TEST: Nexus 5 er en skarp og effektiv telefon fra Google og LG, der på de fleste punkter kan anbefales.
Den femte Nexus-smartphone fra Google er i butikkerne nu, og selvom Nexus-enhederne traditionelt ikke sælger specielt godt, set i forhold til markedets andre topmodeller – så er Nexus en vigtig kategori inden for Android-enheder.
“Nexus” er Googles varemærke, der har til formål at vise, hvordan Android-styresystemet fungerer, når det står alene, uden andre producenters indgreb, i form af overlays og skins.
Lanceringen af en Nexus smartphone betyder også en ny højt profileret version af Android, en udgave, der først langt senere, når ud på enheder fra andre producenter.
Google bestemmer alt, hvad der foregår på Nexus-enhederne, også hvem der skal producere dem. HTC stod for hardwaren til den første Nexus One fra januar 2010. Dernæst fulgte to med Samsung, som producent (Nexus S og Galaxy Nexus), og slutteligt har LG været valgt som hardwareproducent på Nexus 4 (november 2012) samt alt den nye Nexus 5.
Kraftfulde specifikationer
Nexus 5 er den hidtil tyndeste telefon i serien; 8.59 mm. Nexus 4 er 9.1 mm i tykkelsen.
Skærmen er forøget fra 4,7” til 5.0”, mens processorkraften er gået op fra fra 1,5 GHz quad-core til 2.26 GHz quad-core. Det er Qualcomms Snapdragon 800, der anvendes. Dertil kommer grafikprocessoren (GPU) Adreno 330 på 450 MHz. Samlet set en telefon med en god stabil ydelse.
Skærmen er en Full HD IPS-type med en opløsning på 1920 x 1080 pixels (445 PPI) beskyttet af Corning Gorilla Glass 3, der sikrer høj brudstyrke.
Der er 2 GB RAM og den interne hukommelse er på 16 GB, uden mulighed for udvidelse. LG oplyser til MereMobil.dk, at 32 GB-udgaven af Nexus 5, kun sælges af Google via deres webshop, i udvalgte lande.
I benchmarkprogrammet Antutu scorer Nexus 5 omkring 24.200 point, hvilket er noget mindre end den beslægtede fætter, LG G2, som i samme test endte på over 30.000 point.
Nexus 5 har 4G LTE forbindelse (bånd 1/3/5/7/8/20) i Cat3, der i teorien giver 50 Mbps upload og 100 Mbps download, og altså ikke Cat4 med op til 150 Mbps download, som LG G2 har. Jeg tvivler på, at man i dagligdagen vil mærke den store forskel. Jeg har uden problemer kunne måle 50 Mbps download, som nok er lidt over, hvad man i praksis oplever som gennemsnit.
Systemet og applikationer kører fuldkommen smooth og stabilt, men der er heller ikke lagt en ny grafisk brugerflade ned over systemet. I forhold til den ofte ustabile Nexus 4, er Nexus 5 en langt bedre oplevelse.
Design: Intet glas og metal
Nexus 4 var designet med glas på både for- og bagsiden, og kvalitetsoplevelsen var helt i top, både i følelse og vægt, noget der også kan medvirke til et løft på netop denne del.
Det er anderledes på Nexus 5. Den er skabt i plastik med en skridsikker gummibelægning på sider, såvel som bagside, og det bidrager til et stabilt greb om telefonen.
Jeg synes ikke, designdelen når det niveau, vi så på 4’eren, men når det er sagt, så ligger telefonen godt i hånden, og fylder ikke det store i lommen.
Stikket til opladning sidder placeret midt for i bunden, mens headset-tilslutningen findes i toppen. Efter min opfattelse, er dette de mest optimalt placeringer for disse stik.
Velkommen til Android 4.4 KitKat
Android 4.4 byder på en række nye funktioner, hvoraf nogle gør gavn under motorhjelmen, mens andre er synlige med det blotte øje.
Blandt de små ændringer er hurtigadgang til ”Placering”, der nu har fået plads i den del af topmenuen, der komme frem, når gardinet trækkes ned med to fingre. Lavere strømforbrug ved lydafspilning, infrarød blast og HDR+ i fotodelen, er andre af de knapt så profilerede.
Android 4.4 udnytter hardwaresensorerne på en ny måde. Eksempelvis kan sensorerne sende resultater tilbage til systemet i pakker, i stedet for præcis på tidspunktet hvor eventen er detekteret – her er der strøm at spare. Særligt i sportstracker-applikationer, som Endomondo og Runtastic, er det oplagt at udnytte dette.
Nexus 5 har sensor til både skridtdetektering- og måling. Her arbejdes der sammen med accelerometeret, for at fastslå om brugeren har taget et skridt. Udviklerne slipper dermed for selv at udvikle algoritmer, til at analysere på disse ting.
Også mulighed for Screen Recording ligger nu indbygget direkte i softwaren.
SMS er nu Hangouts
Google vil gerne promovere deres Google+ univers, som ifølge forskellige kilder har 540 millioner aktive brugere, hvilket udover den direkte interaktivitet med Google+, også inkluderer kommentarer på YouTube. Så det reelle tal, er væsentligt lavere.
Til sammenligning har Facebook over en milliard brugere.
Hangouts er en tekst- og videochat funktion i Google+, som er flyttet ind på telefonen. Du kan tildels sammenligne det med Facebook Messenger og Apples iMessage.
Jeg undres over, at Google spiller begrebet ”Hangouts” på banen, som for hovedparten af mobilbrugerne, slet ikke bringer nogen association med vanlige udtryk som meddelelser, beskeder eller SMS.
Når man kommer sig over den navnemæssige ændring, opdages det også hurtigt, hvor få af ens venner, der er adgang til at chatte med, via Hangouts protokollen.
SMS og MMS kører som nævnt også i Hangouts, og dette virker fremragende. Clean-and-simple.
En fin detalje er, at den seneste samtale ligger som et ”kort” til højre for beskedoversigten, der let kan trækkes tilbage med fingeren.
Tastatur med Emoji
Tastatur og ordbog er jeg meget begejstret for, specielt også fordi Emoji symboler nu er en integreret del af beskeder og tastatur. Hvis du aktiverer leveringsrapporter, angives det om en besked er leveret, ved et lille flueben ud for beskeden.
Generelt er Hangouts så god, at den fint kan anvendes som SMS-app på andre Android-telefoner, da den frit kan hentes via Google Play Store.
En ny funktion i Android 4.4 er muligheden for, at angive hvilken app der er aktiveret som default til SMS. Dette ligger under Indstillinger -> Mere -> Standard sms-app.
Nyheder ved opkald
For en del år siden introducerede HTC funktionen Smart dial, som direkte fra opkaldstastaturet, kan søge efter personer i kontaktlisten, når man taster uddrag af navnet. Efterfølgende har flere andre producenter lavet tilsvarende mulighed i deres tilføjelser til Android, men med version 4.4, er det nu indbygget native i systemet.
Opkaldslisten sorteres automatisk efter dem, som man oftest er i forbindelse med.
Dertil kommer, at telefonen selv laver opslag i Google Maps, når telefonnumre der ikke er i kontaktlisten, ringer. Det er faktisk lidt fedt, at nogle af de numre man ikke kender alligevel fremkommer med et navn.
Indtil videre er det firmanumre, der slås op, hvilket nok også er det mest relevante, da langt de fleste mobilnumre alligevel ikke er tilgængelige, via de forskellige søgetjenester som Krak og DGS.
Gennemsnitlige fotos og HD video
Hovedkameraet er på 8 megapixels med autofokus, og ikke mindst optisk billede stabilisator, som særligt ved lav belysning gør noget godt for billederne.
Du får 1/3.2” sensor og f/2.4 aperture samt HDR+. Alt dette er naturligvis bare tal. Det vigtigste er det samlede resultat.
Kameraet er ikke altid specielt hurtig til at finde og låse fokus, og som følge deraf, er det ikke muligt at skyde fotos ret hurtigt efter hinanden.
Der er mulighed for at ændre eksempelvis eksponering, motivtilstand og hvidbalance, men adgang til disse funktioner er lidt bøvlet; Swipe opad et tilfældigt sted på skærmen, for at få en kameramenu op på skærmen. Dette virker ikke specielt logisk, og det er vanskeligt hurtigt at foretage de ændringer man ønsker.
Galleriet indlejrer både lokale billeder, og dem fra Googles tjenester, og der er mulighed for automatisk upload og backup af billederne via Google Fotos, hvor der også kan foretages små redigeringer som beskæring og filtre.
Jeg er ikke imponeret over resultatet telefonen leverer på billedsiden, der bedst kan beskrives som gennemsnitlig, dog til den gode side.
Videooptageren kører Full HD 1080p optagelse, men der er ingen mulighed for at re-fokusere, ved at klikke på skærmen. I stedet forsøger telefonen at ændre fokus selv, via en autofokus funktion, der desværre er temmelig langsom.
Widgets på låseskærmen
Da Google introducerede widgets på låseskærmen, i en af de foregående Android-versioner, sagde jeg, at der var tale om en sikkerhedsrisiko, da man uden at indtaste pin-kode, kan få adgang til eksempelvis kalenderoversigt og mailliste med uddrag.
Åbenbart har Google tænkt de samme tanker, da det nu er muligt, at deaktivere widgets fra låseskærmen. Denne mulighed ligger under Indstillinger -> Sikkerhed -> Aktiver widgets.
Jeg synes, det er et stort plus, at hele widgets-funktionen kan slås fra, selvom man naturligvis kan argumentere for, at brugeren blot kan undlade at indlægge widgets.
Google Now på forsiden
Googles digitale butler med navnet Google Now, har fået en fremtrædende plads i brugerfladen, så der er tilgang til den blot ved at trække skærmbilledet mod venstre.
Google Now, der blev introduceret sammen med Android 4.1 Jelly Bean, forsøger at give brugeren relevante informationer, når der er brug for det. Om morgenen fortæller den, hvor lang tid det tager at køre på arbejde, og den aktuelle vejrudsigt opdateres ligeledes.
Informationerne er baseret på adfærd og søgninger, men ofte kommer der helt vanvittige forslag og oplysninger, som at den fortæller køretiden til jobbet klokken 21 om aftenen, eller når en Google søgning på f.eks. “Rådhuspladsen”, pludselig udløser information om køretid dertil.
Når Google Now fungerer, når den fortæller, at man skal køre om 10 minutter, for at komme til et møde til tiden, er det en mega smart tjeneste. Over tid er jeg sikker på, at butleren nok skal lykkedes med succes.
Gode smartphone-funktioner
Nexus 5 er en absolut glimrende smartphone, hvor interfacet er helt flydende på en lækker smooth facon – tiderne med lags i Android er ovre.
Når der trækkes ned i topgardinet med to fingre, åbnes adgang for genveje til systemfunktioner som Wi-Fi, lysstyrke, Bluetooth osv. For at aktivere eller deaktivere en funktion, skal der holdes et øjeblik på ikonet. Trykkes derimod hurtigt, åbnes de underliggende indstillinger. Dette er både intuitivt og effektivt.
Internettet er også en god oplevelse, hvor siderne både indlæses effektivt, og er smidige at navigere rundt på. Chrome browseren fungerer godt og spiller godt sammen med computerversionen, hvor links til sider åbnet på computeren, også er tilgængelige på mobilen.
Kontakter og kalender er godkendt, selvom jeg dog synes, at kalenderen har et kedeligt udtryk.
Ved at holde fingeren et øjeblik på baggrunden, åbner muligheden for at ændre tapet samt tilføje widgets. Overblikket og funktionaliteten er her helt på plads, og det er dermed let, at justere brugerfladen efter ens egne ønsker.
Bruger meget strøm
Nexus 5 har et batteri på 2.300 mAh, og ifølge specifikationerne skulle det give 17 timers taletid på en opladning, hvis Wi-Fi er slået fra og 4G LTE er aktiveret. Dette er ikke bare optimistisk, men over optimistisk!
På de gode dage presser jeg den til 16-17 timers drift, men mest normalt har 12-15 timer været. Jeg er alt andet end imponeret.
Heldigvis oplader Nexus 5 hurtigere end Nexus 4, op mod 30 procent hurtigere ved brug af en 1.8 Ampere oplader, men det ændrer blot ikke på, at man hele tiden har fornemmelsen af at mangle strøm.
Telefonen er bygget på måde, så brugeren ikke kan åbne den, og du kan dermed ikke selv at udskifte batteriet. Det er værd at bemærke, at Nexus 5 understøtter trådløs opladning, og jeg har med succes brugt den Fatboy-oplader, som Nokia sælger.
Der er batteri at spare, hvis man slår funktionen “OK Google” fra, hvor telefonen reagerer på dette hotword og klargør til søgning.
Konklusion: Bedste Nexus telefon nogensinde
Nexus 5 er måske ikke perfekt, men hvilken telefon er det?
De ulemper jeg har oplevet, opvejes langt hen ad vejen af de tilsvarende mange fordele, og man får tanken, om der overhovedet er brug for andre Android-telefoner i markedet.
LG og Google har sammen gjort det godt, og skabt et product, der er væsentligt bedre end forgængeren Nexus 4.
Prisen ligger aktuelt omkring 3.400 kroner uden abonnement, hvilket må siges, at være en yderst attraktivt prispunkt.
Nexus 5 er den hidtil bedste telefon i Googles Nexus serie. Det enkle deign, forenes med en kraftfuld hardware og Android 4.4 KitKat, der peger ind i fremtiden. Nexus 5 er et godt køb, som jeg klart kan anbefale.
– Web-TV: Se vores test af Nexus 5
5 ud af 6 stjerner.
Fordele
– Lav vægt og godt greb om produktet
– Toptune modern hardware
– Godt tastatur og stilren SMS-oplevelse
Ulemper
– Højt batteriforbrug
– Ikke optimale fotos – ikke i bredformat
– Hukommelsen på 16 GB kan ikke udvides
Mere til historien
Android 4.4 KitKat har tale genkendelse, der kan bruges til opslag i Google. Desværre er funktionen temmelig ustabil, og kender ofte ikke ordene, man siger. Dansk er ikke understøttet.
Hej John, god anmeldelse,
Nu har jeg brugt min i snart en uge, og jeg syntes at strømtiden er ret så god, ikke på højde med LGG2, men deroppe af
Hej! Mange tak 🙂 Det er godt at høre, at du har godt strømtid. Men du har ret i, at det er svært at slå LG G2.
Har den bedre strømtid end Nexus 4? 🙂
Det er et utroligt godt spørgsmål. Jeg vil tro, at det er blevet lidt bedre på Nexus 5.
Min oplevelse af batteritiden er meget svingende. I dag har jeg med 2 timers opkald,1 times opkald og 13 timers standby ca 50% tilbage. Andre dage føles det som om at batteriet forsvinder på 8-10 timer helt af sig selv. Det var ikke noget jeg oplevede i starten på min nexus 4, men det kom også på den til sidst.
Der er et eller andet med den batteri tid som Android ikke helt har styr på. Men de dage det kører er der masser af strøm.
Hej Rasmus. Det er en oplevelse, som jeg kan tilslutte mig.
Jeg kan tilføje, at batteri tiden på LG G2 er betydeligt bedre.
Hej. Jeg købte N5 på dagen da den blev frigivet over Google Play Tyskland, så nu har jeg haft den et stykke tid, først batteritiden der er jeg ikke enig, jeg synes at den holde fint strøm, noget bedre end N4 som jeg også har, jeg har en skærmtid på ca 4 timer efter 18 timer oppetid, selvfølgelig er det ikke bedre end LGs egen mobil, men batteriet er jo også mindre 2300 mAh mod LGs 3000 mAh så man kan ikke trække en lige tråd mellem de 2 mobiler på det punkt.
Du skriver også at fotodelen ikke er god nok, efter min mening tager den nogle rigtig gode foto, særligt hvis man sætter den til HDR+ og video HD tror jeg også den må ligge i top, jeg har i hvert fald svært ved at genkende det du skriver ?
Hvis man læser eller ser test Nexus 5 vs ? bla Iphone 5s så bliver der sagt at de begge tager gode fotos og de forskellige snakker endda om det er svært at se hvad for en mobil der er bedst til foto.
Men der hvor den halter er tiden den bruger til at fange fokus, men der skulle komme en opdatering til den del inden længe, men tiden ændre ikke ved at den tager betydelig bedre foto end Nexus 4 men eller tak for en god test og jeg glæder mig til at følge din nye side.
Hej Munch.
Tak for din kommentar og input.
På nogle punkter har du haft en bedre oplevelse end jeg har, men det synes jeg er mægtigt positivt.
I øvrigt. Tak fordi du fandt MereMobil.dk. Dejligt at du følger siden.
Hilse John G
Så er den nye opdatering version 4.4.1 begyndt at rulle ud til N5 og N4 som skulle fixe kamera delen, har ikke fået den endnu men skulle bla gøre at fokus gå betydeligt hurtigere
Hej Kim. Tak for input. Skriver du når du har modtaget den?
Hej John og andre
Det er muligt at hente opdateringen manuelt, fra googles egen hjemmeside, og derefter sideloade den via pc’en, så har du den med det samme. Det virker perfekt. Dette kan ligeledes lade sig gøre med Nexus 7 wifi 2013 og nu ogsp Nexus 10.
Hej Jesper. Tak for tippet. Men det er jo trods alt lettest, når den kommer som OTA.
Ja, det er lettest at vente. Du kan så risikere at vente i flere uger hvis du er uheldig. I kunne jo lave en video hvor I viser hvordan man gør. Det tager 10 min ialt.
Det lyder som en god idé. Har du tilfældigvis en “how to”-liste?
Hej John, jeg har ikke en nedskrevet, men vil godt lave en. Du hører fra mig.
Super! Send hvad du evt har på mail… 🙂 https://meremobil.dk/kontakt/
Jeg har haft min Nexus 5 i nogle dage og kan med min bedste vilje og venners hjælp ikke modtage en sms sendt fra en Iphone. Har du som mobilekspert et bud på hvad der kan gøres for at få det problem løst
Det lyder godt nok træls. Det eneste jeg kan komme i tanke om, er at der kan være noget med dit SIM-kort eller noget i den retning. Jeg vil nok starte med, at tage fat i teleudbyderen.
Er jeg den eneste der har problemer med signal modtagelse på nexus 5
Jeg har nu haft min Nexus 5 telefon i to måneder, købt blandt andet på baggrund af denne anmeldelse.
Jeg synes, det er en ok telefon, men heller ikke mere. Jeg synes, batterilevetiden er god. Lyden er god, men højttaleren skal være meget præcist ud for øregangen 🙂
Jeg bruger ikke butler/Google+ funktionalitet, jeg har ikke orket at tage mig tiden til at finde ud af, hvad jeg kan bruge de til.
Antennen er ret dårlig. Telefonen mister ofte forbindelsen under opkald.
Men: Telefonens helt store svaghed er den fuldstændig – efter min mening – talentløse danske ordbog (jeg har kun brugt den danske indtil nu). Jeg fatter ganske enkelt ikke, at Google, der lever af og er eksperter i søgninger, algoritmer og genkendelse kan præstere så dårligt. Men jeg er selvfølgelig åben for, at jeg gør noget forkert.
1. Jeg har slået “Forslag til næste ord” til – det virker overhovedet ikke. I under 1 ud af 100 tilfælde foreslår telefonen selv næste ord..
2. Ordbogen opererer tilsyneladende ikke med syntaks. De bøjninger og former af ord, som ordbogen foreslår, har sjældent sammenhæng med det foregående ord eller syntaksen
3. Det fører så til, at man skal skrive virkelig mange bogstaver før man eventuelt rammer det rigtig ord.
4. Ingen læring overhovedet. Efter to måneders brug skal jeg stadig skrive s-u-s-a-n før Susanne popper op på skærmen, så jeg kan vælge ordet.
Jeg er skiftet fra en Samsung SII, hvor ordbogen fungerede markant bedre. Den lærte mig at kende. Når jeg “Kærlig” foreslog den “hilsen” og derefter mit navn. Det undrer mig virkelig, at Google kikser netop på dette punkt. Jeg vil ikke anbefale telefonen til nogen, før dette er forbedret (eller jeg har fundet ud af, hvad jeg gør forkert)
Hejsa! Jeg har lige fået nexus 5 – og er ellers vant til Iphone. Kan det virkelig være rigtigt, at man ikke kan få den til at vise når man har modtaget en besked f.eks. på låst skærm?!
Ja det er korekt,men det bliver understøttet i Android L når det en gang kommer.