vej til skole”, hvor du får besked, hvis barnet ikke ankommer til tiden.

På hjemturen er det mere problematisk med notifikationen, da skoledage- og SFO slutter på forskellige tidspunkter, hvorfor du løbende skal justere tidspunkterne.

Ting ved det grafiske design stritter også. Her er det de små detaljer, som manglende tilpasning til forskellige skærmstørrelser, der påvirker brugeroplevelsen negativt.

GPS-udfordringer og stabilitet

Præcisionen på GPS’en er et generelt ømt punkt for børneure, men ZTE K2 Pro klarer sig egentlig fornuftigt her.

Det skal siges, at der går temmelig lang tid fra du forespørger på en position til du får den.

Til gengæld er det vanvittigt smart, at man kan se, hvor barnet har befundet sig og gået i løbet af dagen.

Konklusionen her er, at du kan sagtens se hvor barnet er, men det sker ikke helt i realtid.

Her er brugeroplevelsen på Xplora, i på denne del, er en smule mere poleret.

Abonnement: Frihed eller tvang? Xplora vs. ZTE

Det er på økonomien og valgfriheden, at vandene for alvor skiller mellem de to kombattanter.

Hvor ZTE-uret hylder den åbne tilgang, hvor du frit kan stoppe et billigt SIM-kort fra lavprisselskaberne i siden, har piben en anden lyd hos konkurrenten.

De nyere Xplora-ure bevæger sig nemlig mod et lukket økosystem. Her er SIM-kortet typisk præ-installeret, og du tvinges reelt til at aktivere producentens eget abonnement for at få hul igennem.

Det betyder, at du bindes til en fast – og ofte højere – månedlig udgift, da prisen ikke kun dækker data og tale. Abonnementet er ganske enkelt nøglen, der låser op for appens vigtigste funktioner.

Med ZTE slipper du for denne stavnsbinding. Her kan du shoppe rundt efter den billigste løsning på markedet, og det er en frihed, der kan mærkes på budgettet.

ZTE Watch K2 Pro
Ikke alle børn bryder sig om at have noget på armen hele dagen. Med keyhangeren forvandles uret til en halskæde, hvilket giver en god fleksibilitet. Uret sidder stadig godt beskyttet i silikone-coveret og barnet har stadig nem adgang til opkaldsfunktionerne (Foto: ZTE)

Konklusion: Et sikkert valg, der sparer dig penge i længden

ZTE K2 Pro leverer de funktioner, man forventer af et smartur til børn. For mig vægter muligheden for præcis positionering og historikken over, hvor barnet har været i løbet af dagen, tungest.

Samtidig giver det ro i maven, at du via “hvidlisten” har fuld kontrol over, hvem der kan ringe til uret. En anden stærk sikkerhedsfunktion er ”automatisk besvarelse”, hvor uret selv tager telefonen efter 15 sekunder, hvis et familiemedlem ringer op – en genial funktion, hvis barnet ikke hører uret.

GPS-opdateringen kan føles en smule langsom, medmindre funktionen ”beskyt på vej til og fra skole” er aktiveret. Denne funktion øger frekvensen af positioneringer, men koster til gengæld på batteriet. Generelt lander batteritiden dog på fornuftige 2-3 dage afhængigt af brug.

Prisen på 1.299 kroner er rimelig og K2 Pro leverer høj værdi for pengene, selvom appen godt kunne trænge til en kærlig hånd, samt oversættelserne hist og her halter lidt.

Det absolut bedste argument for at vælge ZTE er friheden. Du bestemmer selv teleselskab og SIM-kort. Du kan muligvis finde Xplora-modeller, der er billigere i indkøb, men der bliver du bundet af en fast, månedlig abonnementsudgift.

Designmæssigt bør ZTE arbejde på størrelsen, da uret er lovlig voldsomt til en lille barnearm. Her er det dog et stort plus, at der kan købes en keyhanger, så uret kan bæres om halsen.

Min søn, Christian, fortæller, at han føler en større tryghed ved at have uret med sig, og at keyhangeren er rarere at bruge end urremmen. Han har haft stor fornøjelse af at kunne ringe hjem om legeaftaler – og ikke mindst at kunne skifte baggrund på skærmen. Desuden er han temmelig vild med den blå farve.

Samlet set er ZTE K2 Pro børneuret til din familie, hvis økonomien på den lange bane vægter højt, og du sætter pris på de sikkerhedsfunktioner, uret tilbyder.

5 ud af 6 stjerner.

Mens ZTE-uret effektivt skærmer dit barn mod sociale medier og dyre spil-fælder, ser virkeligheden anderledes ud, hvis barnet også har adgang til en iPad eller computer. Vi har netop beskrevet en udspekuleret metode i Roblox, der rammer børnene, når mørket falder på.

Aktuelle priser på ZTE K2 Pro

Herunder kan du se dagspriserne på ZTE K2 Pro.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Frit abonnementsvalg: Du kan bruge et hvilket som helst Nano-SIM og vælge et billigt teleselskab
  • Videoopkald: Uret har et 5 MP kamera, der tillader HD-videoopkald – også direkte mellem to ure (f.eks. søskende)
  • Sikkerhedsfunktioner: Omfatter “hvidlisting” af kontakter, sikre zoner (geofencing) og en smart “automatisk besvar”-funktion, der tager opkaldet efter 15 sekunder, hvis barnet ikke svarer
  • GPS-historik: Mulighed for at se en historik over, hvor barnet har bevæget sig i løbet af dagen (ikke kun nu-position)
  • Hardware: Bedre skærmopløsning og kamera end konkurrenten Xplora XGO3
  • Holdbarhed: IP68-certificeret (vandtæt og støvtæt) og en batteritid på fornuftige 2-3 dage

Lidt at tænke over

  • Mangelfuldt tastatur: Det lille skærmtastatur mangler de danske bogstaver æ, ø og å
  • Software-mangler: Appen virker upoleret med grafiske fej
  • Langsom GPS: Det tager tid at hente en aktuel position – ikke helt real-tid
  • Unik oplader: Bruger et proprietært kabel i stedet for USB-C
  • Design: Uret er fysisk stort og kan se kluntet ud på en lille barnearm
  • Video-lag: Der opleves lidt forsinkelse (lag) på videoforbindelsen
  • Notifikations-bøvl: Funktionen “Beskyttelse fra skole” er svær at bruge i praksis, da sluttidspunkter for skole/SFO varierer for meget

Mere til historien

Er ZTE Watch K2 Pro det rette match til dit barns ønskeliste? Uret fås ofte på tilbud, især op til skolestart og jul.

ZTE Watch K2 Pro
Derfor er lørdag aften blevet en kampzone: Roblox’ nye fælde rammer præcis klokken 21

Det populære spil 'Steal a Brainrot' bruger en kynisk metode hver lørdag kl. 21, der gør det næsten umuligt for børn at logge af. Ekspert advarer om konsekvenserne.

(mere…)
Ninja Slushi: Er det den bedste slushicemaskine til hjemmet?

TEST: Jeg har testet den populære slushicemaskine, Ninja Slushi, for at se, om den leverer den ægte vare eller blot er en dyr gadget. Læs min dom over konsistens, støj og rengøring her.

(mere…)
De’Longhi La Specialista Touch TEST – Bedre end en fuldautomatisk kaffemaskine?

TEST: Jeg var skeptisk over for det manuelle arbejde, men De'Longhi La Specialista Touch overraskede mig. Den slår faktisk min fuldautomatiske maskine på både smag og støjniveau. Læs her, hvorfor jeg blev omvendt – og hvilken irriterende detalje du skal kende, før du køber.

(mere…)
Roblox kræver video-selfie af dit barn

Et temmeligt kontroversielt tiltag skaber debat om aldersverificering - men hvad er alternativet?

(mere…)
MacBook Pro M5 imponerer mig trods dens vægt | Test

TEST: MacBook Pro M5 er en af de bedste bærbare computere på markedet – men jeg er skuffet over et tilkøb, du selv skal betale.

(mere…)
Samsung The Frame Pro er for mig det bedste TV nogensinde | Test

ANMELDELSE: Samsung The Frame Pro lover at revolutionere, hvordan vi tænker på fjernsynet i stuen. Jeg har testet den seneste udgave af Samsungs design-TV. Er prisen berettiget?

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2025 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram