OnePlus Watch 3 test | Vanvittig batteritid
TEST: OnePlus’ nye smartwatch er spækket med gode nyheder, der gør det værd at undersøge nærmere. Her er min test af OnePlus Watch 3.

OnePlus Watch 3 er en realitet Jeg har snydt lidt og prøvet det af et par uger før præsentationen.
Det er et ur, der udover at se pokkers godt ud, også opgraderer på mange punkter i forhold til forgængeren OnePlus Watch 2. Det er ting som bedre batteritid, større skærm, flere sensorer og faldregistrering, der gør det svært ikke at blive glad for OnePlus Watch 3.
Men gror træerne virkelig ind i himlen og er Watch 3 virkelig så godt? Det ser jeg nærmere på i min test af OnePlus Watch 3.
Specifikationer: OnePlus Watch 3
- Skærm: 47,6mm, 1,5” (466 x 466 pixels), LTPO, 2200 nits
- Glas: Sapphire Crystal
- Processor: Qualcomm Snapdragon W5 Gen 1 + BES2800BP
- Batteri: 631 mAh
- Hukommelse: 32 GB
- RAM: 2 GB
- Sensorer: Acceleration, gyro, barometer, lyssensor, kompas
- Sundhed: Pulsmåler, SpO2, søvntracking, EKG, vaskulært helbred, kropstemperatur, sportsfunktioner
- Forbindelser: L1 GPS + L5 GPS, Beidou, Galileo, GLONASS,QZSS / NFC, Bluetooth 5.2, Wi-Fi 5G/2.4G
- Vandafvisende: 5ATM+IP68+MIL-STD-810H
- Vægt: 81 gram med rem
- System: Google Wear OS 5 + RTOS
Føles mindre end det er

På ure er det de små ting der tæller og med en bredde på 47,6 millimeter og en vægt på 81 gram, er Watch 3 ikke noget lille ur.
Det er kun 2,6 millimeter mere end det Pixel Watch 3, jeg havde på armen før. Da jeg først tog det ud af kassen havde jeg mine betænkeligheder ved størrelsen.
Bekymringerne forsvandt dog hurtigt, da jeg fik uret på. Det føles mindre, end det er, og jeg har ikke bemærket, at jeg har haft et større ur på, hverken når jeg sov eller i forbindelse med daglige gøremål.
Urkassen er konstrueret i rustfrit stål med en lynette i titanium, der omkranser skærmen. Skærmen, der i år er vokset til 1,5 tommer, har fået en lysstyrke på (op til) 2.200 nits. Dermed er det let at se, hvad der er på skærmen, både på løbeturen og i skarpt solskin.
Navigationen på skærmen hjælpes godt på vej af en ny drejbar krone.
Hele uret føles robust, hvilket også understøttes af en IP68-certificering, vandtæthed ned til 5 ATM samt MIL-STD-810H.
Det betyder, at det blandt andet kan klare temperaturer fra minus 40 til 70 °C, vibrationer og stød. Med andre ord: Det kan holde til mere end mig, så jeg er ikke bange for at bruge det.
God batteritid er blevet endnu bedre

OnePlus har holdt fast i at benytte to chipsets.
Et Snapdragon W5 til de tunge løft og et opdateret BES 2800 til når uret er i standby-mode. Det er grunden til at de i denne omgang, kan trække endnu mere ud af batteriet – i forhold til Watch 2.
BES 2700 chipsettet kører RTOS (real-time operating system) styresystemet, der holder gang i de bagved liggende funktioner. Mens Snapdragon W5 chipsettet kører WearOS 5, der giver den fulde smartwatch-funktionalitet.
OnePlus har lagt deres eget præg på Wear OS 5. Det er små, men absolut godkendte ændringer. Lidt anderledes, men ligeså let at finde rundt i.
Batterikapaciteten er øget til 631 mAh, og er udstyret med OnePlus Silicon NanoStack Battery – den samme teknologi, der også findes i OnePlus 13. Med det og chipset-konstellationen, lover OnePlus op til 120 timers levetid på en opladning i Smart Mode
Jeg har i testperioden haft alt slået til på uret, inklusiv always on display. Jeg har desuden løbet to ture af en halv time med GPS, samt tracket to timer i motionscenteret. Det gav mig i alt cirka 100 timer, inden jeg måtte finde laderen frem.
Med tanke på at der er tale om en testperiode og jeg har brugt uret mere intensivt, installeret, afinstalleret og rodet med det hele tiden, kan jeg ikke klage.
Opladningen tager en lille times tid om at lade op fra 16 til 100 procent. Er du presset på tid, kan du med 10 minutters opladning opnå én dags brug.
Sikkerheds- og sundhedsfunktioner er i top

Ud over de typiske funktioner som søvn-, stressniveau-, hjertefrekvens- og SpO2-måling har OnePlus Watch 3 nu også mulighed for at måle EKG og temperatur, vaskulær sundhed og fald detektion. Det bringer uret på niveau med konkurrenterne fra Apple, Google og Samsung.
Med disse muligheder tilføjer OnePlus også 60s Health Check-In, der, som navnet antyder, på 60 sekunder giver et helbredstjek vurderet på syv punkter: puls, EKG, iltmætning, mentalt velvære, håndledstemperatur, søvnkvalitet og vaskulær alder.
Det er ligesom med fald detektion ikke funktioner, man nogensinde ønsker at få brug for, men stadig funktioner, der i yderste konsekvens kan redde liv.
Alle målinger er godt forklaret, så selv jeg kan forstå dem, og skulle der være problemer, er der løsningsforslag som for eksempel åndedrætsøvelser mod stress.
Til at hjælpe med at holde helbredet i top understøtter OnePlus Watch 3 over 100 sportsgrene. Der er alt fra løb og cykling til dart og hundeluftning.
11 af disse er, hvad OnePlus kalder “professionelle sports modes”. Jeg er langt fra professionel, men stadig svært imponeret over, hvor meget information uret for eksempel kan give mig om min løbetur.
Konklusion: Nu på niveau med konkurrenterne

Sidste års OnePlus Watch var et rigtig godt ur til prisen, og når man forbedrer sig på stort set alle punkter, skal der være plads til ros.
Den holdbare konstruktion i stål og titanium med den store, flotte skærm gør det til en fornøjelse at bruge hver dag. Den drejbare krone gør en stor forskel i den daglige navigation.
Det er ikke et lille ur, baseret på vægt og mål, men på armen føles det helt rigtigt: stort nok til at være let at bruge og lille nok til, at det ikke er i vejen under arbejde og træning. Og så skader det jo ikke, at designet er flot.
Sikkerheds- og sundhedsfunktionerne er nu på niveau med konkurrenterne, og at kunne lave et helbredstjek på 60 sekunder er virkelig smart. Det er ikke en rigtig læge, men det kan give dig et fingerpeg, hvis noget er galt.
OnePlus Watch 3 koster 2.699 kroner. En fornuftig pris og lidt lavere end Pixel Watch 2 og Apple Watch Series 9, der begge har dårligere batteritid.
Jeg mener, at OnePlus Watch 3 er en solid opdatering til en topkarakter.

Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Lang batteritid
- Stor flot, lysstærk skærm
- Cirka én times opladning for et fyldt batteri
- drejbar krone til navigation
- Lækkert design med rustfri stålramme
- Mange sportsfunktioner
- Gode sikkerheds- og sundhedsfunktioner
- Software og apps der kører flydende
- IP68-certificering og vandtæt til 5ATM
- Komfortabelt at have på 24/7
- Virker med alle Android-telefoner – ikke kun OnePlus
Lidt at tænke over
- Lidt stort
- Proprietær oplader
- Har ikke eSIM-funktion
- Fungerer ikke med iPhone
Aktuelle priser på OnePlus Watch 2
Herunder kan du se dagspriserne på forgængeren OnePlus Watch 2.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Mere til historien
EKG funktionen i OnePlus Watch 3 bliver først tilgængelig i Danmark, andet kvartal 2025. Den har dog været aktiveret min test enhed, så jeg har haft mulighed for at teste uret i sin helhed.