Sony Linkbuds test | det underligste headset du ikke skal købe
TEST: Sony Linkbuds er et anderledes designet trådløst in-ear headset. På nogle punkter har Sony glemt den gode lyd.
Hvis du troede, du vidste, hvordan et in-ear headset ser ud, er det fordi du endnu ikke har mødt Sony Linkbuds. Se på billederne, så er du ikke i tvivl om, at Linkbuds er anderledes.
Det virkeligt positive er, at Linkbuds har et fantastisk stereoperspektiv. Du kan tydelig høre instrumenterne i lydmixet placere sig totalt lækkert i lydbilledet.
Når det er sagt, så mangler der simpelthen power og kraft i Linkbuds. Der er ikke det ”møf” i lyden, som jeg forventede og det er ikke fordi, at headsettet ikke sidder rigtigt. Dette var ellers min første tanke.
Selvom designet er anderledes end man er vant til fra andre headsets, så er Linkbuds ikke svære at sætte i ørene. Og de sidder overraskende godt.
TAGER LYD IND: Hullet i Linkbuds gør, at lyd fra omgivelserne kommer ind til øret, så man undgår at sidde i en osteklokke. Det er den grundlæggende idé fra Sony, som ifølge egne oplysninger har ladet transparent lyd gå forud for lydkvaliteten. Dermed kan man høre musik og podcasts på cyklen, uden at overhøre vigtige lyde i trafikken.
Uoverskuelig app
Jeg har haft Sony Linkbuds i et langt stykke tid før lanceringen og derfor haft mulighed for at høre meget forskelligt musik. Gang på gang må jeg konstatere, at Sony ikke når konkurrenterne. Selv Jabras forholdsvis billige Elite 3, gør det langt bedre.
Betjening og indstillinger sker gennem Sonys egen app, som er en overskuelig rodebutik. Hvis nu bare lyden havde været fantastisk, så var appens design en mindre deltaje.
Desværre er virkeligheden, at man hele tiden roder rundt i appen for at prøve at optimere på lyden.
En ting du skal vide er, at Sonys, i øvrigt håbløse equalizer, skal deaktiveres, hvis din musikapp selv har en sådan funktion. Ellers er det HELT umuligt, at få Linkbuds til at lyde af noget.
Fem timers musik uden æsken
Headsettet kører omkring 5 timer uden opladning, men opbevaringsæsken tilbyder yderligere 12 timers musik. Opladningen sker heldigvis lynhurtigt: 10 minutter giver 90 minutters spilletid.
Du kan bruge Sony Linkbuds med Android-telefoner såvel som iPhone, da Sonys headset-app findes på begge platforme.
På Android er Google Fast Pair understøttet. Du åbner bare låget, hvorefter headsettet med ét tryk er parret.
Samtaler uden støj
Sony fortæller i materialet, at de har en meget præcis og avanceret lydbehandling af stemmeopkald. Over 500 millioner samples af stemmer har været med til at træne den såkaldte AI-teknologi.
Træningen har virket. Når Sony Linkbuds udsættes for baggrundsstøj, forsvinder støjen fra ens stemme ved telefonopkald uden det ødelægger ret meget af stemmen og forståeligheden.
Desværre er stemmeopkald ikke særligt vellydende. Sony skriver sig ind i historien over True Wireless-headsets, der ikke er velegnede til telefonsamtaler medmindre det er korte beskeder.
Se og lyt også til mine tests af headsets til samtaler her.
Konklusion: Anderledes er ikke en gevinst
Sony har forsøgt at redesigne den dybe tallerken. Det gik ikke godt. Linkbuds er mere flade end de er dybe. Det betaler sig altså ikke at være anderledes i denne omgang.
Sony har tidligere høstet mange rosende ord for deres støjreduktionsheadsets, over-ear-modellerne, men på in-ear klarer de sig ikke specielt godt.
Der mangler smæk på lyden, appen er noget rod, equalizere “overdøver” hinanden, hvis ikke du er opmærksom og samtaler bør kun være korte.
Sony Linkbuds er alt i alt et headset, som du skal gå uden om. Langt fra Sonys normale standard, desværre.
Til en pris på 1.700 kroner (vejledende) kan du få mange andre og bedre alternativer. Og selvom Sony forsøger at være anderledes med et design, der lader omgivelseslyd slippe ind i øret, formår Sony ikke at kombinere denne funktion med ordentlig lyd – i det lys er prisen ALT for høj.
2 ud af 6 stjerner.
KØBSGUIDE: Tre billige headsets med god lyd
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Fremragende og flot stereoperspektiv
- Hurtig og enkel parring på Android-telefoner
- Fungerer lige godt på både Android og iPhone
- Sidder godt i ørene
- Understøtter Google Fast Pair
Lidt at tænke over
- Lyden mangler power
- Appen er rodet og forvirrende
- Det er svært at indstille lyden til at lyde optimalt
Mere til historien
Sony Linkbuds har DSEE (Digital Sound Enhancement Engine). DSEE bruger en integreret processor kaldet V1 til at reproducere nogle af de tabte detaljer i musikken, som forsvinder ved digital komprimering og Bluetooth-overførsel. Dermed minder DSEE om Qualcomm aptX.