OnePlus 12 test | Rå ydelse og vild opladning
TEST: Ydelsen er fænomenal og opladningen hysterisk vild. Få alle detaljerne i min OnePlus 12 test.
Er du ikke parat til at betale overpris for en topmodel-smartphone, så er OnePlus 12 stedet at kigge hen. I hvert fald, hvis du vil have en funktionsspækket model, hvor du kan prale af at have temmelig vild hardware.
Det, du bruger mest, skærmen, er rigtig godt skruet sammen. Udover at skærmbilledet er vildt flot, så leverer OnePlus 12 op til 4.500 nits i maksimal lysstyrke. Du skal nærmest have solbriller på, hvis ikke øjnene skal gøre ondt.
Det skal siges, at ægte topmodeller sjældent har problemer med lysstyrken, men nu er du i hvert fald klar til sommeren eller ferien syd på.
Den automatiske lysstyrkejustering driller dog. En mørk vintermorgen, når jeg slog øjnene op, var det svært at se, hvad der stod på skærmen. Derfor måtte jeg gang på gang tage fat i lysstyrkebaren for at skrue op, så jeg kunne se noget. Det er temmelig irriterende, så lad os håbe, at der kommer en rettelse.
I øvrigt ros for at gøre meget ud af komforten for øjnene. Telefonen har en øjenkomfort-funktion, hvor skærmens farvetemperatur tilpasses lyset fra omgivelserne, og det fungerer godt.
Specifikationer: OnePlus 12
- Processor: Qualcomm Snapdragon 8 Gen3
- 5G: Ja
- Skærm: 6,8 tommer, AMOLED, 120 Hz, Gorilla Glass Victus 2
- Bagside: Gorilla Glass 5
- Opløsning: 1440 x 3168 pixels, 19.8:9 format
- Frontkamera: 32 megapixels, f/2.74, Sony IMX615, EIS
- Kamera 1: Hovedsensor – 50 megapixels, f/1.6, 23 mm, OIS/EIS
- Kamera 2: Ultravidvinkel – 48 megapixels, f/2.2, 114 grader, EIS
- Kamera 3: Telefoto 64 megapixels, 3x optisk zoom, f/2.6, OIS / EIS
- RAM: 12 GB / 16 GB (LPDDR5X)
- Lagerplads: 256 / 512 GB (UFS 4.0)
- Tilslutninger og sensorer: Bluetooth 5.4, op til Wi-Fi 7, NFC, VoLTE, VoWiFi, GPS, A-GPS, Glonass, Beidou, QZSS, Galileo, USB-C, fingeraftrykssensor under skærmen
- Batteri: 5.400 mAh
- Opladning: 100 watt oplader medfølger
- Trådløs opladning: Ja
- Mål: 164,3 x 75,8 x 9.13 mm
- Vægt: 220 gram
- Alert slider: Ja
- Styresystem: Android 14, OxygenOS 14.0
Kæmpe kamera-fokus
OnePlus 12 har, ligesom OnePlus 11, Hasselblad indover kameraet. Med det følger forskellige Hasselblad-filtre og den klassiske Hasselblad lukker-lyd.
OnePlus har valgt at lade en tredjedel af telefonen dække af en kameraklods, så omgivelserne ikke er i tvivl om, at her kommer et kamera med en telefon.
Kameraklodsen er både form og indhold. Alligevel er jeg ikke faldet ned af stolen over billedkvaliteten. Ikke at den fejler noget, men jeg oplever blot ikke det ekstra, som jeg forventede.
Den optiske zoom er kun på 3x. Resten sker digitalt, hvilket ofte alligevel giver gode billeder, men der er problemer.
Herunder kan du se et eksempel, hvor et billede er taget med OnePlus 12 og iPhone 15 Pro Max under præcis de samme forhold. Som du kan se, er iPhonen bedre til at fange de grønne farver i ”Fynbus”-skiltet. OnePlus 12-kameraet får skiltet til at se hvidt ud.
På nogle af mine billeder sker der også noget underligt med farverne, hvor billederne fra det ene objektiv gengiver farver og hvidbalance på én måde, og et andet objekt på en anden. Det er ikke optimalt.
Overordnet set tror jeg, at de fleste vil være tilfredse med resultatet, og OnePlus har jo muligheden for at tilrette detaljerne via softwareopdateringer.
Når vi kigger på, hvilket kamerasystem Samsung Galaxy S24 og Galaxy S24+ kommer med, så er der ingen tvivl om, at OnePlus 12-kameraet er foran på specifikationer.
Billeder taget med OnePlus 12
Overdreven meget ydelse
Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3 er motoren. Du skal holde fast i bordkanten for ikke at blive blæst væk.
OnePlus siger, at det har gjort ekstra meget ud af kølingssystemet, så chipsettet kan holde sig køligere i længere tid. Min oplevelse er dog, at efter relativt kort tid med høj belastning, bliver telefonen varm. Jeg mener ikke, at det er så meget anderledes, end hvad vi tidligere har set på markedet. Et problem? Ikke for mig!
Et faktum er, at du aldrig kommer til at mangle ydelse.
Telefonen har en særlig ”høj ydelse”-tilstand. Når jeg kører benchmarkmålinger, er det dog begrænset, hvad gevinsten er. Til gengæld er du garanteret et højere strømforbrug.
Her kan du se forskellene mellem de to tilstande.
OnePlus 12 – standard | OnePlus 12 – høj ydelse | |
---|---|---|
Antutu | 1.630.402 | 1.893.217 |
3D-mark | 4.763 | 4.932 |
Geekbench (OpenCL) | 13.691 | 14.131 |
Herunder kan du se, hvilken ydelse at Samsung Galaxy S24 Ultra leverer på den samme processortype.
Antutu | 3D Mark | GB 1/2 core | GB OpenCL | |
---|---|---|---|---|
Samsung Galaxy S24 Ultra | 1.799.072 | 4.458 | 2.291/7169 | 15.182 |
OnePlus 12 (høj ydelse) | 1.893.217 | 4.932 | 1.426/5.038 | 14.131 |
iPhone 15 Pro Max | 1.578.050 | 4.122 | 2.929/7.316 | 27.156 |
Se testen af OnePlus 12
Batteri til kun én dag, men opladningen er helt VILD!
Batteriet har en kapacitet på 5.400 mAh, og det kæmpe batteri skulle egentlig garantere lang driftstid.
OnePlus 12 har desværre et forholdsvist højt strømforbrug, hvor du skal forvente opladning hver dag. Når det er sagt, så er opladningshastigheden fuldstændig uden sidestykke.
Der medfølger en 100 watt oplader, som bogstaveligt talt pumper strøm på batteriet i lynhastighed. Med standardindstillingen rammer jeg 43 procent på 10 minutter, men når den særlige ekstra-turbo-highpower-opladning aktiveres, så taler vi 50 procent på 10 minutter.
I den tilstand kan du oplade til 100 procent på omkring 25 minutter, men så bliver telefonen også temmelig varm. Heldigvis køler den hurtigt ned.
OnePlus 11 havde ikke trådløs opladning. Heldigvis er funktionen i OnePlus 12.
Hvis du vil investere i en særlig OnePlus-oplader, så kan du oplade trådløst med op til 50 watt. Det giver omkring 50 procents kapacitet på cirka 23 minutter, oplyser OnePlus. Du kan desuden oplade med Qi-standarden, hvilket betyder, at du kan bruge en almindelig trådløs oplader. Det går så blot langsommere.
OnePlus mener ikke, at den hurtige opladning er til skade for batteriets levetid på den lange bane. Samsung derimod fastholder med Galaxy S24-serien en konservativ tilgang til opladning, da de mener, at alt for mange watt ikke er godt for batteriet. Jeg har intet belæg for at sige, hvem der har ret.
OM BATTERIKAPACITET I ONEPLUS 12: OnePlus 12 har en særlig batteristyringschip, Smart Battery Health Algorithm, og Battery Healing Technology. Battery Health Engine kan opretholde batterikapaciteten til 80 procent af dens oprindelige kapacitet efter 1.600 opladnings-afladningscyklusser. Det leverer, ifølge OnePlus, en batterilevetid, der er meget længere end branchestandarden.
Flere gode tiltag
OnePlus har en palette af små tiltag i OnePlus 12, der gør oplevelsen bedre.
Et eksempel er ”Aquatouch”, hvor det skulle være lettere at betjene telefonen med fugtige hænder eller f.eks. i regnvejr.
Jeg synes, det er fint at sætte ind her, men min test viser, at du trods alt stadig skal have nogenlunde tørre fingre, og der må ikke ligge for mange vanddråber på skærmen. Den gode nyhed er, at det trods alt ikke er blevet sværere at betjene telefonen i fugtige omgivelser.
Der er også mulighed for at bruge telefonen til betjening af f.eks. tv-skærme via IR.
På fronten af telefonen anvendes Gorilla Glass Victus 2, mens bagsiden er udført med Gorilla Glass 5. Begge dele vil yde en udmærket beskyttelse, når du taber telefonen eller rammer ind i noget.
Heldigvis har OnePlus stadig alert-slider til styring af lyden, som er en virkelig vigtig funktion. På iPhone er den tilsvarende vippekontakt skiftet ud med en multi-trykknap, hvilket har gjort, at jeg stort set ikke bruger funktionen længere, når jeg har en iPhone i hånden. Så pluspoint til OnePlus for at beholde den fysiske knap. Jeg håber, at det fortsætter fremover.
SÅDAN OPDATERES ONEPLUS 12: Telefonen vil modtage opdateringer af Android og brugerfladesystemet OxygenOS i fire år – frem til 2028. Sikkerhedsopdateringerne bliver tilgængelige i fem år, oplyser OnePlus. OnePlus 12 er født med Android 14.
Konklusion: Fornuftig pris for en power-telefon
OnePlus 12 er telefonen for dig, der ønsker rå power, et godt kamera og vanvittigt hurtig opladning uden at prisen stikker af.
Jeg synes, du skal købe OnePlus 12 med 256 GB lagerplads, hvor den vejledende pris er 7.699 kroner uden abonnement. 512 GB koster 1.000 kroner ekstra, hvilket jeg ikke synes er nødvendigt.
Dens aktuelle konkurrent er Samsung Galaxy S24+, som OnePlus 12 prismæssigt ligger under. Galaxy S24 Ultra er temmelig meget dyrere, hvilket vidner om, at OnePlus kommer med en skarp pakke.
Du må undvære Samsungs AI-funktioner, men det går nok, da flere af funktionerne stadig ikke er tilgængelige på dansk.
Du skal være indstillet på at oplade hver dag, men Samsung kan på ingen måde være med, når det kommer til opladningshastighed, som er et væsentligt salgsargument.
Kameraet i OnePlus 12 er godt, men kan drille med hvidbalancen, og ved fotografering i svagt lys kan lysende dele af billederne blive udvaskede eller overstyrede.
Jeg synes ikke, du skal opgradere fra OnePlus 11 til 12, men har du en ældre model, vil du opleve 12’eren som et meget stort fremskridt.
OnePlus skal desuden have point for deres nye haptic-engine til vibration, der giver et ekstra pust til en lækker oplevelse.
Min test af OnePlus 12 ender på 5 ud af 6 stjerner.
LÆS TESTEN: Så god er OnePlus 12R
Aktuelle priser på OnePlus 12
Herunder kan du se dagspriserne på OnePlus 12.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Stor og flot skærm med masser af lys
- God samtalelyd
- Ultra meget processorkraft – du vil aldrig mangle
- Ualmindelig hurtig opladning – oplader medfølger
- Trådløs opladning understøttes
- Alert slider
- Velfungerende fingeraftrykssensor
- God fotooplevelse men har ikke ’det ekstra’
- Stor mængde RAM
- Softwareopdateringer i fire år
Lidt at tænke over
- Ansigtsgenkendelse halter i mørke
- Holder strøm til én dags brug
- Lidt glat på bagsiden og siderne
- Skærmlysstyrken er for lav i mørke omgivelser
- Kameraklodsen virker ret voldsom
- Fysisk meget stor telefon
Mere til historien
OnePlus kommer også med OnePlus 12R, der har en vejledende pris på 5.499 kroner. Denne kan sagtens vise sig at blive virkelig stærk.