Google Pixel 10 Pro Fold imponerer på holdbarhed
TEST: Den er langt fra så slank og lækker som Samsung Galaxy Z Fold7, men den holder til mere.

Google har endelig lyttet til forbrugerne og ingeniørkunsten er nu modnet en tand mere.
Pixel 10 Pro Fold er den mest robuste foldbare telefon nogensinde. Glem Galaxy Z Fold 7’s ultratynde design – her handler det om holdbarhed.
Det er et seriøst stykke værktøj, som man nu tør bruge lidt mere som en almindelig telefon.
For blot et par år siden var foldbare telefoner stadig et “dyrt legetøj”. Sjove, ja, men også skrøbelige. De krævede en særlig forsigtighed, som de færreste af os gad at huske i en travl hverdag. Sådan er det heldigvis ikke længere.
Med Google Pixel 10 Pro Fold ser vi nu et skifte: En foldbar, der er mere holdbar end tidligere modeller – men også mere end konkurrenterne.
Det helt store nyhed er IP68-klassificeringen. Det er en kæmpe sejr for alle, der har frygtet sandkorn i hængslet siden de første foldbare kom på markedet.
Indtil nu har dust-rating på foldbare været mangelfuld. Med en ægte IP68-certificering er det slut med at behandle din foldbare som en skrøbelig genstand. Nu kan du tage den med på stranden, ud i regnvejr eller med på et støvende job uden du får sved på panden.
Det er en genial opgradering, som løser et af de største problemer, foldbare telefoner har haft.
Design og holdbarhed: Måske fedt, at den er tyk?
Jeg skal være ærlig: Ved første blik ligner Pixel 10 Pro Fold sin forgænger, Pixel 9 Pro Fold.
Google har dog formået at gøre hængslet mere holdbart og samtidig give det en mere strømlinet profil. De har barberet lidt af aluminiumsrammen, især omkring den ydre skærm, hvilket gør oplevelsen af telefonen, når den er lukket, mere behagelig.
Skærmene er også blevet forbedret. De er nu markant lysere – op til 3.000 nits mod 2.700 nits på forgængeren. Det er en stor ting, når du bruger den foldbare skærm udendørs til at se film eller læse.
Cover-skærmen er vokset en anelse til 6,4 tommer, hvilket gør, at den føles mere som en “rigtig” telefon i lukket tilstand også her er lysstyrken forbedret en smule.
Problemet? Vægten og tykkelsen. Når Google fokuserer på robusthed – og ja, på at integrere en IP68-forsegling – kommer det med en pris.
Telefonen vejer 258 gram og er 10,8 mm tyk, når den er lukket. Læg den ved siden af Samsung Galaxy Z Fold 7 (som er en letvægter på 8,9 mm og 215 gram), og du kan mærke og se forskellen.
Samsung har skruet ned for vægten og tykkelsen, men jeg tror mange alligvel vil gå efter den ekstra tryghed ved, at Google-telefonen er mere robust.

Skærmfolden og Pixelsnap
Og ja, den irriterende fold på den indre skærm? Den er her stadig.
Google har ikke knækket koden for en helt usynlig fold, men ligesom andre anmeldere må jeg sige: Den er synlig, men du lægger ikke (så meget) mærke til den, når du scroller, gamer eller ser video.
Den er ikke værre end andre foldbare på markedet i dag – med den øgede holdbarhed, kan man lære at leve med den.
Det skal siges, at Google i hovedskærmbilledet har opdelt skærmindholdet i kolonner, så man ikke har grafik fra styresystemet hen over folden. Dette bidrager til en bedre oplevelse.
En anden fantastisk feature, der forbedrer brugervenligheden markant, er understøttelsen af den nye Qi2-standard. Google kalder det PixelSnap.
Det betyder, at du nu kan bruge magnetisk opladetilbehør (MagSafe, som du kender fra iPhone), hvilket sammen med IP68-klassificeringen gør den usædvanligt praktisk i hverdagen. Denne funktion har Samsung ikke i deres foldbare.

Ydeevne og software: Stabil men ikke imponerede
Under hjelmen finder vi Googles egen Tensor G5-chip, der arbejder sammen med 16 GB RAM. Til hverdagsbrug er den kvik og leverer en gnidningsfri og hurtig oplevelse.
Google har forbedret softwaren med det nye Material 3 Expressive UI-design, der giver et rigtigt lækkert flow i systemet.
Hvis du er powerbruger så må jeg være ærlig: Ydeevnen skuffer, når der måles på ydelsen.
I forhold til Qualcomm Snapdragon 8 Elite i Samsung Galaxy Z Fold7, så er især grafikydeevnen i benchmarkmålingerne skuffende.
Dette er noget, du vil mærke, hvis du ofte laver f.eks. videoredigering, eller spiller grafiktunge spil som Genshin Impact i længere tid.
På den positive side er multitasking forbedret. Google har endelig lavet en ny split-screen UI, der er intuitiv.
Dog er der stadig en ting, nogen vil savne fra Samsung: Muligheden for permanent at fastholde opgavelinjen (taskbar) i bunden af skærmen. Det gør Samsungs model lettere at bruge som en lille laptop-erstatning.
Når det er sagt, så er jeg ikke den store bruger af disse multitasking-setups på de foldbare.
Her under kan du se benchmarkmålingerne.
Antutu | 3Dmark | GB 1/2 | GB OpenCL | |
Pixel 10 Pro Fold | 1.503.560 | 3.287 | 2.270 / 5.610 | 3.028 |
Pixel 10 Pro | 1.423.216 | 3.199 | 2.319 / 5.966 | 3.150 |
S G Z Fold7 | 1.335.031 | 4.170 | 1.889 / 6.790 | 18.197 |
Kamera: Gør det rigtigt fornuftigt
Kameraerne på Pixel 10 Pro Fold er blandt de bedste på en foldbar telefon.
Google har genbrugt den samme hardware som i forgængeren (48 MP hovedkamera, 10,5 MP ultravidvinkel og 10,8 MP telefoto med 5x optisk zoom). Men i en foldbar verden, hvor kameraer ofte er et kompromis, vinder Google ved at levere overlegne billeder.
Pixel 10 Pro Fold fanger mere naturtro farver og toner end Galaxy Z Fold 7, som har en tendens til at overdramatisere farverne.
Googles Night Sight-tilstand er stadig god. I situationer med svagt lys er billederne mærkbart lysere og mere detaljerede, hvilket giver dig brugbare billeder, hvor andre foldbare leverer grynet rod.
Med en 5x optisk zoom slår Google Samsung, der “kun” har 3x. Det giver en markant større fleksibilitet, når du skal zoome ind.
Du skal dog vide, at den nye funktion fra Pixel 10 Pro – ProRes Zoom – ikke er tilgængelig på Pro Fold, hvilket betyder, at du må nøjes med en maksimalt 20x zoom i stedet for 100x, men det går nok også, tænker jeg.

Batteri og opladning: Kapacitet til en hel dag og Qi2
Batteriet i Pixel 10 Pro Fold er forøget lidt i forhold til sidste års model og lander på 5.015 mAh.
Det giver dig en forbedret driftstid.
Selvom den store indre skærm selvfølgelig suger mere strøm, leverede den stadig en solid batteritid, så du fint kan komme igennem en hel arbejdsdag.
Opladningshastigheden også opgraderet. Kablet opladning er steget til 30 watt, mens trådløs opladning er fordoblet til 15 watt takket være den nye Qi2/PixelSnap-understøttelse.
Det er et velkomment løft i hastighed og brugervenlighed.
SÅDAN OPDATERES PIXEL 10 PRO FOLD: Google lover 7 års opdateringer af softwaren, regnet fra oktober 2025. Derudover kommer der løbende ”Pixel Drops” – nye funktioner, der er eksklusive for Pixel-telefonerne. Telefonerne leveres med Android 16 fra start.

Konklusion: Hvem skal købe den?
Tilføjelsen af ægte støv- og vandtæthed (IP68) på Pixel 10 Pro Fold har fjernet den sidste store hæmsko, der har holdt foldbare telefoner tilbage. Det er en bedrift, der ikke skal undervurderes.
Google Pixel 10 Pro Fold er den foldbare telefon til hverdagsbrug. IP68-klassificeringen er absolut en gamechanger.
Du skal stadig kraftigt overveje, om du har behov for den foldbare skærm, men har du det, så tror jeg du bliver glad for telefonen. Prisen er dog stadig rigtigt høj; lige under 15.000 kroner.
Min vurdering lander på 4 ud af 6 stjerner. IP-rating er et plus, men skærmfolden er der ikke sket noget på. Desuden kommer vi ikke uden om, at telefonen i forhold til Samsungs (dyrere) konkurrent opleves kluntet og ikke så moderne.
Det er jo en vurdering, at du som køber skal tage: Er du klar til foldbar teknologi og giver den mening for dig?
Her kan du læse min vurdering af Samsung Galaxy Z Fold7. Hvis du hellere vil blive i Google universet, så kan jeg varmt anbefale Pixel 10 Pro, der virkelig er en fed telefon.
Aktuelle priser på Google Pixel 10 Pro Fold
Herunder kan du se dagspriserne på Pixel 10 Pro Fold, 256 GB.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Ægte IP68-certificering (støv og vandtæt)
- Godt kamera ift. en foldbar
- Bedre batterilevetid
- PixelSnap / MagSafe opladning
- Forbedret multitasking
Lidt at tænke over
- Stor og tung (258 gram)
- Markant tungere og tykkere end Galaxy Z Fold7
- Rå ydeevne imponerer ikke
- Høj pris
- Ikke ProRes Zoom
- Stadig synlig skærmfold
Mere til historien
Ifølge EU-regler fra sommeren 2025 skal alle telefoner kunne opdateres i mindst 5 år, regnet fra den dato, hvor telefonerne tages ud af markedet. Google lover softwareopdateringer i 7 år regnet fra, hvornår telefonen kom på markedet. MereMobil.dk har spurgt Google, hvordan de er på linje med de nye regler. Vi har ikke modtaget et svar på vores spørgsmål.