Sirenen – dette skal dine børn vide
GUIDE: Husk at tale med dine børn om Sirenen mobilvarsling.
Hvad gør forældre, når Sirenen lyder på deres børns mobiltelefon?
Det ultra korte svar er: Slapper af. Andre voksne tager sig nemlig af dem.
Men det er ikke kun en god idé, at få snakket med sine børn om, hvad Sirenen er for en størrelse. Der kan nemlig sagtens være situationer, hvor børnene skal vide, hvordan de skal reagere.
I skoler og daginstitutioner ved de voksne, hvad de skal gøre.
Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet har informeret en lang række interessenter, herunder blandt andet Børne- og Undervisningsministeriet, KL og kommunerne, som har sørget for, at informere relevante institutioner som netop skoler og daginstitutioner.
Alene hjemme?
Men hvad hvis dine børn er alene hjemme, når Sirenen lyder på mobiltelefonen?
Først og fremmest skal børnene stoppe med det, de foretager sig, læse informationen på deres skærm og reagere derefter.
Kort sagt: Stop. Læs. Reagér.
Hvis de er i tvivl, bør de kontakte dig eller søge andre voksne.
Kontakten skal helst foregå via sociale medier eller SMS. Store mængder taleopkald i krisesituationer kan nemlig belaste mobilnetværket.
Samtidig skal børnene forstå, at advarslen gælder det område de opholder sig i, og at du således ikke nødvendigvis er i fare.
Hvornår advares der?
Men inden du tager snakken, så husk, at advarsler via Sirenen – som markedsføres således: S!RENEN – kun udsendes, når der en akut krise eller katastrofe af livstruende karakter for et større antal mennesker, oplyser politi og bredskabsstyrelse.
Det sker heldigvis meget sjældent i Danmark, og det unikke ved Sirenen er, at systemet kun advarer mobiltelefoner i et geografisk begrænset område; det område, hvor der er fare.
Således kan dine børn altså meget vel få en advarsel, som slet ikke rammer din mobil.
Omvendt kan du få en advarsel, som slet ikke gælder det område dine børn opholder sig i.
Hvordan fungerer det?
Sirenen kræver ikke en app, men benytter en særlig kommunikationskanal i alle mobilnetværk og nyere telefoner. Der udsendes et signal, som alle modtagere opfanger. Der sendes ingen informationer tilbage, om du har læst beskeden eller hvor du befinder dig.
LÆS OGSÅ: S!renen kan IKKE slås fra
En varsling kommer som en høj og intens lyd ledsaget af en besked. Og du vil ikke være i tvivl, at det er Sirenen, som har sendt en advarsel. Den har nemlig en genkendelig lyd og adskiller sig tydeligt fra for eksempel sms’er og push-notifikationer.
Vil du vide mere om Sirenen, så læs videre her
BLIV OPDATERET GRATIS: Tre gange om ugen udsendes nyhedsbrevet ‘Kaffepause ☕️ med tech‘. Tilmeld dig her – frameld når du har lyst. Alle nye følgere modtager som tak vores skræddersyede liste med 10 af de bedste guides og tips til mobilen.
Mere til historien
Sirenen – eller S!RENEN – går i luften fra april og er et supplement til de fysiske varslingssirener samt beredskabsmeddelelser, som medier public service-forpligtelse udsender. For eksempel DR og TV 2.