Pixel 8 Pro er den smarteste smartphone | Test
TEST: Pixel 8 Pro har ikke hurtigere processor, mere RAM eller bedre skærm end konkurrenterne. Alligevel er mobilen smartere end de andre.
Jeg har haft fornøjelsen af at rende rundt med nyeste Googles nyeste skud på stammen i deres Pixel Pro serie. Og med risiko for at ødelægge overraskelsen, har jeg været ovenud tilfreds.
Ligesom med Pixel 7 Pro, er det ikke hardwaren eller benchmarktests, der gør det store indtryk. Det er derimod den fantastiske software, der uden antydningen af bøvl kører på Googles egen Tensor G3 processor. Og den software bliver opdateret svv år frem.
Og igen leverer Google et solidt stykke tech med ny og bedre skærm, god lyd og ydeevne der ikke skuffer. Det der til gengæld skuffer en næsten 1.500 kroner højere pris, sammenlignet med sidste år.
Velkommen til min Pixel 8 Pro test.
Specifikationer: Pixel 8 Pro
- Skærm: 6,7” LTPO OLED, 1344 x 2992 pixels, 2400 nits, 120Hz
- Beskyttelse: Gorilla Glass Victus 2
- Processor: Google Tensor G3
- Sikkerhedsmodul: Titan M2
- 5G: Ja
- Dual-SIM: Ja
- Kamera 1, 50 MP, f/1.7, vidvinkel
- Kamera 2: 48 MP, f/2.0, 126˚ ultravidvinkel
- Kamera 3: 48 MP, f/2.8, telefoto
- Frontkamera: 10.5 MP, f/2.2
- RAM: 12 GB (LPDDR5X)
- Lagerplads: 128 / 256 GB (UFS 3.1)
- Udvidelse via MicroSD-kort: Nej
- Forbindelser: Op til Wi-Fi 7, Bluetooth 5.3, NFC
- Biometrisk godkendelse: Fingeraftrykssensor i skærmen og ansigtsgenkendelse
- 3.5 mm. Jackstik: Nej
- Batteri: 5.000 mAh
- Opladning: Op til 30 watt
- Mål: 162,6 x 76,5 x 8,8 mm.
- Vægt: 213 gram
- System: Android 14 (opdateres indtil juli 2030)
Små men gode designændringer
Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en Pixel-telefon, man har i hånden. Den ikoniske kamerabjælke er tilbage, på godt og ondt. Om man kan lide det, er en smagssag, men for mit vedkommende er den vokset på mig, og jeg synes det er fedt, at den ikke ligner alle andre.
Pixel 8 Pro er en ordentlig håndfuld og det kan være lidt af en udfordring, hvis man har små hobbit hænder som mig. Heldigvis har Google i år valgt en flad skærm på promodellen. Det gør håndtering og navigering væsentligt lettere at have med at gøre, end tidligere.
Bagsiden har stadig rundede kanter og er i denne omgang mat, i stedet for den blanke fedtfingermagnet fra sidste år. Både for og bag er beskyttet af Gorilla Glass Victus 2 omkranset af en blank stålkant.
På højre side finder vi øverst en tænd/sluk-knap og lige under knappen til lydstyrken, hvilket stadig er omvendt af stort set alle andre telefoner jeg har haft i hånden, men jeg kan fortælle at man vænner sig til det.
Syv års opdateringer – ny rekord
At der er tale om 100 procent ren Android på Pixel 8 Pro, kommer ikke som den store overraskelse. Du får hele syv års opdateringer med i købet, hvilket er uhørt på Android. Altså ikke bare sikkerhedsopdateringer men rigtige OS-opdateringer indtil 2030!
Heldigvis er softwaren rigtig god og alt kører som smurt. Der er ikke et stort udvalg til pasningsmuligheder i Googles Material You. Til gengæld virker dem der er der, formidabelt. Der kan vælges mellem forskellige farver i brugerfladen, eller du kan lade Android selv tilpasse farverne til dit baggrundsbillede. Farvevalget er gennemgående både i brugerfladen og apps.
Det er simpelt og effektivt. Ligesom resten af Android 14. Her skal du ikke oprette kontoer hos Samsung eller Xiaomi, for at få fuldt udbytte af din telefon. Her logger du bare ind med din Google-konto og så er du kørende. Det kan altså noget – det minder ret meget om fremgangsmåden hos en anden amerikansk mobilproducent.
Hurtigere, men ikke hurtigst
Googles Tensor G3 er ikke blandt markedet hurtigste, men hullet op til Qualcomms topmodeller er ikke så stort som det har været. Jeg vil vove den påstand, at man ikke kan mærke forskel i hverdagen. Og så har Google i stedet fokus på maskinlæring og talegenkendelse.
Det er også Tensor G3 der bidrager til den gode billed- og videokvalitet.
Herunder kan du se benchmarkmålingen.
Model | Antutu | Chipset |
---|---|---|
Google Pixel 8 Pro | 1.111.816 | Tensor G3 |
Samsung Galaxy S23 Ultra | 1.202.286 | Snapdragon 8 Gen 2 |
Jeg har i testperioden spillet en del. Det har været en blandet omgang af Fortnite, Genshin Impact og Subway Surfers. Fælles for dem alle er, at de har kørt uden problemer. Og selv ved timelange spilsessions er telefonen ikke blevet meget mere end lun.
Det har generelt været temaet under min test. Alt har kørt upåklageligt, uanset hvad jeg har udsat den for.
I samarbejde med Tensor-chippen sørger Titan M2-sikkerhedschippen for at andre ikke får adgang til dine data eller telefon. Det er Titan M2 der styrer blandt andet fingeraftrykslæseren i skærmen og ansigtsgenkendelse via selfiekameraet. Begge fungerer lynhurtigt.
I samme åndedrag kan jeg nævne at ansigtsgenkendelse har fået en opgradering, så den nu kan bruges til at logge ind i for eksempel bank apps. Den virker stadig ikke i mørke, som på iPhone. Det er dog helt sikkert godkendt, som en tilføjelse til fingeraftrykslæseren.
Nye kameraer og nye fotofunktioner
Pixel 8 Pro har i denne omgang fået nye kameraer over hele linjen. De bliver hjulpet godt på vej af Googles kamerasoftware. Dette gør Pixel 8 Pro til det bedste point and shoot kamera, jeg til dags dato har prøvet i en telefon.
Er du ikke til point and shoot, kan du nu vælge Pro Control i kameraappen. Det giver adgang til alt fra ISO, over hvidbalance, til lukketid – på en overskuelig måde. Også for folk der måske ikke er velbevandrede i fototeknik, men bare nysgerrige.
Med Pixel 7 fik vi sjove og brugbare funktioner som Super Res Zoom, Photo Unblur, Magic Eraser og Real Tone. De er der naturligvis stadig og er med tiden modnet og blevet bedre.
Oveni får vi med Pixel 8 også en Magic Eraser til lyd. Her går AI simpelthen ind og identificerer lyden af for eksempel gøende hunde, biler og vindstøj. Derefter kan man så gå ind og med et enkelt tryk vælge hvilke lyde der skal fjernes.
En anden sjov funktion er Bedste Billede. Det er beregnet til gruppebilleder, hvor der som bekendt altid er en der blinker eller gaber, i det øjeblik billedet bliver taget. Her tages der så en række billeder, hvor man bagefter, individuelt, kan vælge hvilket ansigtsudtryk der skal bruges på billedet. Og så sørger AI for klippe det hele pænt sammen.
Det er ligesom resten af fotodelen, meget imponerende.
Billeder taget med Google Pixel 8 Pro
Ny og meget lysstærk skærm
Jeg sagde godt nok tidligere at Pixel telefonernes hardware sjældent gjorde det store indtryk, men skærmen har en styrke, og det er lysstyrken der kan nå hele 2.400 nits. Det er den højeste lysstyrke jeg kan huske at have set i en telefon.
Derudover er den 6,7 tommer store 120 Hz LTPO OLED skærm en fornøjelse at kigge på. Farverne er flotte og der er rigeligt af dem, uden at det bliver for meget.
Og det er lige meget om det er serier, spil eller bare mails og beskeder, der ses på.
Lyden er god og detaljeret, med nok bund til at det aldrig bliver skingert. Men træerne gror jo som bekendt ikke ind i himlen, og der er stadig tale om telefonhøjtalere. Så har du adgang til en Bluetooth-højtaler eller et par høretelefoner, så er det at foretrække.
Det giver alt i alt et lækkert stykke værktøj til arbejde og underholdning. Og du kan arbejde og blive underholdt hele dagen. Forvent dog at du skal oplade om natten, hvis du vil have strøm til den kommende dag.
Opladningen foregår trådløst eller med kabel og op til 30 watts opladning. Der er altså plads til forbedring, hvis Google vil matche de kinesiske konkurrenter. I løbet af 15 minutter gik batteriet fra 4 til 33 procent. Efter 30 minutter ramte jeg 56 procent og en fuld opladning tog 1 time og minutter.
Det er simpelthen irriterede, at det går SÅ langsomt.
Se testen af Pixel 8 | Pixel 8 Pro
Konklusion: Er Pixel 8 Pro blevet for dyr?
Sidste år var jeg ikke et øjeblik i tvivl om at Pixel 7 Pro var en klar anbefaling. I år er jeg lidt mere tilbageholdende på grund af en forhøjelse af prisen på cirka 1.500 kroner. Det giver en startpris på 8.499 kroner.
Det gør ikke Pixel 8 Pro til en dårlig telefon. Det gør det bare til en sværere anbefaling. Den yder godt, den tager gode billeder og skærm og lyd lever helt op til hvad konkurrenterne har at byde på.
Og den har trods alt både fået bedre skærm, bedre kameraer og en spritny processor der måske ikke er den hurtigste, men den er tættere på end nogensinde før. Så du får noget for de ekstra spareskillinger.
Og så er der den pokkers gode software, der fungerer så problemfrit og let at det er svært at forklare. Pixel 8 Pro er igen en telefon der skal opleves, fremfor at læse på en specifikationsliste. Og med syv års opdateringer, har man telefon i mange år.
Google Pixel 8 Pro lander på 6 ud af 6 stjerner. Det er stadig telefon, som kan anbefales.
Husk også at læse min test af lillesøsteren Pixel 8.
SE OGSÅ VORES EXPLAINER: Hvad er en Pixel-telefon?
Aktuelle priser på Google Pixel 8 Pro
Herunder kan du se dagspriserne på Google Pixel 8 Pro.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Ren Android – 100 %
- Softwareopdateringer i syv år – først med nye Android-udgaver
- Fantastisk kamera med mange unikke funktioner specielt for Pixel
- God ydelse uden overophedning
- Flot skærm
- God lyd
Lidt at tænke over
- Langsom opladning
- Du skal oplade hver dag
- Er prisen for høj?
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Flere har kaldt Pixel telefonerne for Androids svar på iPhone. Og med alle de Pixel-produkter Google har, er det mere sandt end nogensinde. Vi har nu både Pixel telefon, Watch, Buds og tablet. Og de fungerer alle helt problemfrit sammen.