Mario Kart World er fyldt med kaos  | spiltest

SPILTEST: Jeg har spillet det nye Mario Kart World, som netop er udkommet sammen med Nintendo Switch 2.

KORT UDGAVE
Jeg er meget splittet omkring det nye Mario Kart World. Spillet introducerer store ændringer fra forgængeren, Mario Kart 8 Deluxe, herunder markant forbedret grafik, 24 kørere i stedet for 12, længere og mere åbne baner, samt nye spiltilstande som "Knockout" og "Free Roam". På trods af fornyelsen er jeg skuffet over flere aspekter. Især "Knockout"-tilstanden med 24 kørere beskrives som et gigantisk og ofte frustrerende kaos, hvor held spiller en for stor rolle. Nogle af de nye, brede baner føles kedelige og mere som "sightseeing" end ræs. Desuden er den velkendte Battle Mode blevet reduceret og mangler flere populære spiltyper fra det forrige spil. Konklusionen er, at spillet fjerner sig for meget fra den klassiske Mario Kart-følelse.

Grafikken har fået et stort løft i Mario Kart World.(Skærmbillede: MereMobil.dk)

Har du nogensinde siddet foran skærmen, klar til at skrive en tekst eller opgave, men bare stirret på den lille blinkende markør, som tålmodigt venter på det første bogstav?

Sådan har min skærm set ud de sidste fem minutter, mens jeg skulle påbegynde denne anmeldelse. Det sker ikke så tit, for når jeg skriver artikler, har jeg allerede en slags skabelon i hovedet for, hvordan den skal se ud.

Det har jeg ikke her, og jeg har faktisk haft oprigtigt svært ved denne anmeldelse. Faktisk føler jeg, at det er den sværeste anmeldelse, jeg har lavet. Hvorfor? Fordi jeg er splittet.

Ikke en almindelig efterfølger

Når jeg sammenligner Mario Kart World med det forrige spil, Mario Kart 8 Deluxe, så er der en gevaldig forskel, og forbedringerne er til at mærke.

Det er bare ikke alt, som jeg vil kalde for en forbedring – faktisk vil jeg kalde en del af indholdet for en ændring, der er svær at vænne sig til.

Måske er det lidt unfair, for fornyelse kan være svært og kræve tilvænning. Men Mario Kart World føles ikke helt som en naturlig efterfølger.

Fundamentet er det samme: En masse karakterer fra Mario-universet, flere Cups og et mål om at nå først i mål ved hjælp af Mushrooms, Red Shells og bananskræller.

Alligevel er det lykkedes Nintendo at forny den opskrift med en masse opgraderinger og ændringer, som kræver mod – men som måske også har været for overmodige.

LÆS MERE: Advarsel til pirater: Nintendo kan låse din Switch

Var dette en spændende artikel? Få flere nyheder som denne i din indbakke. Tilmeld dig gratis her.

Hvad er nyt?

Det kan være stressende, når man når igennem de forskellige checkpoints i Knockout.(Skærmbillede: MereMobil.dk)

Lad mig lige slå fast: Jeg er på ingen måde ny i Mario Kart-universet og har spillet Mario Kart 8 Deluxe en hel del over de senere år. Forinden var det især Wii-versionen, der fyldte.

At der kommer forbedringer og optimeringer, er indforstået, men Mario Kart World er ikke bare en lille opdatering fra det forrige – det er meget mere komplekst.

Et ræs består nu af 24 kørere mod 12 før, der er kommet nye ‘items’, og banerne er blevet mere åbne og længere.

En ny spiltilstand, Knockout, er også kommet til – det samme gælder en Free Roam, hvor du kan udforske banerne.

På skrift lyder det jo ikke som noget revolutionerende eller voldsomt, men når du prøver det, så er det voldsomt – på godt og ondt.

Som nævnt har jeg spillet Mario Kart 8 Deluxe en hel del, og på trods af at spillet har 96 baner, kan det godt føles ensformigt og også “for nemt”, hvis man spiller mod computeren.

Jeg var derfor ret begejstret, da jeg hørte, at det nye Mario Kart ville få 24 kørere og en ny spiltilstand. Noget, som jeg har set frem til – og alligevel er skuffet over nu.

Samme begejstring ramte mig, da jeg så de første videoer af spillet og så, hvordan grafikken i den grad har fået et løft. Alligevel lægger jeg ikke rigtig mærke til det, fordi fokus er så fastlåst på banen og ikke på udsigten.

LÆS MERE: Disse Nintendo Switch 2 titler bliver klar

Et gigantisk kaos

Kaosset er til at mærke – især i det bagerste felt.(Skærmbillede: MereMobil.dk)

For at starte med den nye spiltilstand, Knockout, så har jeg et ord klar: KAOS. Til tider et sjovt kaos, men det er dælme også træls engang imellem.

Knockout består af seks løb uden stop eller afbrydelser. For hver bane, du har kørt, bliver der elimineret fire spillere, så der ved det sidste løb er fire kørere, der skal konkurrere om trofæet.

Jeg tror helt ærligt ikke, at jeg kan sige nok, hvor kaotisk dette er – og ikke altid særlig sjovt. En stor del af kaosset kan tilskrives, at der nu er 24 spillere. I offline-mode mod computeren er det nogenlunde, men online er det en seriøs udfordring.

Faktisk har jeg ingen idé om, hvorvidt jeg er god eller dårlig til det spil, for det er lykkedes mig at vinde en online-Knockout for så at blive smidt ud i første løb bagefter. Selvfølgelig kan man være bedre end andre, men held spiller også en stor rolle – mere end det plejer.

Jeg har spillet Knockout mod computeren, sammen med en ven på split-screen og offline. Split-screen var klart den værste oplevelse. Måske fordi skærmen er smallere, og kaos kombineret med en anden skærm, som distraherer, er ikke den bedste kombination.

Som nævnt er det lidt nemmere, når man spiller alene mod computeren, mens online-tilstanden kan give dig stress og følelsesmæssige rutsjebaneture, som ikke altid er sjove.

I know, det ville være et kedeligt spil, hvis man altid vandt. Det er slet ikke der, jeg vil hen. Mindre kaos kunne måske også have gjort det. Især når der ligger 18 kørere inden for en kort distance, som kaster green-shells, red-shells, bomber og bananer, så du ingen jordisk chance har for at undvige.

Misforstå mig ikke – det er ikke kun negativt. Der er da også noget adrenalin i det, som virkelig kan pumpe af sted, når man er tæt på at ryge ud, og man bare hamrer løs på sin Golden Mushroom i håbet om at sikre sig videre til næste løb.

LÆS MERE: Hvor er anmeldelserne af Nintendo Switch 2?

Er det ræs eller sightseeing?

Nogle baner er decideret kedelige, når det bare går lige ud. (Skærmbillede: MereMobil.dk)

Mario Kart World består af 32 baner, som jeg er ret overbevist om er længere end dem i Mario Kart 8 Deluxe. Det hjælper lidt, når man går fra 96 baner til 32, men det er ikke dem alle, som er lige spændende.

Nogle gange føles banerne for brede – måske er det en tilvænning i forhold til Mario Kart 8 Deluxe. Andre gange er de bare for kedelige.

Der er nogle af banerne, hvor det føles som en evighed, hvor man bare kører ligeud, og det er meget uvant i forhold til øvrige Mario Kart-oplevelser.

Engang imellem minder det mere om en slags sightseeing end et egentligt ræs. Det gælder både for de almindelige Cups/Grand Prix og Knockout.

Nu hvor jeg nævner Cups/Grand Prix, så er der ikke så meget anderledes i forhold til Knockout – kaosset er det samme, men det føles alligevel ikke ligeså slemt. Måske skyldes det, at banerne bliver afbrudt, når man kommer forbi målstregen.

Syv nye items, en ny free roam og manglende battles

Lynet har fået nye effekter, men modsat tidligere bliver du kun lille i et kort øjeblik – du mister dog stadig dine items. (Skærmbillede: MereMobil.dk)

Sammen med alle de andre nyheder er der også nye items. Det drejer sig om Ice Flower, Coin Shell, Kamek, ? Block, Hammer, Feather og Mega Mushroom.

Udover et tiltrængt gensyn med Mega Mushroom, så er der ikke så meget at sige om de nye items. Altså, de har en ny egenskab, men jeg synes ikke, at der er noget, som har fået mig op af stolen.

Det samme gælder Free Roam. Her må jeg nok erkende, at det ikke er noget, som har fanget mig. Men jeg er med på, at der er spillere derude, som finder det sjovt at kunne udforske banerne uden at være bekymret for flyvende items eller stresset over tid. Måske vil det fange mig på et senere tidspunkt, men det har det ikke gjort endnu.

Hvad angår den velkendte Battle Mode, så må jeg konstatere, at jeg er en anelse skuffet. I Mario Kart 8 Deluxe har du mulighed for at spille Balloon Battle, Shine Thief, Coin Runners, Bob-omb Blast og Renegade Roundup. Det nye består kun af Balloon Battle og Coin Runners.

Og det forstår jeg virkelig ikke. Især manglen på Bob-omb Blast og Shine Thief er for mig en stor undren.

Nå ja, du er i øvrigt ude, når du har mistet dine fem balloner – modsat tidligere, hvor du fik et “respawn” med tre nye balloner. I starten føltes det træls, men nu kan jeg faktisk godt lide den del – sammen med de nye baner, selvfølgelig.

LÆS MERE: Så dyr bliver Nintendo Switch 2 

Hvad mener jeg så?

Nu er jeg så tilbage til starten – med den lille markør, der bare står og blinker. For jeg er meget splittet om dette spil. Selvom jeg har prøvet at begrænse det, så har jeg ikke kunnet undgå at læse andre mediers anmeldelser – og ligeledes set den overvejende positive tilgang, der er.

Det bringer mig til en slags dilemma om min egen mening. For på den ene side har vi en masse fede tiltag og introduktioner, men på den anden side føler jeg, at spillet bevæger sig væk fra det nostalgiske.

Efter at have spillet Mario Kart World et par timer den første dag, hoppede jeg tilbage til Mario Kart 8 Deluxe for at køre en times tid. Det er jo bare et spil, men jeg kunne mærke, at jeg havde brug for de mere “vante” rammer – og for at blive mindet om, hvordan det egentlig var førhen.

Jeg føler, at Mario Kart World bevæger sig væk fra fundamentet af, hvad Mario Kart er, og jeg savner de smallere baner, som oftest bestod af tre runder gennem banen, hvor et godt drift kunne afgøre, om du vandt eller tabte. Sådan er Mario Kart World ikke – i hvert fald ikke på samme måde.

Det er helt sikkert, at jeg vil spille mere Mario Kart World, og det ryger nok heller ikke på hylden som et glemt spil. Men det er også helt sikkert, at Mario Kart 8 Deluxe også vil blive spillet jævnligt.

Delvist for det nostalgiske – og delvist fordi Mario Kart 8 Deluxe bare var og er et bedre spil for mig, på trods af den ringere grafik og måske mere uddaterede spillestil.

Spillet lander på 3,5 ud af 6 stjerner hos mig. Selvom jeg sagtens kan se, hvorfor nogle mener, at spillet er til topkarakter, så er der bare for mange aspekter, som trækker ned hos mig.

Aktuelle priser på Mario Kart World

Herunder kan du se dagspriserne på Mario Kart World.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • En ny knockout-spiltilstand
  • Nye items
  • Flere kører (til tider sjovt)
  • Forbedret grafik
  • Nye baner

Lidt at tænke over

  • Spillet kan blive for kaotisk, især i online
  • Held spiller en større rolle nu
  • Manglene Battle-spillemodes
  • Banerne er for brede og til tider langtrukne

Flere billeder

Mere til historien

Vi har også en anmeldelse af den nye Nintendo Switch 2 på vej, som du kan læse her på MereMobil.dk.

Hvor er anmeldelserne af Nintendo Switch 2?

Nintendo Switch er få dage fra en lancering, alligevel mangler der én vigtig ting - produkttest!

(mere…)
Solidt el-løbehjul! Jeg har prøvet Electric Scooter 4 Pro

MINE INDTRYK: 60 km på en opladning og virkelig driftssikkert. Jeg har set nærmere på Xiaomi Electric Scooter 4 Pro (2nd gen).

(mere…)
Nothing Phone 3a Pro: Transparent design og smart lys | TEST

(mere…)
Næste Xbox kan blive den sidste

KORT NYT: Måske bliver den næste Xbox den sidste konsol fra Microsoft.

(mere…)
Roborock Qrevo Edge klarer dørtrin | TEST

(mere…)
Slut med PlayStation Stars

Loyalitets- og belønningsprogrammet, PlayStation Stars, lukkes.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker teknologi – fra telefoner og tablets over smarthome og smartwatches til hjemmeelektronik og elbiler. Vi skriver nyheder, baggrundshistorier og guides, men udgiver også podcasts og videoer. Vores ambition er at være din foretrukne kilde til viden om en teknologi, der har afgørende betydning for os alle.
© 2025 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram