Asus PadFone Infinity (Den nye Padfone) – sådan er den

TEST: Den nye Padfone, eller PadFone Infinity. Vi har testet den kombinerede smartphone og Android tablet fra Asus.

Når du støder på betegnelserne Den nye PadFone, new Asus PadFone eller PadFone Infinity, skal du ikke gå i panik. Der er tale om det samme produkt.

Asus er blot løbet ind i en varemærke problematik, der tvang dem til at ændre produktnavnet i Europa, og det blev altså til ”Den nye PadFone”. Modelbetegnelsen på testproduktet er T004(A86)

Her i testen vælger vi dog konsekvent at kalde den Asus Padfone Infinity, for ikke at skabe yderligere forvirring. Men lad os lægge juraen på hylden, og komme i gang.

Asus Padfone Infinity A86

Asus Padfone Infinity A86

Moderne og kraftig hardware

Selvom Asus på smartphone-markedet endnu ikke er så kendte, betyder det ikke kompromisser på hardwaren. Telefonen har topmoderne og kraftig hardware, der glimrende kan måle sig med, hvad vi finder i produkter fra Samsung, LG og Sony.

Skærmen er en rigtig flot 5 tommer Full HD IPS-skærm med en opløsning på 1920 x 1080 pixels, og en pixeltæthed på 441 PPI, hvilket fuldkommen svarer til skærmen i Samsung Galaxy S4, med undtagelse af, at S4 har en Super AMOLED type.

Billederne fremstår kraftfuldt med god kontrast og flotte farver, uden man får oplevelsen af et overdrevet unaturligt boost, noget der taler til produktets fordel. Betragtningsvinklen er lige i øjet, og der er ingen tendens til udvaskning, når skærmen ses fra siden.

Skærmoverfladen er beskyttet af Gorilla Glass fra firmaet Corning.

Telefonen drives af Qualcomm Snapdragon 800 quad-core processor med en clockfrekvens på op til 2.2 GHz. Grafikken håndteres af Adreno 330 GPU (450 MHz), som i forhold til forgængeren Adreno 320 GPU yder op mod 50 procent bedre grafik-performance.

Hukommelsen er på 2 GB DDR3-RAM samt 16 GB intern, der kan udvides med micro SDCX-kort på op til 64 GB. Hvis ikke det er nok, så medfølger der 50 GB plads på Asus WebStorage i to år, ved køb af produktet. Padfone fås også i andre konfigurationer med mere intern hukommelse.

I benchmarkprogrammet Antutu klarer Asus Padfone Infinity sig godt. Scoreren ender på cirka  35.000 point, hvilket er omkring det punkt, at LG G2, Samsung Galaxy Note 3 og Sony Xperia Z Ultra også placerer sig.

Test: LG G2 – en smartphone til topkarakter

Asus Padfone Infinity A86 screenshot

Stilfuldt design

Hvis du hører til dem der synes, at plastikdesignet på Samsung Galaxy S4 er for kedeligt, så er du med Padfone kommet det rigtige sted hen.

Padfone Infinity er skabt ud i ét stykke aluminium, en såkaldt unibody ramme. Eller som Asus selv beskriver det:

– ”Aerospace-grade aluminum, which is twice-anodized with a brushed metal finish and diamond cut edges”.

Oversat til dansk betyder det, at telefonens 145 gram både ligner og føles som god kvalitet. De ydre mål er 143.5 x 72.8 x 8.9 mm.  Jeg synes designet er stilfuldt, og blandt noget af det bedre vi har set i 2013.

Kanterne er afrundede og fremstår ikke skarpe, heller ikke når telefonen holdes ind mod øret under samtaler. Jeg har testet den titanium-sorte version, men Padfone Infinity få også i en platin-hvid udgave, som er sandblæst på bagsiden.

Radiosignaler har vanskeligt ved at trænge gennem metal, hvilket også gør sig gældende for NFC, der er flot skjult i logoet på bagsiden. Denne fremgangsmåde har Asus i øvrigt patenteret.

Powerknappen og volumen er placeret øverst på højre side, mens telefonens øvrige sider er fri for knapper. Porten til Nano SIM kort og Micro SD-kort er flot gemt på venstre side. Du finder 3.5 mm headset-stik på toppen og micro-USB-tilslutningen i bunden. Samlet synes jeg, Asus har formået at indplacere knapperne ganske glimrende i denne telefon, så portene sidder optimalt når de skal anvendes.

Lige under skærmen finder vi tre soft-touch knapper; tilbage, hjem, seneste programmer. Disse lyser først op når der trykkes på dem. Den øvrige del af tiden er denne del af fronten flot sort.

Du kan indstille hvor længe baggrundslyset bag touchknapperne skal være tændt, ved at gå i Indstillinger > Skærm > Varighed på baglys på trykknap. Standarden er 10 sekunder, men den kan skiftes til ”Altid tændt”, noget der dog bruger mere strøm.

Få tilpasninger i brugerfladen

Asus har ikke som så mange andre producenter gennemrenoveret Android-brugerfladen. I forhold til native Android er ændringerne ikke så gennemtrængende, noget jeg synes er en kæmpe fordel. I stedet har Asus valgt at indlægge deres egne widgets og programmer, hvilket et langt stykke ned ad vejen, er deres bidrag til tilpasningerne.

Android 4.2.2 Jelly Bean kører for det meste flydende og lækkert, og touchskærmen er både præcis og responsiv. Kontaktlisten og kalenderen er enkle og overskuelige, med mulighed for synkronisering af oplysninger fra Gmail, Microsoft Exchange og andre tjenester.

Asus har indbygget en strømsparefunktion omkring maildelen, så den opfører sig mere intelligent, men du kan også sætte den som standard push-mail, hvis du ønsker dette.

Desværre er det ikke altid at telefonen og dens programmer fungerer helt så effektivt, som jeg kunne ønske. Hist og her støder man på små bugs, som nok er små, men stadig irriterede.

Jeg har blandt andet været udsat for, ikke at kunne slå alarmen fra – noget der endte med at kræve en genstart. Hvis mobilen generelt er hårdt presset af flere tungere programmer, eller bliver bedt om at udføre ”for mange” instruktioner på én gang, har jeg til tider set lags i brugerfladen.

Jeg har også oplevet at ”Automatisk lysstyrke” kan slå sig selv fra, og at telefonen spontant mister forbindelsen under samtaler.

Asus Padfone Infinity A86 screenshot

Netværket er udfordret

Der er ikke sparet på noget i netværksdelen på Asus Padfone Infinity. Alle relevante 2G og 3G forbindelser er understøttet, og den kommer desuden med 4G LTE i Cat4, der giver teoretiske downloadhastigheder på 150 mbit/s download og 50 mbit/s upload.

I dagligdagen ender 4G omkring 20-30 mbit/s (Telias netværk).

Jeg har noteret mig, at netværksgrafen ofte kun står på 1-3 streger, og ofte ikke fuldt signal. Det siger mig, at der muligvis kan være udfordringer i forbindelse med mobildækningen. Naturligvis er dette ikke bundet op af en videnskabelig undersøgelse, men blot en fornemmelse, som jeg synes er vigtig at viderebringe.

Det trådløse netværk, Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac kører godt, men igen har jeg oplevelsen af, at rækkevidden måske ikke er helt optimal.

God til beskeder – fint tastatur

Asus har deres eget tastatur i Asus Padfone, og det virker overraskende godt. Det er nemlig ikke altid, at Android-mobilproducenterne, kommer heldigt fra netop tastaturdelen, som i Googles oprindelige udgave er ganske fin, så jeg forstår ikke behovet for at ændre det, fra producenternes side.

Jeg rammer fint tasterne, og hvis ikke, så hjælper ordbogen mig på vej. I linjen ovenover bogstaverne er tallene fremme, uden der skal trykkes på ekstra knapper. Det letter betjeningen.

Der er grafiske smileys og emoji-symboler, en kærkommen detalje, men implementeringen er ikke optimalt udført, da man skal ramme en lille tast nederst i venstre hjørne, for at få dem frem.

Desværre har tastaturet den ulempe, at det nogle gange ikke kan følge ordentligt med når der skrives, og hvis tastaturvibration er aktiveret, er det helt skidt, og en mystisk oplevelse at skrive på.

Kan optage mobilsamtalerne

Padfone Infinity har en helt unik feature, som kun ganske få andre telefoner har. Du kan optage mobilsamtalerne, både det du siger, samt den anden part i samtalen.

Når opkaldet er i gang, er der i nederste højre hjørne en optage start/stop knap.

Jeg er voldsomt begejstret for funktionen, som rammer en særlig målgruppe, der gerne vil have denne mulighed, i en ordentlig smartphone.

13 gode megapixels med flotte billeder

Pixels er ikke alt, når vi taler om fotos, særligt ikke hvis optikken er håbløs. På Asus Padfone Infinity får du faktisk begge dele – mange pixels og god hardware. Der sidder en Sony BSI sensor med fem linse-elementer i Asus’ smartphone, samt en LED fotolys-diode.

Jeg synes, de 13 megapixels er optimalt udnyttet (f2.0).

Asus har gjort meget ud af, at optimere på muligheden for fotografering i dårlig belysning, og det er de sluppet rigtigt godt fra. Jeg er meget positivt overrasket over billedresultatet, i næsten alle situationer. Desuden er det rart, at udløseren både kan aktiveres på skærmen, og ved brug af volumentasterne.

Udover automode, er der en række forskellige forindstillinger, som kan benyttes i forskellige situationer. Jeg synes dog, at autotilstanden i de fleste tilfælde leverer et godt resultat.

Kameraet er også ganske præcist, når det kommer til fokusering på objekter, ligesom det også er muligt at tage gode makrofotos, direkte fra automode.

Som på konkurrerende smartphones har denne også en burst-tilstand, der kan tage mange billeder i træk, hvilket er anvendeligt hvis motivet bevæger sig. Faktisk har Padfone Turbo Burst, der kan indfange motivet med 30 fps.

I turbo burst-mode kan du skyde 100 billeder i træk, hvilket er mere end både HTC One og Samsung Galaxy S4, der understøtter henholdsvis (99 og 20 billeder i træk). Det skal dog siges, at Asus reducerer billedstørrelsen til 3 megapixels, for at sætte hastigheden op.

Ved standard-burst kan du også tage op til 100 billeder i træk, dog med en framerate på 12 fps. Her er Asus fortsat hurtigere end Samsung og HTC, der ligger på henholdsvis 7.2 og 9 fps.

Når udløserknappen slippes i burstmode, er der mulighed for at udvælge det eller de fotos, man synes er det bedste, hvorefter de øvrige kasseres.

Videooptageren kan klare op til Full HD-kvalitet. Mens der optages kan der skydes stillfotos, og fokuspunktet kan ændres live, blot ved at prikke på skærmen.

Galleriet giver et godt overblik, og der er mulighed for at se billeder fra Facebook, direkte inde i galleriet.

Lyd-samarbejde med B&O

Denne telefon har et forstærker-kredsløb med tilhørerende software, der er gjort lidt ekstra ud af. Sammen med SonicMaster og Bang & Olufsen er der optimeret på lydoplevelsen.

En særlig AudioWizard gør det muligt at vælge forskellige standardindstillinger, der passer til den lydsituation man er i. F.eks. Musik, Film, Gaming osv. Disse indstillinger virker bredt over lyden på telefonen, og har således også indflydelse på musikafspilning fra tjenester som Spotify.

Test: Sådan er den gratis Spotify

Når der lyttes med et godt headset (jeg har brugt Jabra Revo) er lydkvaliteten rimelig fornuftig, men ikke det bedste jeg har hørt fra en telefon gennem tiderne. AudioWizard gør det fint, men jeg er generelt ikke fan af denne type af presets, da de ofte forsøger at ramme et lydkompromis der passer på alle, hvilket sjældent lykkedes.

Højtaleren i telefonen er heller ikke noget at skrive hjem om. Godt nok siger Asus at højtaleren er 40 procent større end hvad der findes i konkurrerende ledende smartphones, men her er lyden fra HTC One og iPhone fortsat væsentligt bedre.

Test: iPhone 5S – mere af det samme

Ved samtaler er der ikke noget at udsætte. Lyden er både høj og tydelig.

Asus Padfone Infinity A86

Asus Padfone Infinity A86 med Padfone Station

Bruger alt for meget strøm

Jeg havde store forventninger til batteri- og strømdelen i denne telefon, men desværre er de ikke blevet indfriet. Batteriet på 2.400 mAh er ellers nogenlunde stort, men hvad gavner det, når strømmen hurtigt bruges af systemet?

Jeg har som maksimum været oppe på 17 timers drift, men det mest normale er 12-15 timer. Det underlige er, at Asus ellers har indlagt en strømsparer-funktion, hvor forskellige indstillinger, burde kunne få batteriet til at holde længere.

Det skal siges, at selv med strømspareren, har jeg ikke kunne drive driftstiden ret højt op. Asus Padfone Infinity er en telefon, som kræver en oplader inden for rækkevidde, hvis den benyttes meget.

Asus Padfone Infinity A86 screenshot

Kan været hjertet i en tablet

Asus PadFone er ikke bare en kraftig smartphone, den er også motoren i et tabletprodukt med navnet Padfone Infinity Station.

Infinity Station er en 10.1 tommer Full HD-skærm (1920 x 1200 pixels) med 224 PPI og anti-fingerprint og ridsebestandig overflade. Udover skærmen er der indbygget et batteri på 5.000 mAh. Vægten er 532 gram, og enheden måler 264.6 x 181.6 x 10.6 mm.

Padfone Infinity Station har et 1 megapixels frontkamera til videosamtaler. Det er telefonens kamera der anvendes, hvis der skal tages fotos med hovedkameraet, når mobil og tablet er sat sammen.

Tanken er, at Padfone klikkes i på bagsiden, hvorefter telefonen forvandles til en Android-tablet. Den såkaldte myDP port er designet, så Padfone ikke falder ud når Station vendes på hovedet. Her skal det siges, at hvis Infinity Station rystes hård nedad, så falder telefonen altså alligevel ud.

Asus Padfone Infinity A86

Asus Padfone Infinity A86 med Padfone Station

Vipper på bordet

Padfone og Station kan ikke ligge fladt på bordet, da telefonen skaber en forhøjning på bagsiden, og det giver en vippende og irriterende skriveoplevelse. Du skal dermed være forberedt på, at holde tablet-skærmen i hånden, eller have den liggende på et blødt underlag.

Android-brugerfladen er hurtig til at forvandle sig til en tablet, når Padfone sættes i. Det betyder også, at nogle af systemets applikationer udvider sig, fra at være en telefon-app til tabletapplikation.

Hvis telefonen ringer, mens den er docket, kan speakerphone benyttes, eller samtalen kan føres via et Bluetooth headset. Det er også muligt, at tage telefonen ud af Padfone Station, for at foretage samtaler, for så bagefter, at sætte den tilbage i Station.

Skærmbillede 2013-12-12 kl. 15.00.02

Meget ekstra strøm

Padfone Station har et internt batteri på 5.000 mAh, hvilket er nok til omkring 8 timers web-surfing via Wi-Fi forbindelsen. Afspilning af HD-film kan ifølge specifikationerne ske i 7,5 timer på en opladning.

Den spændende ting ved batteriet er, at det kan benyttes til at oplade telefonen med, når den er docket i skærmen.

Brugeren kan bestemme, hvordan opladningen skal ske. Eksempelvis kan telefonen altid blive opladet når den er sat i skærmen, mens den benyttes som motoren for systemet. Men der er også en særlig Power Pack Mode, hvor Padfone Station dedikerer alle sine resourser til opladning. I denne tilstand kan tabletten ikke anvendes.

En rigtig tablet, eller?

Det er ikke muligt, at anvende Padfone Station alene, uden Padfone-smartphonen. Det betyder altså, at en anden i familien ikke kan benytte tabletten, hvis telefonen anvendes til andre formål.

Jeg kan godt se idéen i at kombinere tingene, men jeg er ikke selv i målgruppen for kombinationen. Jeg foretrækker, at kunne benytte begge dele uafhængigt af hinanden. Og som nævnt er Padfone Station designet på en måde, så den ikke er særlig god, når man skal arbejde på f.eks. et bord.

Asus skal have point for, at tænke anderledes koncepter. Padfone Station rammer en niche-målgruppe, og dermed er Asus ikke så konkurrentfølsomme på denne produkttype.

Asus Padfone Infinity A86

Asus Padfone Infinity A86 med Padfone Station

Konklusion: Er den værd at købe?

Asus Padfone Infinity A86 er som selvstændig smartphone et rigtigt godt produkt, der på mange områder er en fin konkurrent, til en smartphone som Samsung Galaxy S4.

Desværre er den på nogle områder en smule ”buggy”, men ikke så meget den ikke er værd at købe, så længe det sker på et oplyst grundlag. Designet er lækkert, og kræfterne i hardwaren fejler ikke noget, så det tegner lyst for kommende smartphones fra Asus, som i 2014 godt kunne blive en interessant producent.

Det er temmelig svært at finde Asus’ telefon som standalone enhed, men vi har set den i en 32 GB version inklusive Padfone Station, for omkring 5.900 kroner Her ville jeg foretrække, at købe telefonen alene, da jeg ikke føler mig sikker på, at Padfone Station, passer til kommende produkter fra producenten. Derfor tror jeg denne del godt kunne blive overflødig.

Karakteren ender på 4 ud af 6 stjerner. Asus er godt på vej.

Plus

+ Godt design og gode materialer
+ Flot HD skærm på 5 tommer
+ Rimelig ren Android, tilføjet meningsfyldte funktioner

Minus
– Tabletdel vil for mange være overflødig
– Batteriet i telefonen løber hurtigt tør
– Softwaren har en del småfejl

Mere til historien

Asus er et taiwanesisk selskab, som er grundlagt i 1989. Elektronikvirksomheden producerer mange forskellige produkter her i blandt computere, smartphones, tablets og meget andet. Det var Asus, der sammen med Google stod bag tabletten Nexus 7.

Asus PadFone Infinity
Google: Nye funktionsopdateringer til Android-telefoner samt Pixel

Her er de nyeste funktioner, som Google netop har frigivet til Android-telefoner og Pixel-telefonerne.

(mere…)
En billigere ASUS ROG Phone 9 på vej?

Den nye ROG Phone 9-serie byder på vilde specifikationer og høj pris, men måske en billigere variant er på vej.

(mere…)
ASUS ROG Phone 9-serien – til hverdag og ”prof”

Der er ingen tvivl om, at Asus er klar til at erobre tronen for gaming-telefoner med den nye ROG Phone 9-serie.

(mere…)
Xperia 1 VI bliver første Sony med Android 15

En supportside bekræfter, at Android 15 kommer til den første Sony-telefon.

(mere…)
Asus holder ROG Phone 9 event I dag

KORT NYT: Om kort tid afholder Asus deres ROG Phone 9-event, hvor vi forventer at se flere store nyheder.

(mere…)
Måske vil Android TV-opdateringen komme hvert andet år

Android TV er ikke lige så højt prioriteret som Android på smartphones. Det kan ende med, at opdateringerne ikke længere vil komme årligt.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram