Sådan køber du en god brugt iPad og sparer penge
GUIDE: Lad ikke polerede nye iPads tømme din bankkonto. Læs her hvordan du køber en god brugt iPad, som du bliver glad for, samtidigt med du sparer op til 1.500 kroner.
Fabriksnye iPads er uimodståeligt flotte, når de står og funkler i butikken. Apple forstår virkelig at sælge varen, og tale til vores følelsesmæssige behov. Men når marketingsfløden skrabes af, gemmer der sig barske realiteter som kun tech-eksperter og tech-interesserede ser.
I dagligdagsbrug er der umådelig lille forskel mellem de enkelte iPad-modeller. Du skal helt ned i de små detaljer, og i praksis betyder de meget lidt for den almindelige bruger. På overfladen er det stadig en skærm, der er pakket ind i en ramme af aluminium.
Du kan sagtens se efter iPads med 1, 2 eller 3 år på bagen og stadig få et brugbart produkt.
Jeg har gennem mange år anmeldt iPads, og det er hver gang en udfordring. Ofte kan jeg hverken mærke se eller mærke forskel, når en topmodel udskiftes med en ny topmodel med mindre jeg har dem ved siden af hinanden.
Gammel iPad betyder ikke langsom iPad
Når det kommer til teknologi så tror de fleste, at ældre produkter er langsomme som snegle på udflugt. Dette er IKKE nødvendigvis tilfældet.
Enhederne bliver sløve som følge af lang tids brug, hvor ens iPad er fyldt op med data og diverse apps. Nulstilles den til fabriksindstillinger og sættes op som ny, så er den lige så frisk og kvik som da den forlod forretningen første gang. Dette gælder i øvrigt også for telefoner.
Tommelfingerreglen er: Kan enheden opdateres til den seneste iOS-version, lige nu iOS 11.3, kan du roligt købe den brugt.
Langt de fleste applikationer og tjenester fungerer uden problemer på ældre hardware, men det er klart, at hvis du spiller nogle store grafiktunge spil, så skal du kigge efter de nyeste modeller med maksimalt 1-2 år på bagen. Almindeligt sofabrug med Facebook, internet, Netflix og den slags, får du ingen problemer.
Disse iPads skal du ikke købe
Du skal ikke købe en iPad, der er ældre end 2013 startende med modellen iPad Air. iPads før denne model kan ikke opdateres til iOS 11-softwaren, og er ude af Apples fokus.
Køber du alligevel en af de første iPads, må du forberede dig på en langsom brugeroplevelse.
Så vidt muligt bør du gå uden om modellerne med 16 GB hukommelse, da de hurtigt bliver fyldt op, også selvom du ikke synes du har noget særligt gemt på enheden. På en iPad fylder iOS-styresystemet godt 6 GB. Derfor har du kun omkring 10 GB til dine egne data og apps, på en 16 GB model.
Så meget kan du spare
En iPad Air 32 GB findes brugt, i god stand, ned til mellem 1.600 og 1.900 kroner. Mens en iPad Air 64 GB ligger på omkring 1.600 til 3.000 kroner. Du skal op omkring 3.200 kroner, hvis der skal være en kapacitet på 128 GB.
Med et SIM-kort i en iPad kan du komme online steder, hvor du ikke har adgang til Wi-Fi netværk. Det kræver dog du betaler for et ekstra SIM-kort.
En helt ny iPad med 128 GB hukommelse, og plads til SIM-kort, koster 4.599 kroner. Du sparer altså godt 1.400 kroner ved en brugthandel – alt efter hvilken dag du rammer sælgeren på.
Apple sælger lige nu kun 64 GB versioner af iPad i iPad Pro serierne, men den hidtil nyeste almindelige iPad med 32 GB hukommelse og Wi-Fi (uden plads til SIM-kort), kan fås til 2.799 kroner fra helt ny. Du skal altså virkelig være skarp overfor sælgeren. Til gengæld kan du gøre en rigtig god handel.
LÆS OGSÅ: Apple har lanceret en ‘billig’ iPad
Her skal du være opmærksom
Først og fremmest skal du være opmærksom på prissætningen af den brugte iPad.
Sammenlign altid brugtprisen med hvad en nogenlunde tilsvarende ny udgave koster. Tilsvarende vil sige: Skærmstørrelse, hukommelseskapacitet, med/uden SIM-kort.
Hvis brugtprisen ligger for tæt på nyprisen, har du et godt argument i en prisforhandling.
Du skal holde dig langt væk fra iPads, der har mange skrammer og ridser samt knækkede skærme. Har den brugte iPad fået skiftet skærm på et uautoriseret værksted, skal du ligeledes trække følehornene til dig.
PRISGUIDE: Så meget kan din brugte smartphone være værd
iPad Pro kan være et godt køb
Vil du ofre lidt mere, så gå efter en iPad Pro med 9,7 tommer skærm. Apple markedsfører ikke længere denne version, men måske kan du finde den hos en forhandler, der stadig har et restlager
I min research fandt jeg en 32 GB iPad Pro 9,7 tommer til 2.554 kroner. Det var et restlager hos en forhandler jeg fandt via Pricerunner.
Desværre er den nok solgt, når du læser denne guide, men annoncen vidner bare om, at det er værd at holde skarpt øje markedet.
ANMELDELSE: Sådan er iPad Pro med 10,5″ skærm – læs om du skal købe
Tilbehør er i øvrigt rigtigt dyrt til iPad. En Apple Pencil ligger til mellem 700 og 800 kroner. Nogle gange kan du være heldig, at købe “hele pakken” brugt. Det er ofte her man gør de bedste handler.
Synes du denne artikel var interessant? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hver uge de bedste artikler, så du altid er opdateret. Ved tilmeldingen får du med det samme 10 af vores bedste guides og tips tilsendt.
Mere til historien
Denne artikel er bragt i samarbejde med DBA Guide. Priserne er indsamlet den 9. april 2018.