Fitbit Charge 2 test – bedre form via spilelement
TEST: Udfordringer med spilelementer holder dig motiveret til motion. Min Fitbit Charge 2 test konkluderer også god batteritid.
Fitbit er verdensleder når det kommer til salg inden for kategorien ”basic wearables”. I første kvartal 2016 lå markedsanden på 29,4 procent, ifølge IDC. Det er derfor sandsynligt, at du er stødt på Fitbit en del gange.
Generelt er Fitbit anerkendt og populær på grund af pris, præcise data og gode funktioner, uden tingene er ”overgjort”. Der er også en høj grad af kompatibilitet med omverdenen.
Jeg har testet en af nyhederne – Fitbit Charge 2. Det er en opdateret version af Fitbit Charge, der var betydeligt mere anonym. Charge 2 fylder mere, men giver også flere informationer direkte på håndleddet. Efterhånden har Fitbits produkter udviklet sig så meget, at de bevæger sig væk fra ”basic wearables”.
Større skærm
Huset til Charge 2 er udført i rustfrit stål, hvilket giver en god premium-9følelse. Er du ikke tilfreds med remmen kan den skiftes til andre farver og materialer.
På venstre side sidder enhedens eneste knap, og OLED-skærmen er nu 1,5 pixels stor. Altså noget større end den enkelte linje vi så på Fitbit Charge og Charge HR.
Knappen skifter mellem enhedens forskellige funktioner, mens de underliggende muligheder hentes frem via et ”prik på skærmen”. Det er bevægelsesføleren der udnyttes til denne mulighed for reaktioner på ”prik”. Det er altså ikke en touchskærm.
Mulighederne er: OVERSIGT > PULS > LØB > STOPUR > AFSLAPNING > ALARM.
Herunder er der en række underpunkter.
Oversigten på ”den første side” viser i standardlayoutet ur, dato og skridt. Under skridttælleren ses en streg, der gradvist fyldes ud, alt efter hvor tæt du er på dagens skridtmål. Ved ”prik” kan man hente informationerne puls, distance, kalorieforbrænding, etager, aktive minutter og ståmål.
Layoutet kan ændres til et andet udtryk. Der er syv forskellige at vælge imellem.
Ikke til vand og bad
Fitbit har endnu ikke gjort meget ud af modstandsdygtighed overfor vand. Så du skal ikke tage en svømmetur med Charge 2 eller bruge det i badet, da det kun er ”splash proof”. Det skulle dog kunne holde til dagligt brug og træning.
Der er ikke indbygget GPS. I stedet gør Fitbit Charge 2 brug af telefonens GPS så dine målinger bliver mere præcise. Telefonen skal altså stadig med på cykel- eller løbeturen.
Du behøver ikke tænke over om hvilke aktiviteter, der udøves for Fitbit lægger selv gåture, løb, cykling ind i de rigtige kategorier. Efterfølgende kan du manuelt via interface på web og app justere kategorien. Hvornår en aktivitet automatisk skal genkendes, kan du selv styre. Indtast f.eks. at Fitbit først efter 15 minutters cykeltur skal registrere det som cykling.
Autodetektering er findes også hos en konkurrent som Samsung, men på Gear Fit 2 og Gear S2 fungerer det meget upræcist, og man kan hverken ændre kategoriseringen eller slå funktionen fra – sådan som tilfældet er på Fitbit.
Overblik og statistik
Fitbit har et omfattende interface på nettet, under vejs personlige profil, og i applikationen til smartphones (Android og iOS). Du kan lynhurtigt skade et overblik, og se om du når dine skridtmål, forbrænder kalorier nok, hvordan pulsen har været i løbet af dagen og hvorvidt motionsmålene generelt nås.
I puls-sektionen kan din form følges – er du fit eller i ”kage-form”? Beskeden fra systemet til mig er, at min Cardio Fitness er 46 (Very Good – for en mand i min alder). Det er da meget sjov information. Tallet er baseret på VO2 Max, der er en generel standard til beskrivelse af en persons form.
Du får også søvntracking, så du kan se om natten har været urolig med tisseture og andre forstyrrelser. Søvnkvaliteten mener app’en også at kunne vurdere. Det skal nok mest ses som en gimmick, der skal skærpe bevidstheden om hvor vigtig god søvn er. Du indstiller selv søvnmålet, og får en notifikation når nathuen skal findes frem.
Der er også alarmfunktion, hvor armbåndet vibrerer, når du skal op. Det er helt genialt, da man så ikke risikerer at ens vækkeur vækker hele huset, når andre gerne vil sove videre.
Bliv udfordret
Systemet har indbyggede udfordringer og belønninger, der skal motivere til mere bevægelse. Det virker, men ikke helt så godt som på eksempel Apple Watch. I forhold til dette er Fitbit mere diskret i sine påmindelser.
Udfordringsdelen gør brug af ”gamification”. F.eks. en gåtur i New York på 8.000 skridt. Man kommer forbi blandt andet Grand Central Station.
Når et ”landmark” er nået vises et 360 graders foto som belønning, og hele turen kan følges på et kort. Der mange andre udfordringer, men disse låses først op i takt med de første udføres.
Billeder af udfordringer
Integration med andre-apps
Skal du være i zen med dig selv, så prøv Relax-funktionen. Her ledes du gennem 2-5 minutters afslapning, som hjælper med at sænke blodtrykket. Relax foretager i processen løbende pulsmåling, så den optimale vejrtrækning opnås.
Fitbit samarbejder med en række kendte motions-apps, der integrerer med Fitbits systemer. Det er f.eks. RunKeeper og Endomondo. Så efter løbeturen med Endomondo flettes dataene med Fitbit, så det tæller med i motionsregnskabet.
Har du den digitale vægt Fitbit Arla kan du få vægt, fedtprocent og BMI til at indgå i helbredsoverblikket.
– TEST: Vi har prøvet Wi-Fi vægten Fitbit Arla
Der er desværre ingen integration mellem Fitbit og Sundhed i iOS på iPhone og iPad.
Fitbit app-interface
Bedre synkronisering
Tidligere har synkronisering af Fitbit og smartphonen opført sig ustabilt, men det er heldigvis blevet bedre. Faktisk har synkroniseringen været Fitbits største problem på tidligere produkter.
Charge 2 spiller langt bedre sammen med telefonen, end jeg tidligere har set, når det handler om de almindelige data fra uret. Notifikationsdelen, hvor Fitbit vibrerer og viser info om opkald og SMS i displayet, er fortsat ikke helt stabilt.
Fitnesstrackeren skal, heldigvis, sjældent oplades. 4-5 dage uden opladning, Jeg synes, det er en acceptabel batteritid. Slås pulsmålingen fra bliver batteritiden lidt længere.
Opladningen sker hurtigt, men opladeren er noget skrammel. Hver gang jeg har testet et Fitbit produkt medfølger en ny ladetype, der aldrig har været helt optimal. Charge 2 sættes i en klemme der rammer to terminaler på armbåndet. Det skal sidde meget præcis for at opladningen virker, og der er altså ingen bagudkompatibilitet med tidligere produkter. Trådløs opladning eller USB-opladning er ikke eksisterende – desværre.
– Smartphonen er en meget præcis skridttæller
Billeder af Fitbit Charge 2
Konklusion: Et godt køb
Prisen på Fitbit Charge 2 er omkring 1.100 til 1.200 kroner. Det er på de fleste punkter velfungerende, og god på batteritid. I forhold til at gå med et Apple Watch, der også tilbyder motionsoverblik og tracking, savner jeg ikke noget. De mest essentielle dele som ur, dato og tracking er de samme.
Du får ikke med et basis-band som Fitbit en masse apps, men spørgsmålet er hvor meget det betyder? Fitbit Charge 2 fungerer på både Android og iOS, så selvom du skrifter telefonsystem bevares dine data.
Jeg er ikke helt klar over hvor præcist Fitbit tracker ens skridt. Gennem årene kan jeg konstatere, at jeg hurtigere når 10.000 skridt med Fitbit end med f.eks. Samsung Gear S2 eller Apple Watch. På målet 10.000 skridt er der en forskel på godt 1.000 skridt mellem Apple Watch og Fitbit Charge 2 – hvor Fitbit tæller flere skridt.
Skridttælling kan påvirkes af mange ting, og producenterne benytter forskellige algoritmer til udregningen. Generelt skal skridttælling nok ses som en vejledning mere end en præcis information.
Overordnet set er Fitbits produkter gode køb til rimelige priser. Det er også tilfældet med Fitbit Charge 2.
Fitbit Charge 2 ender på 5 ud af 6 stjerner, men jeg vil til enhver tid anbefale produktet.
Fitbit mangler stadig, at få styr på opladeren, notifikationer og så er det ikke modstandsdygtig overfor vand eller direkte vandtæt.
Fordele og ulemper
Fordele
– Forholdsvis diskret på armen, og sidder godt
– Tydeligt display og lang batteritid
– God app med præsentation af data samt åben for tredjeparts apps
Ulemper
– Opladestik virker ustabil
– Notifikationer fungerer ustabilt
– Holder ikke til vand
Mere til historien
Kan du undvære det lidt større display er Fitbit Charge HR stadig et godt køb der aktuelt kun koster omkring 750 kroner.