Ding Dong! Eufy Dørklokke er genial
MINITEST: Se hvem der ringer på, tal i realtid med personen eller afspil en personlig besked. Jeg har set nærmere på smarthome-dørklokken Eufy.
Kender du det med at pakkeposten ringer på, når du ikke er hjemme? Eller at et pakkefirma påstår de har været forbi og at du ikke var hjemme, selvom du var?
Jeg har prøvet det hele og mere til, men nu går jeg en bedre tid i møde. Mit smarthome-setup er nemlig udvidet med en smartdørklokke.
På hoveddøren har jeg monteret en Eufy Dørklokke med video, som Anker står bag. Nu er min dag blevet lidt federe og lidt sjovere.
Genkender personer ved døren – ikke blade og hunde
Noget af de fede ved Eufy-dørklokken er dens evne til at detektere om en person står foran hovedøren. Du slipper altså for notifikationer, når bladene blæser forbi døren eller hvis naboens hund eller kat har forvildet sig ind på din grund.
Eufy tager desuden et skærmdump af ansigtet på personen, så du let kan se, hvem der har henvendt sig ved din dør.
Opløsningen på videoerne er 1.920 x 2.560 pixels – altså lidt mere end Full HD. Billedkvaliteten er, som følge af opløsningen og det indbyggede kamera, rigtigt god. I øvrigt kan kameraet også se og genkende personer i mørke.
Besvar med ét klik
Ringer det på døren, kan ringetonen høres via en højttaler på udendørsenheden. Indendørs er det en højttaler i basen til systemet, der ringer.
Udover lyden får du også en notifikation på smartphonen og eventuelt Apple Watch, hvis du har sådan et. Du kan tilføje familiemedlemmer til appen, så alle i husstanden får besked, når det ringer på døren.
Hvis ikke du er hjemme, eller blot ikke gider åbne, kan du sende en ét-klik besked fra telefonen. Det er en stemmebesked, som du selv har indtalt. F.eks.: ”Hej… Jeg er ikke hjemme, men du må sætte pakken ved døren”. Du kan have flere forskellige presets liggende, som du kan fyre af ved passende lejligheder.
Derudover er 2-vejs kommunikation understøttet, så du kan tale live med personen ved døren. Derfor kan du sidde på jobbet og tale med pakkeposten eller gæster, som står foran døren.
Det med selv at indtale beskeder, er jeg fan af. Jeg har allerede lavet en julemands-ho-ho-hilsen med glædelig jul og det hele. Det er genialt og vanvittigt underholdende. Dem foran døren bliver helt tydeligt overraskede og smiler bredt. Jeg har da også allerede selv et par idéer til Halloween 2021.
PODCAST: Når dit smarthome bliver usmart
Alle events ved døren bliver optaget og kan findes i appens event-liste. Derudover kan du tage screenshots manuelt eller aktivere manuel videooptagelse.
Eufy dørklokke-systemet kommer desuden med muligheden for at tilkøbe en ekstra dørklokkehøjttaler (Doorbell Chime), som du blot sætter i en stikkontakt et sted i huset.
Der er forskellige dørklokketoner at vælge imellem – inklusive en med juletema samt en palæ-agtig lyd, så du kan få lidt storhedsvanvid.
Integrerer med Google Assistant og Apple HomeKit
Efter lidt tid lykkedes det mig at integrere Eufy Dørklokke med Google Assistant. Dermed kan der streames livevideo fra dørklokken på et TV med Chromecast eller en smartskærm som Google Nest Hub.
Derudover kan systemet også tale sammen med Apple HomeKit og Amazon Alexa. Desværre har jeg endnu ikke fået hul igennem til min SmartThings-hub. Det ærgrer mig da mit smarthome-setup integrerer sig omkring SmartThings.
Versionen af Eufy Dørklokke jeg har testet, er udgaven med batteri. På papiret skal du kun oplade dørklokken to gange om året, hvilket jeg godt kan leve med. Du kan også købe en udgave til kablet monteret, men det synes jeg er unødvendigt.
Konklusion: Eufy Dørklokke er en god start
Jeg er ret vild med Eufy Dørklokke, som er en god begyndelse, hvis du vil opbygge et sikkerheds/overvågningssystem omkring din bolig.
Dørklokken kommer med en styringsenhed kaldet Homebase, der samtidigt kan bruges til at udbygge dit sikkerhedssystem i det, at Homebase også forbinder med EufyCam, der er kameraer du kan hænge op omkring boligen. Homebase kan desuden bruges med flere andre produkter i Eufy-serien.
Et andet vigtigt punkt er, at Eufy ikke har nogle skjulte omkostninger som eksempelvis abonnementer på lagerplads. Dette er ellers meget almindeligt på smarthome-produkter. Jeg har tidligere skrevet om Arlo-systemet fra Netgear, der netop har en abonnementsmodel, hvis du vil gemme optagelser i længere tid.
Desuden er der tænkt på sikkerheden da overførslen af data mellem enhederne og Homebase er AES-256 krypteret.
Den største mangel ved Eufy er for mig manglen på integration i SmartThings.
Du kommer i gang med Eufy Dørklokke med Homebase for 1.699 kroner. Det synes jeg, er en afbalanceret pris. Og dine personlige et-kliksbeskeder, som du selv indtaler, gør bare systemet ekstra fedt og det hele værd.
5 ud af 6 stjerner.
Her på matriklen er det nu helt slut med at påstå, at man har været forbi, uden at have været det… En varm hilsen herfra til post- og pakkevæsenet.
Et konkurrerende produkt til Eufy Doorbell er Arlo Video Doorbell. Læs min anmeldelse af Arlo videodørklokken her.
Mere til historien
Dørklokken kan naturligvis holde til det danske vejr og til at sidde udendørs i alt slags vejr. Den er IP65-certificeret.